Er det tid til bare ben, Farmor?

Carrión De Los Condes – Moratinos / 30km / 39.322 skridt

Det er bidende koldt på Mesetaen her til morgen. Vejrudsigten siger 2 grader. Jeg har stort set tømt rygsækken for tøj, i et forsøg på at holde varmen. Jeg har 17 km til første by på dagens vandring. 17km til kaffe og morgenmad.

Mesetaen løber i dag gennem markområder, og her er helt stille. Jeg overhaler et par pilgrimme på vejen, ellers er der intet der forstyrrer mig i min tankestrøm.

Jeg kan høre gøgen. Rettere, jeg tror det er gøgen jeg kan høre. Med mit kendskab til ornitologi, så kunne det nok lige så godt være en høne. Den spanske vildhøne, måske? Findes der overhovedet vilde høns? Hvor ved jeg egentlig lidt om fugle. Og flora, som tidligere erkendt. Så meget for spejderkarriere og symbiose med naturen. “Jeg føler mig i ét med naturen”. Naturen, som jeg tilsyneladende er totalt uvidende omkring.

Jeg husker, at mine forældre for en del år tilbage fik en bog om fugle, med tilhørende CD. Så kunne de to amatørornitologer sidde i stuen og bladre i bogen, finde et skriv om lærken, vælge track 3 på CD-afspilleren og lytte til lærkens sang. Jeg skulle nok have brugt lidt mindre energi på, at klaske mig på lårene af grin, over deres nu officielle indtræden i 50+ segmentet. I stedet burde jeg vist have brugt energien på, at bladre lidt i den bog og høre den CD. I så fald, ville jeg nok være lidt mere skråsikker i min sag omkring gøgen, lige nu. Måske også om den spanske vildhønes eksistens, eller mangel på samme.

Jeg vandrer stille videre. Nu kukker den igen. Hvor er det hyggeligt! Den lyder som de gamle kukure. Kuk-kuk, kuk-kuk. Jeg mindes min farmor fortælle, at da hun var barn måtte de få bare ben, når gøgen kukkede. Dengang tænkte jeg på den lille fugl, der kukkende poppede frem fra de sjove ure, hver gang den store viser ramte 12, og mindede en om, at atter en time var passeret. Jeg er glad for, at min farmor ikke er med på Caminoen i dag. Det ville have været en kold fornøjelse for den lille søde dame, i bare ben.

Nuvel, gøg eller høne, der er noget der kukker. Noget der minder mig om min barndom og min elskelige farmor. Det er ikke det værste at blive mindet om, på sådan en kold morgenstund på Mesetaen.

Jeg tror Mesetaen er mit sted. Her går jeg endnu dybere i tanker, erkendelser og fornemmelser. Her står minderne fra mit liv tydeligt frem. De varme minder, de kolde, de skelsættende og de livsbekræftende. Det er som at gennemleve episoder fra mit liv, én gang til. Det er berigende, vemodigt, konfronterende og udviklende på én gang. Det er derfor jeg allerede er dybt forelsket i Mesetaen. Mit rige indre liv og min historie, holder mig med selskab hele dagen, imens jeg vandrer alene afsted.

Jeg ankommer til Moratinos. En lille landsby med 30 indbyggere midt i ingenmandsland. Gad vide om nogle af de 30 indbyggere er hobbitter? For den lille bakketop med små døre, jeg kan se længere fremme, minder unægteligt om Hobitland. Hvad er det? Det ser hyggeligt ud. Her vil jeg blive for natten. Det er stadig isende koldt, det regner og det blæser. Jeg har tilbagelagt 30km. Nu trænger jeg til at blive varmet igennem, men først må jeg undersøge om der virkelig bor hobbitter i Moratinos.

Jeg må skuffe, det gør der ikke. Det er forrådskamre fra gammel tid, som den dag i dag, stadig er i anvendelse. Naturens køleskab om man vil. De må holde nogle gevaldige fester her i Moratinos, med tanke på alle de forrådskamre til 30 mennesker.

Jeg vil gerne forblive i mine egne tanker og roen i mig, så en nat på Mesetaen virker som en glimrende plan. Klokken er kun 13.30, så det er en kort vandredag. Mit hoved er fyldt af tanker, refleksioner og ideer. Det er indre oplevelser mere end ydre, der har præget min dag i dag. Jeg har brug for tid og ro til, at få dem arbejdet fra hjernen og hjertet, gennem fingrene og ned i min notesbog. Det tror jeg Moratinos er det helt rette sted til. Det føles som om tiden er gået i stå herude. Som om de har glemt at siesta er en pause, og ikke en livsførelse. Det eneste sted der er en smule liv, er på den lokale bar, og det lille albergue med 12 senge. Jo, det her er et sted for mig i dag. Her kan jeg snildt forblive i min ro og eget selskab. Myten om, at Mesetaen gør noget ved en, kan jeg kun tilslutte mig. Jeg fornemme hvordan jeg, uden anstrengelse, går dybere og dybere ind i mig selv, for hver kilometer jeg tilbagelægger. Tankerne, erkendelserne og refleksionerne flyder som en helt naturlig stille strøm inden i mig. Nye ideer og planer, står pludselig tydeligere frem. Der bindes sløjfer på erindringer og tidligere erkendelser, og nye dukker stille op i min bevidsthed. Jeg føler mig fuldkommen i ro med mig selv. Mesetaen under Mælkevejen. Her er der højt til himlen, i overført betydning. I bogstaveligste forstand er der så lavt, at jeg næsten kan røre skyerne.