skip to Main Content

Over skyerne er himlen altid blå

Fonfría – Barbadelo / 32 km / 48.962 skridt

Vi vandrer hele gruppen afsted sammen, på den smukkeste morgen. Megan, Jason, Sean, Annika og mig. Sean og Annika var på alberguet, da vi ankom i går aftes. Annika er nyt bekendtskab for mig. Hun har vandret med de 3 andre, tidligere på Caminoen og mødtes med Sean tidligere på dagen, i går.

Vi er højt oppe. Seans højdemåler melder 1.300 meter. Det er så højt, at skyerne i dag er under os. Synet er fuldstændigt ubeskriveligt. Vi kan slet ikke sætte ord på, hvor fantastisk en oplevelse det er. Jeg har aldrig før oplevet, at være over skyerne på den måde. Der er skyfri himmel over os, og nede i dalen er der overskyet. Jeg er ordløs! Det bliver en langsom start på morgenen, for vi vil alle nyde dette spektakulære syn, så længe som muligt. Minut for minut ændrer udsigten sig, efterhånden som solens varme tiltager i styrke og skyerne langsomt opløses. Galicien skuffer bestemt ikke!

I løbet af dagen går og taler vi sammen på kryds og tværs i gruppen, samtidig med at vi beundrer og deler de fantastiske omgivelser.

Annika og jeg falder i snak. Hun er en intelligent og sjov pige. Hun bander, svovler og drikker tilsyneladende alkohol i et omfang, hvor selv jeg må smide håndklædet i ringen og blot bøje mig i respekt. Hun er fra Estland, men bor i Bruxelles. Da jeg spørger hvad der har bragt hende dertil, må jeg spørge en ekstra gang, da jeg er sikker på jeg har misforstået hende. Hun er diplomat i Bruxelles og har iøvrigt en PhD i international law. Det havde ikke været mit første gæt. Jeg bliver atter bekræftet i min efterhånden ofte brugte sætning på Caminoen: “Don’t judge a book by its cover!”

Vi kommer til at tale om feminisme og ligestilling. Vi er enige om, at vi er for ligestilling. Vi diskuterer dog den trussel kampen om ligestilling udgør mod kønnenes forskelligheder. Både Annika og jeg ved, at vi og vores veninder ryger under betegnelsen “stærke og selvstændige kvinder”. Det har vi udvist flere gange i livet. Hvis Annika og jeg skulle møde modstand på den påstand, kan vi nøjes med at tage udgangspunkt i vores Camino. Vi er begge draget alene afsted, uden vandreerfaring og har snart gået tværs over det nordlige Spanien. Hvis det ikke kræver både styrke og selvstændighed, så har jeg brug for, at få genopfrisket definitionen af de to begreber. Uanset, så er vi enige om, at “stærke og selvstændige kvinder”, til tider kan føles lidt som kritik. Som teflonbelagte skabninger der konstant bærer en kan-selv, vil-selv og gør-selv attitude, uanset hvad livet bringer os. Blot fordi vi er i stand til, at klare os selv og udviser styrke, betyder det jo ikke, at vi ikke vil passes på i vores sårbarhed. Det ene udelukker ikke det andet.

Jeg er efterhånden blevet ret erfaren i, at vandre med mænd der er noget ældre end mig selv. Blandt andre Doug, Mark og Brian. Fællesnævneren for dem, er deres evne til, at agere som gentlemen. Det er små handlinger, som man måske ikke ville bemærke, hvis man var vant til det. De holder døren for mig, sørger for at de går yderst på vejen, når vi skal vandre langs trafikerede landeveje, løfter rygsækken fra jorden og hjælper den over skuldrene efter et hvil, og så videre. Alle disse små handlinger, der falder dem helt naturligt. Jeg har aldrig været mindre feminin, at se på, end jeg er herude. Den eneste detalje er, at jeg oftest vandrer i nederdel. Alligevel formår de, at få mig til at føle mig meget feminin. Jeg føler mig passet på. Det virker som om, det bare er en helt naturlig del af deres adfærd. En særlig adfærd for deres generation. De virker ikke som om, at de ser stærke og selvstændige kvinder som en trussel mod deres køn. De udgør i hvert tilfælde ikke en trussel mod kønnenes forskelligheder. Jeg erindrer ikke hvornår en jævnaldrende mand sidst har holdt døren for mig.

