Gå videre. Gå højere.

Nájera – Grañon / 29km / 43.043 skridt

Jeg vandrer stille afsted tidligt om morgen. Jeg trives herude i naturen. Jeg trives på Caminoen. Jeg har en nærmest konstant følelse af taknemlighed. Den har været der siden jeg startede i SJPP i Frankrig. Den skaber en helt grundlæggende glæde i mig. Jeg har på intet tidspunkt været i dårligt humør. Det i sig selv, er noget at føle mig taknemlig over. Desuden også tankevækkende…

Da jeg sidder med min kaffe ude foran baren i den første lille landsby, Azofra, ser jeg pludselig kendte ansigter komme mod mig. Jeg mærker hvordan mit smil breder sig endnu mere. Dét er et dejligt gensyn, der kommer gående der! “Oh dear! There you are! How are you? I’ve been worried about you! And I need to get your picture. I never got your picture!”, siger hun i et tempo, selv jeg er imponeret over. Mother Susy… kvinden der hjalp mig med vablerne og anbefalede mig vandrestavene. Et skønt gensyn på denne morgen. Jeg har ikke set hende siden dag 3, og pludselig krydses vores veje igen. Det er det herlige ved Caminoen. Folk jeg ikke har set i flere dage, dukker pludselig op igen, på min vej.

De fleste stopper i Santo Domingo på dagens vandring. Jeg har hørt at der findes en kirke i Grañon, hvor de tilbyder pilgrimme overnatning i kirketårnet. Det bliver jeg nødt til at undersøge nærmere. Mine ben er virkelig gode i dag. De arbejder som en maskine! Inden jeg ser mig om, er jeg nået til Grañon. Phillippa har sat kursen mod samme sted. Phillippa har jeg, blandt andre, fulgtes med siden Cizur Menor. Vi går som regel hver for sig om dagen, men ender oftest samme sted for natten. Phillippa er en 56årig britisk kvinde. Vi går rigtig godt i spænd. Hun har en skøn humor og en endnu skønnere smittende latter. Hun er bare et grundlæggende herligt og behageligt menneske, at være i selskab med. Hun er reflekterende og stiller spørgsmål, der tvinger mig til, at gå dybere. Desuden formår hun, om muligt, at sætte endnu større pris på mad og øl end mig. Allerede dér har vi fællesnævnere nok til, at fungere upåklageligt i hinandens selskab.

Ankommet til Grañon, finder vi en lille dør bag kirken, hvor vi kommer op ad smalle trapper. Jeg åbner døren og kigger ind. Phillippa udbryder med det samme “I’m not doing that! That’s not for me!” Jeg har det umiddelbart på samme måde. Lige præcis derfor, skal jeg sove i den kirke. Jeg er losset ud af min komfortzone og ind i udviklingszonen, og det er så godt til mig.

Jeg bliver budt velkommen af de to hospitaleros, og får en gennemgang af stedets rytme. Her sover man på gulvet. Find en madras, find dig en plads og lad som om du er hjemme. Maden tilbereder vi selv. Opvasken klarer vi selvsagt også. Til gengæld er kirketårnet mit hjem til jeg drager afsted igen. Betalingen herfor er donation. Betal hvad du synes. Betal hvad du kan undvære. Eller bo her gratis.

Hvert sted man overnatter, får man et stempel i ens pilgrimspas. Derudover fås stempler også i de fleste barer og kirker vi passerer. Vi skal have et stempel dagligt på vores færd for, at modtage vores compostela i Santiago. Den hjertelige hospitalero fortæller mig, at de intet stempel har, men forklaringen på det, vil jeg få i aften til en pilgrimsceremoni i kirken. Mit stempel skal jeg have i baren nede på gaden. Fint med mig! Jeg skal alligevel have 3 store fadøl inden jeg skal til ceremoni i kirken og sove i kirketårnet. Bare for at skabe lidt balance i tingene.

Jeg er igang med at finde en soveplads på gulvet, da jeg hører en velkendt stemme og latter. Phillippa! “I just had to come back. I’m doing this!”. Sådan! Komfortzonen er stadig under udvidelse. For os begge.

