skip to Main Content

Forsinket forløsning

Villamaior – Santiago de Compostela / 9 km / 30.733 skridt

Jeg kigger på vejrudsigten. De melder regn hele dagen. Da jeg går ud i mørket, bliver jeg dog mødt af en stjerneklar himmel.

Kort efter jeg har forladt Villamaior, trækker skyerne ind over stjernerne og det begynder at regne. På min sidste færd på Camino frances, tager regnen til.

Da jeg ankommer til Santiago og den gamle bydel, vælter regnen ned blandet med hagl. Vandet strømmer ned ad de stejle brostensbelagte gader. Så dramatisk behøver afslutningscenen, nu heller ikke være. Jeg fortsætter op gennem de smalle gader. Pludselig stopper det med at regne, og 100 meter efter træder jeg ind på pladsen foran katedralen. Her er mennesketomt, på nær en enkelt ældre pilgrim. Jeg stiller mig midt på pladsen og kigger op på katedralen. Jeg føler ikke rigtig noget særligt. Hvad burde jeg føle? Begejstring? Overvældelse? Stolthed? Måske det virkelig er fordi Santiago ikke har været målet. Jeg er tilfreds med min præstation. Jeg er tilfreds med at have vandret 821 km på 28 dage. Det jeg er mest tilfreds med, er dog hvordan jeg har fundet ro og tilfredshed i mig selv. Det er ikke Santiago og katedralen der har givet mig det. Det er vejen. Det er Mesetaen, det er alle de fantastiske mennesker jeg har mødt på min vej. Det er mig selv. Den ældre pilgrim tager et billede af mig, som jeg står der og kigger undrende op på katedralen. Vi falder i snak. Yves fra Paris har gået Caminoen 8 gange. Jeg fortæller ham, at jeg ikke rigtig føler noget særligt. Jeg tror måske ikke det her er slutningen på min Camino. Jeg tror jeg bliver nødt til at vandre videre. Han fortæller mig, at han havde helt samme oplevelse første gang han trådte ind foran katedralen. “You need to walk to the end of the World. There you will find what you are looking for”, svarer han. Jeg har lært meget på min vej, af de erfarne pilgrimme. Jeg har lyttet og lært. Det gør jeg også i dag. Jeg er nu fast besluttet. Jeg går videre. Videre ud mod havet. Ud til verdens ende. I morgen tidlig snørrer jeg atter mine vandrestøvler, griber min følgesvend i hånden og fortsætter mod vest. Santiago de Compostela er ikke afslutningen på min Camino.

Indtil da skal dagen i Santiago dog nydes. De 9 km vandring i dag, svarer jo til en hviledag. Det tror jeg min krop sætter pris på.

Klokken er 7.30. Pilgrimskontoret åbner kl.8.00. Der skal jeg have mit Compostela. Yves fortæller mig, at køen bliver lang i løbet af dagen, så jeg gør klogt i, at gå derned nu og vente den halve time indtil de åbner. Beredt med kaffe og en croissant, stiller jeg mig i kø ved kontoret, hvor der allerede er en håndfuld pilgrimme linet op. De ankom i går, og har ventet til i dag med at lade sig indskrive på kontoret. Stemningen er god i køen, der deles historier og latteren og de høje stemmer, vidner om euroforien der hersker her i byen, hvor pilgrimme afslutter deres færd.

Jeg kommer ind på kontoret, hvor en mand gennemgår mit pilgrimspas og stemplerne heri. Hver eneste dag er registreret med minimum et stempel fra alberguet. Nogle dage har jeg også fået stempler i kirker og andre steder jeg har gjort holdt. Hver eneste sted har deres eget stempel, og de er alle med til, at bevise min færd tværs over det nordlige Spanien. Jeg får mit Compostela, med mit latinske navn, Ioannam. Manden lykønsker mig med min færd og fortæller mig, at jeg er blandt de allerførste ankomne pilgrimme i dag. De vil derfor gerne invitere mig på en intim frokost med 9 andre pilgrimme efter pilgrimsmessen. Jeg havde faktisk hørt om den frokost for længe siden, men havde glemt alt om dens eksistens. Jeg skal helt klart med, for det er da en virkelig fin måde at markere dagen på. Overdragelsen af mit Compostela, skaber en følelse af tilfredshed i mig. Det her bliver en virkelig god dag!

