skip to Main Content

Caminoen takker af

Vilaserío – Cee / 43 km / 60.953 skridt

Jeg begiver mig, som vanligt, tidligt afsted. Tankerne kredser omkring min hjemrejse. Gad vide hvad der egentlig er sket derhjemme den seneste måned? Jeg har været afskåret fra alt. Jeg har ikke læst nyheder. Jeg aner ikke hvad der er sket i Danmark eller verdenen den seneste måned. Måske det også er med til at holde humøret højt. Ingen tragedier, konflikter eller naturkatastrofer til at dræne mit humør. Jeg tror det er meget sundt at opleve. Dermed ikke sagt, at jeg ønsker at afskære mig selv fra, hvad der sker i verden. Jeg tror bare jeg bør øve mig på, ikke at lade mit humør påvirke af dårlige nyheder.

Jeg har ikke rigtig brugt de sociale medier. Nogle opslag på Instagram, hvor jeg var lige så hurtigt ude, som inde. Facebook er ikke blevet tjekket. Et enkelt opslag, og så var jeg ude igen. Snapchat har været lukket helt ned. Jeg har brugt min iPhone meget, men det har været til at skrive refleksioner og oplevelser ned i løbet af dagen, som er blevet sammenfattet til blogindlæg om aftenen. Det har været meget befriende, at stemple ud på den måde. En time-out fra det hele.

Det øsregner hele dagen. Regnen siler ned og bliver indimellem akkompagneret af kraftige vindstød. Jeg er gennemblødt og gennemkold. Min skinnebensbetændelse forværres i løbet af dagen. Hvert et skridt er smertefuldt. Jeg kæmper med, at flytte fokus fra smerterne. Det er svært i det her vejr. Tågen ligger tungt over landskaberne, så omgivelserne giver ikke samme støtte, som vanligt. Jeg tænker om det her er Caminoens måde, at fortælle mig at det er ved at være tid til at rejse hjem. At min Camino er ved at nå sin slutning.

Jeg ankommer til en bar ved en landevej. På skiltet står der, at det er sidste stop inden Cee, der ligger 15 kilometer længere fremme. Jeg må hellere gøre holdt her, få varmen og noget frokost. Pauserne er nødvendige, men en udfordring for kroppen. Når man rejser sig efter et hvil, er det som om, at hjernen igen skal vænne sig til smerterne. Der går altid lige et kvarters tid, indtil vablerne er gået til igen. Det samme gør sig gældende i dag. Skinnebensbetændelsen lader sig dog ikke gå til. Den forværres blot for hver kilometer. Jeg går meget langsomt, i et forsøg på at mindske smerterne så meget som muligt. De 15 km består af nogle heftige stigninger, som lægger yderligere pres på benet og anklens vinkel. Regnen begynder heldigvis at aftage og vinden lægger sig, som jeg bevæger mig frem.

5 km inden Cee holder regnen inde og solen begynder at bryde gennem skyerne. Dette samtidig med, at jeg nu ser havet for første gang på Caminoen. Det er stort! Jeg bliver helt berørt. Det er beviset på, at jeg har gået tværs over et land. Fra foden af Pyrenæerne i Frankrig til havet mod vest i Spanien. Havet og solen giver mig fornyet energi og jeg vandrer de sidste 5 km til Cee i overskud.

Ved alberguet bliver jeg modtaget af den sødeste hospitalera. Hun stempler mit pilgrimspas, og kigger det igennem. Hun konstaterer at jeg er startet i SJPP og tilføjer et “¡Bravo!” Hun vil vide hvor jeg er startet i dag, og da jeg siger Villaserío klapper hun hænderne sammen foran sig og giver mig endnu et “¡Bravo, Bravo!” Jeg har gået 43 km, de første 38km i øsende regnvejr, med skinnebensbetændelse. Jeg tager gladeligt imod et par bravo’er! Jeg overvejer faktisk at stemme i!

Jeg når kun lige at smide støvlerne og jakken, før Hospitaleraen kalder mig ud i køkkenet. På bordet har hun sat friskbrygget kaffe og et bjerg af småkager frem. Det er lige den form for omsorg jeg har brug for nu. Jeg går ombord i småkagerne og spiser mindst 10! Jeg skammer mig ikke det fjerneste. Det er et glimrende mellemmåltid på omkring 1.000 kalorier.

Det her er min sidste aften på Caminoen. Jeg er 16 km fra verdens ende. Der slutter min Camino. Derfra går turen tilbage til Santiago, hvor jeg skal tilbringe resten af tiden, inden jeg kan flyve hjem. Min sidste aften på Caminoen skal markeres og det bliver ikke med en pilgrimsmenu. Jeg er kommet til Atlanterhavet. Jeg vil have hvidvin og skaldyr. Pilgrimsmenuerne har varieret i kvalitet. Jeg har fået serveret alt fra de mest fantastiske måltider til det tarveligste hundeæde. Når man betaler 10€ for 3 retter og en flaske vin, kan man ikke rigtig tillade sig, at forvente kulinariske oplevelser. Når maden har været pinligt ringe, har det også været en oplevelse. En oplevelse vi kunne grine af. Uanset kvaliteten af maden, har den altid indeholdt det vi havde brug for. Masser af kalorier med en korrekt fordeling af protein, kulhydrater og fedt. Det har været alt fra linsesuppe inklusiv fedtklumper, der mindede mistænkeligt meget om noget der allerede havde været gennem tarmsystemet til fordøjelse, til sprøde salater med bulgur, jordbær og rødbedepuré. Kyllingefileter så tørre og flade, at de mest mindede om et par udtjente caminostøvlers såler, til delikate hjemmelavede trøfler vendt i et tykt lag mørk chokolade. Det har været madoplevelser fra den ene yderlighed til den anden. Jeg ville ikke være nogle af dem foruden, for de har hver især været en del af den samlede oplevelse af livet som pilgrim.

Jeg spørger den søde hospitalera, hvor jeg får de bedste skaldyr i byen. Hun anbefaler en familieejet restaurant, længere oppe i byen. Der lover hun mig, at jeg vil få en god madoplevelse. Det får hun ret i. Tjeneren anbefaler mig deres Zamburiños. Det er samme muslinger som vi bærer på vores rygsække. Det er en art af kammuslinger. Symbolet på Caminoen. Selvfølgelig skal jeg have Zamburiños på min sidste aften på Caminoen. De smager formidabelt. Da tjeneren tilbyder, at rense skallerne, så jeg kan få dem med hjem, som minde om min sidste aften på Caminoen, overvejer jeg kraftigt at fri til ham. Jeg maner dog mig selv til besindighed, og nøjes i stedet med at takke ja til skallerne og humper veltilfreds tilbage, til min sidste nat i en sovesal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top