Min rygsæk lettes

Foncebadón – Ponferrada / 29 km / 45.446 skridt

Jeg begiver mig videre op i højderne i mørket. Mod Cruz de Ferro. Det er fuldstændig stjerneklart. Pandelampen er heller ikke nødvendig i dag, for månen og stjernerne lyser mig atter på vej op ad stierne. Op mod det højeste punkt på Caminoen. Kort tid efter kan jeg se Cruz de Ferro lidt længere fremme. Det er et ganske ydmygt monument. En stor bunke af sten, på toppen en træmast, hvor der øverst er påsat et lille jernkors. Her er hverken guld eller imponerende udskæringer og former, som man ser i de mange katolske kirker på vejen. Et så simpelt og ydmygt monument, at det umiddelbart nærmest ikke kan kaldes et monument. Så simpelt og med så kæmpe stor betydning for Caminoen, og langt de fleste mennesker der vandrer den. Her frigører folk sig fra deres byrder og fortiden, de ikke længere ønsker at tynges af. Her efterlader de deres sorger. Her efterlader de deres gamle jeg. Her efterlader de en sten, der indeholder lige præcis det, de tillæger den. En sten de har båret hele vejen hertil, som deres rygsæk nu lettes af, når de placerer den under korset.

Der er en fin symbolik i det faktum, at noget så simpelt og uimponerende, er så værdifuldt for så mange mennesker. Det bekræfter mig blot i, at det er de følelser og den værdi vi tilfører ting, der giver dem deres rette værdi. Det hele handler om, hvad vi tillæger betydning.

Jeg sætter mig og funderer lidt over de situationer, mennesker og handlinger jeg vil efterlade her. Jeg sidder helt alene i mørket og nyder stilheden og den imponerende stjernehimmel. Jeg har båret min sten med mig fra Danmark, over Pyrenæerne og over halvdelen af det nordlige Spanien. Jeg kender hver en linje, form og kant på den sten. Jeg har gået med den i hånden i så mange timer.

Solen er langsomt ved at stå op bag bjergene. Kigger jeg til venstre er himlen ved, at blive malet orange af den tidlige morgensols stråler. Kigger jeg frem, lyser månen stadig klart ned på Cruz de Ferro.

Jeg lukker øjenene og forsøger endnu engang, at lade mig føre tilbage i tiden, uden den store effekt. Billederne står ikke lige så tydeligt frem længere. De har ikke samme indvirkning på mig. De påvirker ikke min sindstilstand. Jeg er blot i ro. Det er som om min hjerne og mit hjerte ikke længere orker, at beskæftige sig med ting der var engang. Måske det er sådan det føles, at slutte fred og komme hjem i sig selv. Det føles ukompliceret og befriende. Jo, jeg er klar til at lade min rygsæk lette. Fralægge mig stenen ved Cruz de Ferro, og bevæge mig videre. Videre på Caminoen og i livet, med endnu flere enestående oplevelser, med mig selv og folk på min vej.

Jeg begiver mig videre i morgensolen. Kort efter ankommer jeg til Manjarín, der har 1 indbygger. Den moderne tempelridder Tomás. Klokken er kun 7.30, så det er stadig for tidligt at finde ly for natten. Sikke en skam, for en overnatning her ville nok give mig et ordentligt skub ud i udviklingszonen, og muligvis også en væglus eller 10 med i rygsækken. Der er helt stille, så kaffe er nok heller ikke en mulighed, så tidligt på dagen. Det må blive en anden gang.

Jeg kommer til en lille landsby, hvor jeg får min morgenkaffe. En mandlig pilgrim, spørger hvordan det går og vi udveksler lidt høflighedsfraser. Der er noget bekendt ved ham. Hvor er det jeg har set ham før?

Jeg vandrer videre, da det pludselig slår mig. Det er Sean! Den første pilgrim Adam og jeg mødte, da vi kom til vores albergue i SJPP inden starten på Caminoen. Dengang talte vi kort med ham, og jeg har ikke set ham siden. Jeg håber jeg støder på ham senere i dag.

Dagens vandring går op og ned i de smukkeste omgivelser. Jeg er helt høj på følelsen af frihed, taknemlighed og lyksalighed. Solen er bagende varm, men her er bare så skønt! Jeg vandrer oppe i højderne på små naturstier, og tager mig masser af tid til små pauser, hvor jeg nyder naturen, duftene og lydende.

Ankommet til Molinaseca, den fineste lille by, er det tid til frokost. Jeg finder en plads ved floden, hvor tæerne kan blive luftet og væskedepoterne fyldt op. Pludselig står Sean der. Han har haft samme tanke, da han forlod byen tidligere på dagen og har forsøgt, at nå frem til mig på dagens vandring. Vi er startet på samme dag i SJPP d. 15. april, men har ikke set hinanden siden. Sean går med en gruppe, der alle har slået sig ned samme sted som mig. Stemningen er høj og bidrager med endnu mere energi til min dag. Jeg vil begive mig de sidste 7km videre til Ponferrada, hvor jeg vil kalde det en vandredag. Sean slår følgeskab med mig, og vi får opdateret hinanden på de sidste ugers oplevelser.

Ankommet til Ponferrada, får jeg checket mig ind på overnatningsstedet, inden jeg begiver mig ned for at finde en cafe med øl og kaffe. Inden længe kommer Sean gående og slår sig ned ved mit bord. Pludselig får vi øje på to af de andre fra gruppen i Molinaseca. Og to mere. Inden for 1 minut, kommer hele gruppen fra alle sider af torvet. Helt tilfældigt rammer de alle torvet samtidig, fra vidt forskellige overnatningssteder og uden foregående aftale. Det er det fine ved Caminoen – man befinder sig i en by, man aldrig har været i før, og alligevel er der genkendelige ansigter på den næste cafe. Stemningen er høj i det blandede selskab, hvor både Australien, Canada, USA, Italien og Danmark er repræsenteret. Alle er enige om, at det har været en virkelig god dag. Endnu en virkelig god dag på Caminoen. En dag med en virkelig fin afslutning, her i fine Ponferrada.