Der er stadig noget tid til, at jeg kan checke ind i den lejlighed jeg har booket. Jeg går derfor tilbage til pladsen foran katedralen, for at følge med i livet, når flere pilgrimme ankommer hertil. Som jeg sidder der, får jeg pludselig øje på et velkendt par. Megan og Jason! Jeg foreviger deres skridt ind foran katedralen, og sidder stille på afstand og observerer deres omfavnelse. De er et enestående team, de to.

Jeg trisser lidt rundt i de gamle gader. Rundt om den kæmpe store katedral og studerer alle de fine Camino symboler den gemmer på. Symbolerne er overalt i byen. Det er hyggeligt bare at slendre rundt, suge indtrykkene til mig og lade det hele bundfældes.

Jeg får afleveret min rygsæk i receptionen hvor jeg skal bo, da vi ikke må have dem med ind i katedralen. Klokken er 10.30. Pilgrimsmessen er først kl.12, men jeg tænker det ikke er nogen skade til, at bruge lidt stille tid i katedralen og bare være for en stund. Da jeg kommer ind er de igang med en almindelig messe, så jeg placerer mig på en bænk og følger med. Jeg forstår ikke meget af, hvad der bliver sagt, men det betyder ikke noget. Der er rigeligt at kigge på. Katedralen er et fuldstændig imponerende bygningsværk og jeg bliver helt opslugt af alle detaljerne.

Jeg får øje på den store Botafumeiro der hænger ned fra loftet. Den er fastgjort med et kæmpe reb, som man ser på ankeret på gamle skibe. Det er røgelsesfætteren de svinger under pilgrimsmessen. Oprindeligt for at fjerne stanken fra pilgrimmene. Jeg tænker, at det egentlig også kan være et argument i dag. Det er i hvert fald ikke Bamseline, der bedst beskriver min odeur. Før i tiden var botafumeiroen i brug hver dag. I dag gøres det kun på helligdage og hvis kirken modtager en donation på 300€. Det er helligdag i morgen, men der er jeg på vej mod verdens ende. Jeg ville så gerne opleve den i brug. Da messen er ovre, rejser folk sig og går. Jeg kan derfor rejse mig og sætte mig på en bænk aller forrest ved alteret. Kort efter begynder katedralen igen, at blive fyldt. Det strømmer ind med mennesker. Jason og Megan kommer ind og tager taknemligt i mod de to pladser jeg har holdt til dem. Vi er virkelig spændte på messen. Jeg er på ingen måde religiøs, men alligevel bliver jeg grebet af den højtidelige stemning. Jason var alterdreng som barn og finder absolut ikke messer interessante. Han mener han har deltaget i de messer han skulle. I dag, lige i dag, er begejstringen og forventningens glæde dog stor, som hos en lille dreng før juleaften.

