Hvor der er vilje, er der vej

Villafranca Montes de Oca – Burgos / 40 km / 60.636 skridt

Inden vi gik til ro i går, meddelte jeg Phillippa, at jeg tror på, at jeg kan nå til Burgos i dag. Det er 40 km, og i går mindede jeg mere om en slagteklar galophest, end en pilgrim der er klar til 40 km vandring i dag. Jane har en meget væskefyldt ankel og blev i tirsdags sendt fra Santo Domingo til Burgos, med formaning om hvile. Vi ved hun ikke bryder sig om storbyerne, og nu sidder hun på et hotel i Burgos. Jo før vi kan komme til Burgos, jo bedre. Phillippa kiggede på mig: “you’re right! We can do this! We’re now on a mission!”. Hvor der er vilje, er der vej!

Jeg vågner med smertefrie ben og vabler der er helet tilstrækkeligt til, at jeg kan komme i vandrestøvlerne igen.

Det er tåget og regnfuldt, da jeg begiver mig afsted i mørket. Jeg bevæger mig op ad en bakke i noget tæt bevoksning. Jeg kan fornemme stien er mudderet, stenet og glat. Min natteblindhed udfordrer mig. Pandelampen er ikke til mere hjælp, end det lange lys er når man kører i tåge. Jeg kan ikke se nogle pile heroppe i tågen og mørket. Jeg ved dog, at jeg skal op i højderne, så jeg formoder jeg er på rette vej. Jeg kommer ind i et skovområde og tågen letter så småt i takt med, at solen står op. Jeg vandrer længe afsted helt alene. Her er ikke en sjæl. Her er til gengæld fredfyldt og helt stille. Morgenen byder på både op- og nedstigninger, men benene og konditionen er efterhånden styrket så meget, at det ikke volder mig problemer.

Jeg ankommer til en lille landsby. Den lokale krofatter er igang med at åbne byens lille bar. Jeg kigger på min rute tracker på telefonen. Jeg har vandret i 3 timer. 3 timer uden at møde en sjæl. 3 timer jeg ikke aner hvor er blevet af. Jeg får en tiltrængt kop morgenkaffe, imens krofatter gør klar til dagens gæster. Min guidebog fortæller mig, at landsbyens befolkningstal er på 20. Med mindre det er nogle meget tørstige og sultne spaniere der bor her, må det være gennemrejsende pilgrimme der giver ham brød på bordet.

En tid efter ankommer jeg til den fineste lille landsby, Agés. En lille café ser indbydende ud. Der skal jeg have min efterhånden tiltrængte morgenmad. Indenfor bliver jeg mødt af Phillippa, som er igang med at bestille morgenmad i så store mængder, at hun kunne brødføde hele landsbyen. Vi er fuldstændig forelskede i denne lille café. Jeg er parat til at købe den på stedet.

Landskabet forandrer sig og solen bryder frem, som jeg bevæger mig videre op i højderne igen. Det er imponerende hvordan terrænet ændrer sig på dagens vandring. På toppen får jeg øje på en storby længere fremme. Det må være Burgos. Jeg møder Phillippa igen kort efter, og hun udbryder begejstret: “have you seen that city? It must be Burgos. We are almost there! Jeg kigger på min rute tracker. Så vidt jeg kan se er Burgos stadig omkring 18km væk. Umiddelbart synes den meget tæt på, men det er vist en optisk illusion vi er blevet narret af. Nå pyt, vejret er skønt, benene er gode og landskabet helt perfekt.

Efter flere kilometers vandring, tror vi atter at målet er nær. Vi er ankommet til Burgos lufthavns landingsbane. Vi har nu valget mellem, at gå langs hovedvejen ind til byen eller gå i græsset langs hegnet omkring landingsbanen. Vi vælger sidste løsning. Et hegn med en længde på 4,5 km. Phillippa er fortørnet “the Camino was here before that bloody airport! They can’t just push it aside!”. Sandt, men jeg er faktisk stadig imponeret over, hvor meget af Caminoen de har formået at bevare, når man tænker på bare de sidste 100 års udvikling af byerne og infrastrukturen.

Vi kan se i guidebogen , at der venter os vandring i en skøn park langs floden, inden vi ender i Burgos centrum. Det lyder skønt! Vores fødder er virkelig trætte nu. Benene har det faktisk fint, men fodsålerne er meget ømme, og hvert et skridt føles som smertende stød i foden. Parken er rigtig fin, men efter 1 times parkvandring konkluderer vi, at forfatteren godt kunne have skruet en anelse ned for salgstalen om parkens skønhed. Det her er jo verdens længste park! Vi har tilbagelagt 37 km, og de sidste 3 km føles uendelige.

Endelig ankommer vi til det hotel vi har forkælet os selv med, oven på dagens lange vandring. Det er nu 11 timer siden jeg forlod Villafranca. Mine fodsåler er så belastede, at hvert et skridt føles som at gå langsomt på glødende kul. Det kræver lige en times restitution for mig, inden jeg kan bevæge mig ud i gaderne igen. Jane er glad for at se os, og vi hende, da vi mødes til en øl ved katedralen. Hun ser godt ud, anklen er i tydelig bedring og hun er klar til at indtage Caminoen igen i morgen. Det samme er jeg. Missionen er fuldført. Alt er godt!