Tid til tanker
Itero – Carrión De Los Condes / 38 km / 52.709 skridt
Månen er fuld… eller næsten i hvert fald. Ifølge kalenderen er det først i morgen, men den ser helt rund ud og lyser klart. Den leder mig på vej i mørket ud over Mesetaen. Jeg vandrer afsted med tanke på Mælkevejen der løber over mig. Jeg føler mig helt alene i verden. Det er ikke en følelse af ensomhed. Tværtimod, jeg har rigeligt selskab i mig selv.
Solen er ved at stå op bag mig. Jeg går med solopgangen, og jeg skal ikke være andre steder end lige her. Der er ingen der kræver noget af mig. Ingen forventninger. Intet jeg skal eller bør. Jeg er mig selv og er fri til at gøre, hvad end jeg vil. Kan man leve af at gå? I så fald, vil jeg gerne hellige en del af mit arbejdsliv til det.
Jeg går alene hele dagen. Jeg taler ikke med nogen, ud over bartenderen på de få steder jeg stopper for kaffe. Jeg er fuldstændig optaget af mine egne tanker.
Min tidsfornemmelse er ude af drift. Den ene fod foran den anden, imens tanker tager mig med på en tidsrejse tilbage i min livshistorie. Tid er en underlige størrelse herude. Jeg føler det er evigheder siden jeg kravlede over Pyrenæerne. Samtidig så forsvinder dagene bare, én efter én. Hver dag indeholder så mange oplevelser og tanker, at det er svært at forstå, at det er indeholdt i én dag. Det er en meget besynderlig følelse, som er svær at beskrive. Dagene derhjemme flyver afsted, og minder mestendels om hinanden. Herude er ingen dage ens. Der er dog stadig en rytme. Jeg står op, begiver mig afsted, vandrer til min krop siger stop, og finder en seng for natten. Næste dag gentager jeg den procedure. Det er simpelt. Nogle vil sikkert finde det monotont. Jeg finder det berigende og befriende. For selvom hver dag bærer samme overordnede rytme, så bevæger jeg mig fremad. Nye omgivelser, nye landsbyer, nye mennesker, nye tanker og nye oplevelser. Måske det er årsagen til, at tid får en ny betydning herude. Jeg føler det er måneder siden jeg har set mine nære og kære. Det er som om min hjerne ikke kan begribe, at jeg har fået så mange oplevelser, mødt så mange inspirerende mennesker og fået tænkt så mange brugbare tanker, på bare 2 uger. Send mig på 1 uges charterferie til Mallorca, og jeg føler ferien er slut inden jeg har nået at pakke min kuffert ud og melde “dos cervezas” ved poolbaren. Tid er en besynderlig størrelse. På Caminoen har den fået en anden betydning. En anden værdi. Jeg må finde ud af, hvordan jeg integrerer lidt af det, i mit liv derhjemme.
Jeg aner ikke hvor længe jeg har vandret, men pludselig opdager jeg at det regner, da vandet drypper ned i ansigtet på mig, fra skyggen på min hætte. Jeg kigger ned ad mig selv. Jeg er drivvåd. Vinden tager til. Jeg går langs en hovedvej. Vindstødende griber fat i min rygsæk, og skubber mine ben ud i rabatten. Jeg kæmper for at stå imod den, samtidig med at jeg taktfast bevæger mig fremad. En fod foran den anden. En fod foran den anden.
Endelig ankommer jeg til en by. Carrión De Los Condes bliver min destination for i dag. Jeg går på jagt efter en seng for natten. Alt ser ud til at være booket. Uanset hvor jeg går hen er meldingen: “full”. Jeg har gået i regn og blæst i flere timer, min krop er træt og jeg fryser. Jeg har nu to valgmuligheder. Jeg kan gå 6 km tilbage til den lille by jeg passerede, for nu snart 2 timer siden, eller jeg kan gå 17 km videre til næste by. Jeg kigger på rute trackeren. Jeg har tilbagelagt 38km i dag. Jeg kan på ingen måde overskue yderligere 17 km. Gå tilbage er ikke en mulighed for mig. Jeg går fremad. Hvad gør en pilgrim anno 2018 så? Hun tyer selvfølgelig til et af den moderne pilgrims privilegier. Jeg griber iPhonen i lommen, taster booking.com i browseren og booker det sidste ledige værelse i Carrión. Nu 60€ fattigere, men uanset hvor usselt det værelse må være, er det hver en euro værd, på nuværende tidspunkt.
Jeg ankommer til adressen samtidig med, at skyerne letter og solen forsigtigt bryder frem. En ung spanier kommer ud. Hun forklarer at de har booket hele huset indtil tirsdag. Der er spansk helligdag i morgen, og det er derfor alt er booket i byen. Alt løser sig, tænker jeg. Alt løser sig. Inden jeg når at reagere yderligere, har hun ringet til ejeren, som 3 minutter senere står foran mig med et kæmpe smil. Hun viser mig ind i nabobygningen. Her er alt for flot til mine mudrede støvler, beskidte rygsæk … og til mig. Hun viser mig op i en lejlighed. Jeg tøver lidt med at gå ind og kigger ned på mine støvler. Hun griner og siger: “no problemo!” Jeg træder forsigtigt inden for, hvor der venter mig en moderne lejlighed med alle faciliteter. Med alle mener jeg blandt andet et jacuzzi. Jacuzzi på Caminoen. Det er da pilgrimsliv anno 2018. Alting sker af en årsag. Også fuldt bookede albergues. Årsagen her er, at jeg skal tilbringe min aften i det jacuzzi. Jeg skal tilbringe så lang tid i det jacuzzi, at end ikke 38 km i mine vandrestøvler kan levere samme grad af opløst hud. Fra sovesale, soveposer og tilkalkede brusehoveder til dobbeltseng, dyner og jacuzzi. Caminoen er en lang oplevelse af kontraster.