En lille nonne kommer ind og stiller sig oppe ved alteret. Her begynder hun på humoristisk og fin vis, at lære os pilgrimme en del af en hymne. Efter en stund holder hun inde. Der er helt stille i den kæmpe store katedral. Hun begynder at synge. Jeg bliver fuldstændig overvældet af hendes stemme. Aldrig har jeg hørt så smuk en sangstemme. Den er så ubeskrivelig ren og klar. Den minder mig om det krystalklare vand fra de naturlige kilder i bjergene. Deres klare lyd og rene smag. Deres kølige lindren på varme håndled. Som en lise for krop og sjæl. Det er det nærmeste jeg kan komme på en beskrivelse. Det lille menneske med en stemme så stor, som katedralen er smuk. Hun står bare deroppe, helt stille og fylder katedralen med den fineste klang, samtidig med at gruppen af præster og munke kommer gående ind. De bærer smukke hvide kjoler med røde velkendte symboler, fra min sidste måneds færd over Caminoen. Det er dybt bevægende og tårerne triller ned ad kinderne på mig. De begynder at nævne startstederne på Caminoen og hvilke lande der er ankommet pilgrimme fra i dag. “Saint Jean Pied de Port. Dinamarca. Australia.” De fortsætter opråbning af landende. Derefter næste startby og landene der her er repræsenteret i dag. Der er folk lige fra Taiwan til Danmark. Selvom jeg udemærket er klar over, at alverdens nationaliteter betræder Caminoen, da jeg selv har mødt mange af dem, er det alligevel som om det først går op for mig her. Caminoen giver genlyd ud i hele verden. Folk fra hele verden drages af den. De drager afsted når de hører den kalder. Fuldstændig som jeg har gjort. Det er dybt fascinerende. Messen fortsætter og jeg er fuldstændig opslugt af den. Ordet “peregrino”, det spanske ord for pilgrim, nævnes konstant. Jeg forstår ikke meget af, hvad der bliver sagt, men det er fuldstændig ubetydeligt. Hele stemningen er dybt bevægende og dragende. Indimellem afbrydes talerne af nonnens sang, og hele katedralen stemmer i på hymnes omkvæd. Det er hårrejsende smukt. Akustikken er helt fantastisk. Det er tid til nadver for katolikkerne. Jeg ved fra messen jeg observerede forinden, at det er sidste del inden afslutningen. Jeg har bogstaveligt talt tudet mig igennem en hel messe. Pludselig prikker Jason til mig, og peger over mod den ene søjle. Der står 8 munke i bordeaux farvede kåber og frigører rebet til Botafumeiroen. Den skulle jo ikke i brug i dag?! Sker det nu alligevel? Kort efter er de igang med, at sætte den i svingninger. De 8 store mænd ligger alle kræfter i, og trækker synkront i det kæmpe store reb, helt ned i knæ og op igen. De fortsætter taktfast og langsomt sættes den i sving. Den kommer højere og højere op og svinger fra side til side, på tværs gennem katedralen, imens en sød duft af røgelse spreder sig. Tårerne triller ned ad kinderne på os alle tre. Det er en kæmpe oplevelse og et vigtigt symbol på den religiøse del af Caminoen. Al den forløsning vi manglede ved ankomsten til Santiago i dag, kommer nu væltende tifoldigt. Jeg er ikke sikker på hvilke følelser det er. Jeg genkender dog taknemligheden og lyksaligheden. Resten har jeg aldrig følt før. Jeg ved bare, at alt er præcis som det skal være. Forløsningen er total.

Høj oven på messen, begiver jeg mig hen til frokosten. Restauranten er en del af det luksuriøse Parador hotel. Den ligger i kælderen, med indgang fra en lille dør, på pladsen ved katedralen.

Herinde mødes jeg med 5 andre pilgrimme, hvor vi nyder en formidabel 3 retters menu. Vi er på ingen måde klædt fint nok på til stedets omgivelser, men de har jo selv inviteret os. Snakken går lystigt med de andre pilgrimme, hvor vi hver især deler særlige minder og oplevelser fra vores færd på Caminoen. Det er imponerende hvordan 6 forskellige pilgrimme, kan drage hjem med så forskellige, dog alle fantastiske, oplevelser, når vi alle har vandret den samme vej. Det viser blot at ingen caminoer er ens. Hver pilgrim har sin egen oplevelse og Caminoen bidrager med lige præcis det, den enkelte har brug for.

Resten af dagen bruger jeg på at slentre rundt i gaderne, afbrudt af lidt hvil til kroppen, som skal være klar til vandring igen i morgen. Jeg møder mange kendte ansigter i løbet af dagen. Der er så meget liv i byen. Folk danser på pladsen foran katedralen. Gademusikanter spreder stemning i de små gader. Allerede ankomne pilgrimme sidder i klynger og klapper og hujer, af de pilgrimme der kommer gående ind foran katedralen for første gang. Santiago er ikke en særlig stor by, men den er noget helt særligt.

Jeg mødes med Megan og Jason til tapas om aftenen. Vores sidste aften sammen, inden jeg begiver mig videre og vores veje skilles på Caminoen, for sidste gang. Det har været en fantastisk dag. Jeg er fyldt op af indtryk, gode følelser og føler mig helt klar til at fortsætte i morgen. Jeg er glad for, at jeg nåede til Santiago. Selvom messen gav mig forløsning, er jeg ikke klar til at rejse hjem endnu. I morgen sætter jeg igen den ene fod foran den anden, og begiver mig på vej. Ud til verdens ende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top