Vi sidder en flok pilgrimme i solen foran baren. Kolde fadøl, bare tæer og højt humør. Vi falder i snak med en britisk kvinde, jeg har passeret nogle gange på min færd. Linn vandrer med 3 unge mænd. Hun fortæller at hendes 23årige datter havde planlagt at vandre Caminoen, men hun døde uventet i november måned. Hun vandrer nu Caminoen for sin datter, i selskab med sin søn og 2 af datterens kammerater. De startede på datoen, hvor datteren skulle have startet Caminoen, og de slutter på datterens fødselsdag i Santiago. De vandrer i sorg, men formår alligevel at sprede en fantastisk energi og glæde omkring dem. Vi har alle vores grunde til at gå. Deres grund er særligt fin, trist og rørende på en gang.

Det er en hyggelig eftermiddag i solen, hvor løssluppenheden er tiltaget i takt med antallet af fadøl, for nogle mere end andre. Det bliver tid til at vende tilbage til kirken og aftensmaden. Maden er tilberedt af nogle medpilgrimme, tilbehøret skal vi dog hente i landsbyens bageri. Bagerjomfruen har været forbi os tidligere, og meddelt at hun vil lave tilbehøret til vores middag. Som betaling skal vi danse og synge i flok gennem gaderne. Som sagt så gjort. 25 pilgrimme, ført an af de to hospitaleros, danser og synger nu deres vej gennem gaden, til udlevering af mad hos byens bager. Det klækkelige antal fadøl, gør hverken dansen eller sangen mindre entusiatisk og støjende. Til stor morskab for landsbyens borgere, der følger med i vores lille optog i denne søvnige landsby.

Efter en god middag og fælles opvask er mørket faldet på. Det er tid til den religiøse og spirituelle ceremoni. Vi bliver ledt fra opholdsrummet ind i et andet rum og videre ind ad en lille dør. Ind i kirken. Jeg formoder vi er hvor kirkekoret normalt holder til. Hvad ved jeg, om katolske kirker. Det er øverst oppe, i modsatte ende af alteret. Der er tændt små fyrfadslys, og vi sidder stille i mørket. Vi starter med 2 minutters stilhed, hvor vi genkalder os dagens oplevelser. Efterfølgende læses hymnens vers skiftevis op af os, afhængigt af vores sprog. Et vers på henholdsvis spansk, portugisisk, fransk, engelsk, tysk og italiensk. Med tanke på Linn og drengene der sidder ved siden af mig, rammer hymnen dybere ind, end den normalt ville gøre hos mig.

“As the child knows someone watches over her innocent, hopeful sleep, so will my soul rest secure knowing that You watch over me.

You will sweeten my final bitterness, you will lighten my final weariness, you will watch over my dreams and wipe away my tears”

Efterfølgende bliver et bloklys tændt. Det skal gå fra hånd til hånd mellem os. Når lyset når os, skal vi på vores modersprog sige en tak, et ønske eller en tanke, om hvad vi har på hjertet på vores vandring. Jeg forstår ikke størstedelen af de små taler fra mine medpilgrimme. Alle taler dog med en blanding af styrke og sårbarhed så stor, at det rammer helt ind i hjertet på mig. Det er en dybt bevægende oplevelse. Da lyset når mig, lader jeg hjertet tale, og slutter af med et stille “ultreia et suseia”.*

Ceremonien afsluttes med en forklaring på det manglende stempel. Hospitaleroen fortæller, at de her i kirken giver hjertets stempel. Det foregår ved, at vi alle går forbi hinanden i en cirkel, giver hinanden et knus, ønsker “Buen Camino” eller takker for hvad den enkelte har bidraget med på vores Camino. Umiddelbart er dette en kende for meget, for mig. Noget jeg normalt ville have modstand på. Men da lyset tændes, som cirklen dannes, og jeg ser ind i min sidemands tårefyldte øjne, føles et kærligt kram, som det eneste rigtige.

Jeg går til ro, i ro. I stilhed. I dyb taknemlighed. For det hele.

*Ultreia et suseia: en Camino hilsen fra gammel tid. Pilgrimmen blev mødt med “ultreia”, hvortil han ville svare “et suseia”. “Ultreia” refererer til ens fysiske selv og betyder noget i retning af “gå videre”. “Suseia” referer til ens mentale/spirituelle selv og betyder “gå højere”.