skip to Main Content

Hellere gå den svære vej helhjertet, end den lette vej halvhjertet

Santiago de Compostela – Vilaserío / 38 km / 51.695 skridt

Jeg begiver mig ud af Santiago, høj oven på gårsdagens oplevelser og spændt på, hvad der venter over næste bakketop. Jeg er på vej mod verdens ende. Nedtællingen er begyndt på ny.

Jeg vandrer afsted, optaget af refleksioner over den seneste måneds oplevelser. De fantastiske personligheder, som alle har bidraget med læring og perspektiv til mit eget liv, og anskuelsen heraf. Jeg er stadig dybt fascineret og inspireret af de mennesker, der har formået at vende deres livstragedier til læring. De kunne lige så godt være endt bitre og fanget af selvmedlidenhed, over deres egne skæbner. Det ville have været helt forståeligt. De har bare alle valgt en anden vej. De har valgt at finde taknemligheden i alt det andet livet også byder på. De har valgt at agere som inspiration for andre og bidrage med læring derigennem. De står så stærkt i deres lys. Det nemmeste ville have været, at stille sig i mørket. Lyset kræver mod og styrke. Viljestyrke. Viljen til at ville få det bedste ud af livet. Viljen til at nægte, at lade fortiden definere nutiden og fremtiden. De mennesker indeholder så meget power, at de løfter andre med op i deres energi. Jeg er dybt fascineret og inspireret af deres tilgang til livet. Jeg er dybt taknemlig for, at have mødt dem. For at de har delt deres historier med mig. For at kunne kalde dem mine inspirationskilder. De vil for altid stå stærkt i mine erindringer. Som lysende symboler på taknemligheden for livet og visheden om, at vi altid har et valg. Vi vælger selv hvor vi stiller os. Vi vælger selv vores tilgang til livet. Det kræver mod, styrke og vilje, at gå den svære vej. Jeg tror på, at det er indsatsen værd. Jeg rejser hjem med min erkendelse intakt – jeg vil hellere gå den svære vej helhjertet, end den lette vej halvhjertet.

Som dagen skrider frem, begynder en brændende fornemmelse, at melde sig i mit højre skinneben. Det er da utroligt. Jeg har gået over 800 km, og nu begynder mit skinneben at brokke sig? Det burde da ellers efterhånden have vænnet sig til de lange gåture. Jeg sætter al fokus ind på 80/20 reglen, og nyder dagens smukke omgivelser.

Selvom jeg forsøger at sætte tempoet ned og fokusere på omgivelserne, har det ikke den ønskede effekt på smerterne. Den brændende fornemmelse tiltager i styrke for hver kilometer jeg tilbagelægger.

Jeg ankommer til Vilaserío og beslutter mig for at blive her for natten. Hvis det her er en skinnebensbetændelse, gør jeg klogt i at give benet noget hvile. Min krop er vist ved at være træt. Jeg lægger mig i køjen og falder hurtigt i søvn. En time senere vågner jeg med bedring i benet. Måske fik jeg taget det i opløbet. Jeg vil bruge aftenen på, at få uploaded blogindlæg for de seneste dage. Hurtigt wifi er en mangelvare på Caminoen og mine blogindlæg er ofte for tunge til, at kunne uploades. Efter at have brugt 2 timer på, at uploade ét indlæg, konstaterer jeg at wifi-situationen ikke er bedre i de små byer, på den anden side af Santiago. Jeg sætter mig i stedet med min notesbog og lader mine tanker overføre heri. Den harmonerer vel i princippet også bedre, med den simple livsstil herude. En uforstyrret kop kaffe, en notesbog, kuglepen og al tid i verden. Det kan altså også noget særligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top