skip to Main Content

Visualiseringens kraft

Trabadelo – Fonfría / 31 km / 47.009 skridt

I dag venter en meget stejl stigning, op til O’Cebreiro. Det er ca. 10 km opad. Vi har hørt rygter om, at de første 5 km tager 2 timer. Først har jeg dog 10 km på noget mere fremkommeligt underlag. Dagens udfordring kræver lidt ekstra behandling af vablerne fra morgenstunden. De bliver behandlet med jod og tapet godt ind. Jeg må starte ud i sandaler, indtil jeg kommer til stigningen. Der må jeg skifte til de store grimme sko igen. Varmen er hård ved fødderne, som hæver voldsomt op. Jeg foretrækker ellers mine vandrestøvler, fordi de stabiliserer mine ankler på de ujævne stier.

Turen op er hård ved mine fødder og det er virkelig varmt allerede kl. 10. Min kondition og ben er dog gode, så turen går noget hurtigere end forventet. Efter 2 timer mangler jeg blot 2 km til toppen.

Jeg træder i dag ind i Galicien. Den smukkeste af regionerne på Caminoen, i følge de fleste jeg har talt med. Jeg har svært ved at forestille mig, at Caminoen kan blive smukkere, end det jeg allerede har oplevet de sidste mange dage.

Nogle vælger at ride op til O’Cebreiro. Jeg kan ikke undgå, at være lidt bekymret for de heste der skal bære pilgrimme derop. Underlaget er ekstremt ujævnt og meget stejlt. Selvom de er vant til at færdes i disse områder, er jeg dog ikke overbevist om, at deres hove og foderstand er gearet til det. Jeg tror jeg har set for mange usoignerede heste i den sydeuropæiske turistindustri gennem årene, til at jeg kan kalde mig fordomsfri på det område. Ankommet til toppen, bliver min bekymring dog gjort til skamme. De ser faktisk relativt velplejede ud og både hove og foderstand synes acceptable. De ser lidt trætte ud, som de står der i skyggen, men det gør jeg vist også.

Jeg finder Jason og Megan i O’Cebreiro. Det er tid til frokost, inden vi sammen begynder nedstigningen. O’Cebreiro er den fineste lille by, og vi føler vi er landet i en scene fra Ringenes Herre.

Vi begynder nedstigningen. Tror vi. Det går ikke kun nedad. Turen videre er noget hårdere end vi mentalt er indstillet på. Heldigvis er selskabet formidabelt. Jason og Megan er typiske australiere. Særdeles venlige, interesserede og humoristiske.

Jason er typen der flirter med alle. Det er ikke påtaget, det er blot sådan han er. Han er nysgerrig på mennesker og han taler med alle, han kan komme i nærheden af. Jeg tror vitterligt, at Jason kender stort set samtlige pilgrimme, han har passeret på sin vej. Hans nysgerrighed på mennesker, bringer ham konstant i snak med nye folk. Jeg synes virkelig jeg har talt med mange spændende mennesker på min færd. Jeg har dog samtidig prioriteret at vandre alene, hvilket også har gjort, at mange blot er blevet mødt med et smil og et “Buen Camino” fra mig. Jason har ikke samme behov for at vandre selv. Det er dog til glæde for os andre, for han deler gerne de historier han opfanger på sin vej, og bringer dermed yderligere læring og inspiration videre til os andre. Megan er Jasons modsætning på mange områder, men absolut lige så venlig, omsorgsfuld og interesseret. Hun er mindre opsøgende og nyder at vandre i egne tanker. Det er Megan der har styr på al logistikken på deres rejse. Man skal dog ikke tage fejl af hende, hun er en stærk og sej kvinde, virkelig underholdende og meget inspirerende at tale med. På mange måder minder de mig om mine forældre. De er meget harmoniske, nyder hinandens selskab og balancerer både humor og kærlighed på en beundringsværdig måde. De har tydeligvis stor respekt for hinanden. De rummer hinandens forskelligheder med både forståelse og værdsættelse. De er opbakkende i forhold til hinandens drømme og støtter hinanden fuldt ud i de mål de hver især sætter sig. Desuden taler de faktisk oftere om, hvor meget de savner deres elskede hund, end savnet af deres 3 børn i alderen 20-24 år, der passer huset i Sydney. Megans baggrundsbillede på telefonen er af hunden. Ikke af børnene. Jo, de minder faktisk virkelig meget om mine forældre.

