skip to Main Content

For 2€ syndsforladelse, tak.

Villamayor de Monjardín – Torres del Rio / 23 km / 29.955 skridt

Jeg står tidligt op igen. Jeg nyder de stille mørke morgenener, hvor jeg føler mig alene i verden. Samtidig får jeg også tilbagelagt de fleste kilometer, inden varmen sætter ind og sløver kroppen.

Mine vabler gør ondt. Rigtig ondt. Jeg sender en taknemlig tanke til Mother Susy, som anbefalede mig vandrestavene. Jeg bruger dem som stokke, så jeg kan fjerne noget af tyngden på mine fødder og vabler. Det kan mærkes i mine triceps, men det er vist heller ingen skade til, at få trænet dem lidt. Det er atter en smuk vandring i naturen. Jeg er omgivet af bjerge, grønne marker og fuglesang. Jeg har dog svært ved at bevare fokus på omgivelserne, da smerterne konstant stjæler min opmærksomhed.

Ankommet til Los Arcos, lægger jeg vejen forbi den lokale lægepraksis. De 2 læger kigger på mig, imens jeg forsigtigt tager mine strømper af i venteværelset. De reagerer på en måde, man absolut ikke ønsker fra læger. “Uuuuj!” udbryder de, imens jeg fanger en enkelt glose fra deres snak på spansk. Infektion. Den ene læge tager mig med ind på en briks, hvor hun går i gang med behandlingen. Jeg har lægeangst, så jeg kigger væk. Lægen kan ikke et ord engelsk, og jeg må grave dybt efter mine beskedne spanskkundskaber. På mirakuløs vis lykkes det os, at forstå hinanden nogenlunde. Venlighed og omsorg er dog et universelt sprog, og både hendes stemme, smil og øjne afslører, at hun er en kvinde med hjertet på rette sted. Jeg sukker taknemligt, da hun skyller mine vabler i en kølig væske. Hun vil gerne at jeg bliver i Los Arcos for natten, men jeg vil bare gerne gå. Kompromiset bliver Torres del Rio ca. 10 km fra byen. Der skal jeg stoppe, for op- og nedstigningerne bliver slemme herefter. Hvis vablen ikke er bedre i morgen, skal jeg besøge hospitalet i Logroño. Jeg får hælen pakket grundigt ind. Herefter begynder hun at fylde mine lommer med alverdens remedier til vabler og antibiotikacreme, imens hun gør tegn til mig om ikke, at fortælle om denne handling til hendes kollegaer. Hun sender mig ud af døren med et “Buen Camino”. Jeg er taknemlig for hendes behandling og omsorg, men føler mig dog en smule medskyldig, da jeg bevæger mig gennem venteværelset og ud af bygningen. Nuvel, jeg kan vel altid donere 2 EUR i den næste kirke, og få mig en lille syndsforladelse, for den handling.

10 km senere er jeg ankommet til Torres del Rio. Et kig til vablerne her til aften bekymrer mig og mine medpilgrimme. Den ene er fyldt med betændelse og hele hælen er rød og varm. Jeg må vist hellere give hospitalet i Logroño et visit i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top