Jeg må bære min synd
Grañon – Villafranca Montes de Oca / 31 km / 43.257 skridt
Efter morgenmaden, bliver jeg sendt afsted fra kirken, med varme kram fra de to hjertelige hospitaleros. Jeg er dem dybt taknemlig for den fantastiske oplevelse det var, at bo hos dem. Sikke et overskud. Sikke en varme. Sikke en læring for mig.
Jeg kommer ud af byen i god fart. De andre har givet mig tilnavnet “The Danish Rocket”. Jeg tænker virkelig over at sænke tempoet, men det er som om mine ben glemmer det, hver gang jeg flytter fokus fra dem.
På dagens vandring forlader jeg La Rioja regionen, og begiver mig ind i Castilla y León. Det er en kæmpe region på 95.000 km2. Den er 11 gange større end Madrid regionen, men her bor kun 2,5 mio. mennesker. Denne region lægger landskab til mere end 50% af caminoen. Mange af de små landsbyer på dagens vandring, synes forladte. Små spøgelsesbyer, hvor gaderne ligger triste og øde hen. Kigger man nærmere, anes resterne af fortidens byliv. Hvis disse gamle bygninger og små ruiner kunne tale, ville jeg ikke nå videre på min Camino færd.
På min videre færd, hører jeg kendte stemmer bag mig. Det er Linn og drengene fra i går. Vi følges ad en tid. Jeg har ingen anelse om hvor længe. Jeg mister tidsfornemmelsen herude, og er aldrig sikker på hvilken ugedag eller dato vi har. Det er ubetydeligt. For jeg er bare her. Lige hvor jeg skal være. Der er noget rart over, at høre kendte stemmer, se kendte ansigter og høre ens navn blive råbt. Jeg føler mig hjemme herude. Jeg kan gå i min egen verden. Føle mig helt alene i verden. Perfekt alene. Samtidig er der stort set altid et kendt ansigt, i den lille café jeg entrerer, når jeg kommer til den næste landsby. Når kroppen siger stop for dagens vandring, og en seng for natten skal findes, så er der altid mennesker jeg kender på alberguet. Jeg ved ikke nødvendigvis hvad deres job er, om de bor i hus eller lejlighed eller hvordan deres hverdag ser ud. Det er det mindst relevante. Jeg ved til gengæld ofte noget om deres mentale bagage, et liv de har levet, tanker de gør sig eller drømme de drømmer. Drømme de forsøger, at finde mod til at udleve. Det er autencitet. Det er lige til kernen. Det er inspirerende og lærerigt. Det er ægte.
Mine ben og fødder er trætte. Dagens vandring er lidt intetsigende. Dette måske fordi det er gråvejr og støvregnen tvinger mig til at finde de lange bukser og jakken frem. Jeg traver afsted i min egen verden. Jeg kan mærke min ene ankel begynder at brokke sig. Langsomt. Gå langsomt. Hvorfor er mine ben så tunge? Jeg har lyst til at skifte til mine støvler, så ankelen kan stabiliseres. Mine vabler er dog stadig ikke helet, så jeg ved at det vil gøre vandreturen endnu mere smertefuld. Jeg må bare gå langsomt, og bruge vandrestavene til at aftage tyngden fra anklen.
Jeg ankommer til Villafranca og byens hotel. Jeg har læst mig til, at ejeren har vandret Caminoen, og nu indrettet et albergue bag hotellet. Det er hans måde at give tilbage til Caminoen. Jeg sidder i alberguet, gennemkold og i bare tæer. Fuldstændig færdig i i kroppen. En af de engelske fyre kommer haltende i mod mig. Han giver udtryk for at hans ben er færdige og det er en fællesnævner for hele deres gruppe. “It must be the alcohol from yesterday”, siger han. Alkoholen? Seriøst!? Det var 3 fadøl. Er det her Guds straf? Jeg har sovet i hans hus og endda deltaget i en kirkelig ceremoni. Det burde udløse en blankocheck til branderter, uden konsekvenser! Ak ja, jeg må vel til lommerne igen og donere yderligere 2€ i den næste kirke.
Aftenens pilgrimsmenu vil blive serveret i hotellets restaurant mellem kl 18.30 og kl 20.00. Jeg tænker de vil sikre sig, at vi er ude derfra inden hotellets gæster er klar til middagen. Jeg bebrejder ikke hotellet for den strategi. Vi er alt andet end præsentable. Derhjemme er mit klædeskab 2 kjoler fra at kaste op ud over mig, når jeg åbner skabsdøren. Alligevel er tøjkrise et meget velkendt fænomen i min hverdag. Tøjkriser findes ikke på Caminoen. Jeg kigger mit tøj igennem efter badet, inden middagen. Jeg kan vælge mellem grim t-shirt eller grim bluse, sammensat med grimme bukser eller grim nederdel. Grimme sko eller grimme sandaler. Det hele er et valg mellem grim og grim (læs:praktisk og praktisk). Hvad gør man så? Man vælger grim, der er mest ren. Eller rettere, mindst beskidt. Derefter går man til middag i restauranten. Fuldstændig i ro med, at tøjet er lidt beskidt, make-uppen ikke er lagt og håret stadig er vådt. En attitude og holdning der står i skærende kontrast til mit liv derhjemme. Min komfortzone er udvidet betragteligt herude. Dens størrelse matcher efterhånden, meget passende, størrelsen af dagens entrerede region. Alt er godt.
