Skønsang i skyggen
Mañeru – Villamayor de Monjardín / 29 km / 40.119 skridt
Det er en smuk morgen i den lille by oppe i højderne. Efter en lille… detour.. er jeg på rette vej. Solen er langsomt ved at stå op og i følgeskab med den, er jeg snart ude over vinmarkerne. Her er helt stille. Jeg passerer en lille olivenlund oppe i højderne, og bemærker de stengærder der omkranser dem. Jeg kigger ud over bjergene og bakkerne. Det hele er grønt og frodigt. Det her virker bekendt, på en besynderlig måde. Pludselig slår det mig! Clairvoyantens forudsigelse! For et par år siden besøgte jeg en clairvoyant. Hun snakkede noget om, at jeg vandrede. Hun var ikke sikker på hvor det var. Måske Skotland eller Irland. Der var gamle stengærder og græsgrønne bakker. Det er en ret præcis beskrivelse af det, der omgiver mig lige nu. Det er dog Spanien, men landskabet har ændret sig de sidste par dage, og bortset fra de små olivenlunde kunne de grønne marker og bakker ligeså vel være Skotland eller Irland. Alt er vel op til fortolkning. Jeg har lydfilen på min iPhone fra clairvoyancen. Jeg må høre den en af dagene.
Jeg kommer forbi et “rest area” midt i vinmarkerne og olivenlundene. Det er folk der bor i området, der har lavet denne fine lille oase. Jeg er imponeret over spaniernes omsorg og venlighed over for os pilgrimme. Alt det arbejde de har lagt i dette fine lille sted, som giver os et tiltrængt hvil på vores færd. Her kan vi tilmed efterlade de ting vi ikke længere har brug for, og bytte med noget vi måske mangler. Dét er caminokærlighed. Og ja, jeg ringede selvfølgelig med klokken. Jeg byttede dog ingen af mine ting.
Videre på min færd begynder energien at falde. Det er stegende hedt og mine vabler er igen meget smertefulde. Jeg humper afsted, da jeg pludselig hører guitarspil. Det får fluks mit humør til at stige. Jeg kommer til en gammel middelalderlig tunnel. Derinde sidder en lille gruppe unge pilgrimme. Den ene pige står og spiller på en Ukulele. Jeg fortæller hende at hun bringer glæde til min morgen , og hun kvitterer med den fineste sang om at vandre ud i verden. Det er så rart at sidde der i skyggen, og lytte til hendes skønne sang. Tunnelen skaber en fantastisk akustik. Sangen og stemningen fylder mig med fornyet energi, og jeg går videre i højt humør. Det er disse små uventede stunder, der blandt andet, er årsagen til, at Santiago ikke er målet for mig. Vejen er mit mål. Det giver mig tiden til disse små fine og mindeværdige stunder. Så vil tiden vise om jeg når Santiago.
På vej ud af Estella støder jeg på Louise, og vi følges ad mod næste by. Det er rart med følgeskab her sidst på dagen. Vablerne gør vanvittigt ondt, og selskabet fjerner lidt fokus fra smerterne. Ude af byen kommer vi forbi et vinbryggeri, der tager sig kærligt af pilgrimmene. To haner forsyner os med hvad vi behøver – vand eller rødvin. Her kommer muslingeskallen på min rygsæk til gavn, da vi smager på den lokale vin. Om det var god vin, vil jeg lade vinkendere om at vurdere. En fin oplevelse, var det.
Jeg får inspiceret vablerne nærmere, da Louise og jeg ankommer til Villamayor de Monjardín. 2 nye til samlingen. Det er hvad det er. De får et par korssting, som jeg efterhånden er blevet så ferm til, at ingen håndarbejdslærer har noget at sætte på mig. Bekymringen er større over den blodvabel jeg har tilføjet samlingen. Det er ikke så godt. Punkterer en blodvabel, er der risiko for blodforgiftning. Jeg får konsulteret lidt med familien derhjemme over SMS. Min sidste stivkrampevaccine var vist i 2004. Med en dækningstid på 10 år, er den for længst overskredet sidste salgsdato. Jeg må have fat i en læge. Der er intet i denne lille by oppe i højderne, udover 2 albergues, en lille kiosk, der vist er indrettet i entréen hos ejerne – og selvfølgelig den obligatoriske lille bar og kirke. Den næste større by er 2 dages vandring herfra. Der er ikke andet for end at bevæge mig videre i morgen, og stoppe i hver en by og finde en læge. Vabler er en del af de fleste pilgrimmes færd. Blodvablen og smerterne kunne jeg dog godt have undværet.
