skip to Main Content

Et uopdaget drive

Barbadelo – Hospital de la Cruz / 31 km / 46.123 skridt

Jeg lister tidligt afsted fra alberguet. Mit knæ er ikke på toppen, men efter en halv times opvarming går det alligevel fint.

Jeg vandrer gennem fine skovområder, som kortvarigt afbrydes af lige så fine små landsbyer. Som antallet af tilbagelagte kilometer øges, forværres knæets tilstand. Jeg falder i snak med en hollandsk pilgrim, og spørger om han tilfældigvis skulle vide noget om fysiologi, knæ og muskler. Det gør han desværre ikke, men han har en salve, som jeg meget gerne må prøve. Jeg får masseret knæet med salven og krydser fingre for, at effekten vil vise sig.

Jeg har mange gange tænkt, hvad det er der driver os frem her på Caminoen. Vi har sikkert alle vores forskellige årsager. Jeg har vandret hver dag. Nogle dage dog længere end andre. Jeg har haft vabler siden dag 2 mellem Roncesvalles og Zubiri. Vablerne har varieret i smertegrad, men jeg har ikke haft én dag uden smerter. Jeg har haft dage, hvor jeg har humpet mere end gået normalt. Jeg har også vabler i dag, men jeg bemærker dem ikke rigtigt, da smerterne i knæet er værre. Så hvad er det der gør, at jeg hver eneste morgen står op og følger samme procedure? Behandler vabler og taper dem ind. Sætter sportstape på udsatte steder, som forebyggelse mod nye vabler. Masserer mine ben i Voltaren, sluger 600 mg iboprefen, snørrer vandrestøvlerne, smider rygsækken på ryggen og begiver mig afsted. Dette altid i godt humør og med god energi. Det er som en indre ild, der driver mig frem. Jeg har svært ved at sætte ord på det. Caminoen har givet mig så mange fantastiske oplevelser, både indre og ydre. Jeg er altid nysgerrig og spændt på, hvad der venter mig når en ny dag gryr.

Det føles som om, det ikke er en mulighed, ikke at gå. Jeg skal ikke være nogle steder, jeg skal egentlig heller ikke nogle steder hen, men alligevel begiver jeg mig hver dag afsted, fordi jeg kan. Det er en fod foran den anden. Det er som et uopdaget drive i mig. Jeg er bevidst om, at mit drive er en af mine styrker. Når jeg sætter mig noget for, når jeg det som regel også. Jeg er en kæmper. Det drive har hjulpet mig mange gange gennem livet. Det er dog på en anden måde herude. Det har en anden styrke og kraft. En anden energi. Jeg har aldrig presset min krop på samme måde før. Hvis jeg har vabler derhjemme, kunne jeg ikke drømme om, at begive mig ud på en gåtur. Herude gør jeg det hver eneste dag, uden betænkeligheder. Jeg har ikke haft andre mål eller ønsker end at gå. Så jeg går. Hver dag. Jeg må finde ud af hvordan jeg kan fremkalde det drive i andre situationer.

Jeg når 100 km stenen i løbet af dagen. Jeg stopper op og kigger lidt på den. Jeg tager et billede og sender det hjem til min familie med teksten: “Er det tilladt at tude lidt?” Det mener de det er, hvis det er over stolthed og glæde. Stolthed. Jeg ved ikke om jeg er stolt. Jeg er tilfreds med mig selv og min krops indsats. 100 km tilbage. Der kommer den ambivalente følelse igen, og det er den, der får tårerne til at presse sig på. Jeg er tilfreds med mig selv. Jeg har gået en virkelig lang tur. Jeg er dog også ramt af vemodighed over, at denne ubeskrivelige og livsbekræftende livsførelse også får en ende. Om ca. 100 km.

Santiago de Compostela nærmer sig nu med hastige skridt. Jeg kan mærke, at jeg gerne vil nå dertil. Det har ikke tidligere været et mål for mig. Jeg ville bare gerne gå. Vejen var målet, og den har jeg været på hver dag på min rejse. Det er stadig det primære for mig, men jeg tror jeg har brug for en afslutning. Det ville være mærkeligt, at stoppe nu. Jeg tror det ville føles uforløst. Jeg har næsten vandret tværs over Nordspanien. Jeg tror Santiago vil binde en fin sløjfe på min rejse.

Mine smerter bliver værre, som dagen skrider frem. Jeg holder mange pauser og jeg går langsomt. Jeg ankommer til Portomarín. Caminoen går ikke gennem byen, men jeg er ved at løbe tør for vabelremedier og kontanter, så jeg skal ind til byen. Jeg krydser broen over til byen. Der mødes jeg af en meget lang og stejl gammel stentrappe. Den trappe leder op til byen. Den by som jeg skal ind i, hvis jeg skal kunne betale for kost og logi i nat. Den trappe er det sidste jeg og mit knæ har brug for i dag. Der er ikke noget at gøre. En fod foran den anden. Et trin ad gangen.

Jeg klarer trapperne og mine ærinder i byen, og tager mig tid til kaffe og et hvil, imens jeg følger med i livet på byens marked.

Jeg begiver mig videre. Min krop er træt og jeg er træt. Smerterne er virkelig stride og det er koldt. Jeg beslutter mig for, at næste by jeg ankommer til bliver destinationen for i dag. Jeg er fuldstændig ligeglad med om det er et hotel og hvad en overnatning koster. Jeg skal bare have mig et bad og en seng. Efter ca. 8 km ankommer jeg til Hospital de la Cruz. Jeg er nu indskrevet på et eneværelse på byens hostel. Værelset er virkelig koldt, men jeg tænker et varmt bad og en virkelig lang nattesøvn, kan hjælpe på både kulde og knæproblemer. I morgen venter atter en dag på Caminoen, og jeg er sikker på den bliver fremragende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top