Videre på eftermiddagens færd, stopper Jason pludselig op og vender sig om, mod Megan og mig: “Wow, do you know where we are?” It’s the statue from my vision board!”. Vi nærmer os en gigantisk statue af en pilgrim. Jeg kigger spørgende på ham. Jason fortæller, at han for 6 år siden, var inde i en periode hvor han havde svært ved, at prioritere sin energi rigtigt og han følte livet kørte på autopilot. Han opsøgte en coach, der introducerede ham til metoden med, at lave et vision board. På denne tavle skulle han sætte billeder op, af alt det der var vigtigt for ham og de drømme han drømte om at udleve. Jason begyndte straks at fylde tavlen med alverdens ting og personer. Den var dækket af billeder. Månederne og årene gik, og vision boardet gav ham mere en nedtrykt følelse end egentlig motivation, når han kiggede på det. Fordi han ikke formåede, at opfylde nogle af drømmene, ej heller prioritere tiden rigtig til de personer der var vigtige for ham. Han kunne slet ikke overskue hvor han skulle starte, med alle de billeder.

En dag for 2 år siden, tager han stort set alle billeder ned fra tavlen. Få får lov at blive hængende. Billeder af hans kone og børn, hans gamle mor og hans nære venner. Derudover var der billeder af surfing og vand. Fordi han gerne vil bruge endnu mere tid på, at surfe og fordi han mener han bør drikke mere vand. Mount Everest drømmer han om, at bestige, så det fik også lov at blive hængende. I midten af tavlen, hænger et billede af statuen. Det har hængt der hele tiden. Billedet fandt han da han googlede Caminoen, under udarbejdelse af vision boardet for 6 år siden. Han har ikke anet hvor denne statue var på Caminoen, om den overhovedet var der. Statuens signalering af styrke og målrettethed, tiltalte ham dog så meget, at den blev symbolet på Caminoen for ham. Nu står han her, foran den statue han har kigget på hver dag i 6 år.

Det er et stort øjeblik for Jason. Det kan vi både forstå, se, mærke og høre. Jeg er virkelig taknemlig for, at få lov at opleve øjeblikket med ham. Det er både inspirerende og rørende.

Det er et meget fint eksempel på, at de mål og drømme vi visualiserer eller noterer ned, bliver dem vi har fokus på, og dermed ofte dem vi formår at opfylde og nå. Jeg ved nu, at jeg skal bruge sommeren på, at lave mit eget vision board.

De sidste 10 km er næsten ved, at gøre det af med os. Vores kroppe er trætte og vi er løbet tør for vand. Vi forsøger at holde humøret højt og hjælpe hinanden med at fokusere på fremdriften. Til sidst er der en ekstremt stejl stigning, men på toppen ligger en bar – og de har vand! Efter en kort drikkepause, rejser jeg mig op og kan mærke et voldsomt jag over mit højre knæ. Det her er vist ikke så godt. Der er heldigvis kun 3 km til næste by. Jeg håber virkelig at ibuprofen og Voltaren er kuren, og det er ovre i morgen. Ankommet til Fonfría, overmander trætheden mig. Jeg er klar til at gå direkte til køjs. Et let måltid mad, som mere bliver indtaget for kroppens skyld end fornøjelsens, er dog nødvendigt inden jeg kalder det en dag. Jeg ved min krop har brug for energi, oven på dagens hårde vandring, men appetitten er ikke stor. Til gengæld er underholdningen fin, da den lokale landmand leder køerne hjem til stalden for natten. Det foregår gennem landsbyens hovedgade. Rettere, den eneste gade. Jeg knuselsker altså stemningen i de små spanske bjerglandsbyer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top