Det bliver en lang snak om emnet, hvor vi hver især får tilført nye tanker og perspektiver til hinandens anskuelse heraf. Vi konkluderer til sidst enstemmigt, at stærke og selvstændige kvinder på ingen måde, er noget der skal nedtones. Det kræver blot lige så stærke mænd. Det kræver at vores generations mænd, tør og gider agere som mænd. Så skal vi nok skrue lidt mere op for de feminine dyder og stryge en skjorte i ny og næ. Det er selvfølgelig en nem konklusion, at nå frem til, når der ikke er nogle jævnaldrende fyre til stede, der kan gå til modangreb. Det er nok godt det samme. Bare lige i dag, for vi er også enige om, at den konklusion skal fejres med en flaske hvidvin ved dagens destination. Den fejring kunne jo være i fare for aflysning, hvis vi pludselig skulle til at forholde os til modargumenter.

Mit knæ bliver mere og mere presset sidst på dagen. Jeg tror det er en muskel, jeg fik gjort et eller andet ved i går. Opstigningerne sidst på dagen er en udfordring for os alle, da vores kroppe er trætte. Til sidst er jeg så udfordret af smerter, at jeg har fat i min vandrekæp med begge hænder, lægger al min vægt i den, og humper op ad stigningen. Indtil Sean får øje på det, da han vender sig om. Han er fluks nede hos mig, tager min vandrekæp og rækker mig sine vandrestave: “we need to take some pressure off that knee, Janni!” Apropos gentlemen. Ja, jeg skriver jo bare hvad jeg oplever.

Ankommet til Barbadelo konkluderer vi alle enstemmigt, at det har været en fantastisk dag. Galicien skuffer ikke, det har været en af de smukkeste vandringer vi har oplevet. Vi er helt høje på dagens oplevelser.

Vi går til middag på det hyggelige albergue. Hospitaleraen signalerer ikke lige frem begejstring over vores tilstedeværelse. Umiddelbart tænker jeg, at hun hellere ville være alle andre steder, end her på alberguet i Barbadelo. Den første halve time ignorerer hun vores bord, bort set fra de øjeblikke hvor hun beder os dæmpe vores eller meget tilforladelige og afdæmpede snak ved bordet. Jason og jeg kan ikke lade være med, at more os over situationen. Jo, mere vores medpilgrimme forarges over hendes behandling, jo mere morer vi os. Jason, der som nævnt, kan charmere hvert et menneske på sin vej, er virkelig udfordret. Han kigger på mig: “We will kill this with kindness!”. Jeg er helt med på den strategi. Det er den eneste strategi. Jason skruer helt op for charmen. Det er muligt at mit spanske sprog har store mangler, men Jason er helt på afveje. Han er usandsynligt ringe til spansk. Han taler det dog gladeligt og entusiastisk. Problemet er bare, at han opfinder sine egne ord. Spanierne har ingen anelse om, hvad han siger. Det har hospitaleraen heller ikke. Vi bliver ved med, at smile og tale venligt til hende, når hun henvender sig ved vores bord. Vi roser maden og stedet, i en mindre køn blanding af spansk og engelsk. Langsomt lykkes det os faktisk at få lidt få anstrengte smil fra hende. Selv et kæk blink modtager jeg, da hun laver fagter bag Jasons ryg. De andre ved bordet synes stadig hun er uforskammet. Jeg tror bare det er hendes facon. Derudover tror jeg også hun synes det er anstrengende, at tale med os, når nu vores spanske er så ringe.

Alberguet er virkelig hyggeligt. Her bor muligvis Nordspaniens sødeste hunde. Jeg kunne kysse dem alle i stykker og slæbe dem med ind i køjen. De er møgbeskidte og helt nuttede. Jeg tror de er hospitaleraens svage punkt. Hun smiler i hvert fald stort til mig, da jeg sætter mig ned og snakker med dem uden for, efter aftensmaden. Jeg tror dog ikke jeg har slået det hele så meget ihjel med venlighed, at hun vil se gennem fingrene med, at jeg slæber en enkelt eller to med op i køjen. Jeg tænker det er bedst ikke, at teste det. Jeg ønsker hende i stedet smilende godnat og er kravlet alene til køjs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top