skip to Main Content

Verdens ende må være begyndelsen på noget stort

Cee – Verdens Ende / 16 km / 35.769 skridt

Jeg begiver mig på vej kl. 05. På vej ud på mine sidste kilometer på Caminoen. På vej mod verdens ende. Det er en smuk vandring ud af byen, langs vandet, som ligger blikstille. Jeg begiver mig op i et kulsort skovområde. Pandelampen kommer i brug for sidste gang.

Jeg vandrer langsomt afsted på grusstier. Den velkendte lyd af grusets knirken under mine støvler. Den nye duft af havet der blander sig med duften af de blomstrende buske. Solen står langsomt op, og naturens farver træder stille tydeligere frem. Sikke en smuk morgen. Sikke smukke kulisser til mine sidste kilometer på Caminoen.

Mine tanker kredser igen omkring alle de oplevelser, alle de mennesker og alle de erkendelser jeg har mødt på min vej, de sidste 30 dage. Her går jeg på månedsdagen for min start på Caminoen i SJPP. Jeg ved jeg er forandret. Jeg er i ro med mig selv og alt hvad jeg står for. Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er for alle. Jeg ved også, at alle ikke er for mig. Det er helt ok.

Jeg kommer nærmere og nærmere Finisterre. Jeg går med solopgangen og synet er enestående. Hvor lever de i smukke omgivelser, herude nær verdens ende.

Jeg ankommer til Finisterre og finder en lille cafe, hvor jeg kan nyde min kaffe og morgenmad. Ganske som alle andre dage på Caminoen. Forskellen i dag er blot, at jeg vil nå dagens destination om 3 km, i stedet for 30 km.

Jeg begiver mig videre på de sidste 3 km ud til kysten. Hvert et smertefuldt skridt er en nedtælling til afslutningen på min Camino. En fod foran den anden. En fod foran den anden.

Pludselig står den foran mig. 0,000 stenen. Jeg er nået til verdens ende. Jeg er tom for ord. Jeg aner ikke hvordan jeg skal beskrive den følelse jeg sidder med, da jeg stiller min rygsæk og vandrekæp ved 0,000 stenen og sætter mig udmattet ned. Jeg ved bare, at jeg netop er ankommet til verdens ende. Jeg har vandret fra Frankrig, over Pyrenæerne, krydset grænsen til Spanien og med en fod foran den anden, vandret tværs over Nordspanien, ud til havet. 920 km. Ud til verdens ende. Jeg har vandret med vabler, knæproblemer, feber og til sidst skinnebensbetændelse. Jeg har på intet tidspunkt overvejet at stoppe. Jeg har været drevet frem af de tre vedholdende følelser. Frihed. Taknemlighed. Lyksalighed. Jeg har ikke haft en bekymring i verden. Jeg er gået fra indre uro til fuldkommen fred i sindet.

Det er det klogeste valg jeg nogensinde har truffet. At handle da jeg hørte Caminoen kalde, den morgen. At lytte til min intuition, som jeg på fineste vis er blevet opdraget til. At stole på min intuition, fordi den aldrig lyver, er den klogeste livsregel jeg har fået med fra mine forældre. Min intuition er blevet styrket herude. Jeg har fundet roen i mig selv. Jeg har fundet hjem i mig selv. Herfra kan jeg handle i fuld overensstemmelse med mit hjerte. Det er her fra min intuition taler klarest. Hvor er jeg heldig. Hvor er jeg priviligeret. Jeg har kunne vandre her på Caminoen. Jeg har levet det simple liv. Nået ned til de basale behov. Lukket al støj ude. Jeg er nået helt ind i mig selv. Derigennem har jeg fundet min frihed, taknemlighed og lyksalighed. I guder, hvor er jeg heldig. Hvor er jeg lykkelig. Helt ind i knoglerne.

Jeg sender et billede af 0,000 stenen hjem til min familie. Min søster responderer: “Verdens ende må være begyndelsen på noget stort”. Jeg ved hun har ret.

Min Camino slutter her. Det føles helt rigtigt. For første gang i 31 dage, vender jeg mig om og går jeg tilbage. 3 km tilbage til Finisterre. Min krop er træt. Jeg er træt. Det er tid til at rejse hjem. Hjem til mine nære og kære.

This Post Has 4 Comments
  1. Hold nu op hvor har det været vidunderlig læsning ❤️❤️ Du skriver faktisk som Obama holder tale. Kort og meget klare sætninger. De går direkte i hjertet og hjernen. Fantastisk .
    Tusinde tak for rejsen/turen/vandringen.❤️❤️⭐️⭐️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top