I er lysende billeder i mine erindringer

Hornillos – Itera / 32 km / 45.035 skridt

Det er en kølig morgen på mesetaen. Noget af en kontrast til gårsdagens solskin og varme. Der er helt stille herude og landskabet ubeskriveligt smukt. Mit humør er, som alle andre dage på Caminoen, højt. Det samme er energiniveauet.

Jeg vandrer alene afsted og lader alle tanker, der dukker op, passere. Jeg er fuldstændig til stedet i nuet og omgivelserne. Jeg mister fornemmelsen for tiden. Som en vandrende meditation.

Jeg ankommer senere til ruinerne fra San Antón. Lidt research fortæller mig, at det var et gammelt kloster og hospice under Antoniter-Ordenen. Her blev de kendt for deres evne til, at helbrede pilgrimme der var ramt af en smitsom og dødelig hudsygdom. Formentlig hvad vi i dag kender som sygdommen Helvedesild. Det siges, at det var Ordenens hellige symbol, der var medvirkende til helbredelse. Det var et kors formet som det græske bogstav “Tau”, som beskyttede mod ondskab og sygdom. Pilgrimmene fik det med efter endt behandling, som beskyttelse på deres videre færd. Det blev siden kendt som “Cruz del Peregrino” (Pilgrimmens kors).

En herlig ældre spansk herre har slået sig ned ved ruinerne, med et lille udendørs hvileområde til pilgrimme, hvor vi kan få slukket tørsten. Han har en skøn energi og virker helt høj på tilværelsen. Han fortæller mig, at han lever det gode liv og kun har kærlighed til verdenen. Det tror jeg gerne! Om det er jointen han går og ryger, der medvirker til det, skal jeg ikke kunne sige, men han ser bestemt ud til at være tilfreds med sit liv. Jeg bemærker, at han har pilgrimmens kors om halsen, og jeg spørger hvor jeg kan få sådan et. Jeg kunne vist godt bruge lidt beskyttelse mod udfordringer. Han forklarer mig, at der er en ældre herre i næste landsby, som kan hjælpe mig.

Ankommet til landsbyen finder jeg stedet hvor den ældre herre skulle holde til. Jeg åbner døren ind til en gammel, virkelig rodet og støvet butik. Herinde kan du få den der dingenot, der er knækket af det skab du har arvet fra din oldemor. Den dingenot kan du med garanti finde her! Inde i butikken står verdens ældste mand. Han er 100 år gammel. Mindst! Han står med det største smil og byder mig velkommen. Han er så gammel, at hver en bevægelse og hvert et ord foregår i slowmotion. Vi får os en lille snak, og selvom jeg nok ikke får topkarakter for den dialog, så forstår vi hinanden. Eller det formoder jeg. Måske tænker han, at det er en besynderlig peregrina, der fortæller hun er fra Danmark, at det er hendes første Camino og hun synes det er helt fantastisk… når han egentlig bare vil vide hvad klokken er, og om jeg iøvrigt gider stikke ned efter en kasse cigarer til ham. Hans hår stritter ud til alle sider og han smiler konstant. Det er som om, hans ansigt ikke kan finde ud af andet. Han er kær. Han ser så tilfreds og rolig ud. Og gammel. Tudsegammel! Jeg tænker han kan falde død om, hvornår det skal være. Jeg skal altså ikke være her, når det sker. Det ville blive noget værre rod. Jeg må hellere komme ud herfra. Jeg har iøvrigt også opbrugt mit spanske ordforråd. Jeg får betalt ham for korset, og han vinker, stadig smilende, farvel med et “Buen Camino”.

Jeg bevæger mig videre gennem den lille fine landsby. Her kunne jeg godt bo. Slå mig ned og åbne et lille albergue med hjerterum og god mad. Her er faktisk en del gode håndværkertilbud. Med lidt håndværksmæssig snilde, en klat maling, lidt mursten og et tag, ville de snart være indflytningsklare. Sikke en skam, at jeg hverken har håndværksmæssig- eller gastronomisk snilde.

Jeg vandrer videre ud på den smukke meseta. Jeg spotter en relativ stejl stigning længere fremme. Hvor jeg normalt ville blive forpustet bare ved synet, bliver jeg nu begejstret. Både fordi min form er forbedret, men især fordi jeg af erfaring nu ved, at oppe på toppen venter der mig en fantastisk udsigt. Jeg begiver mig opad, og stopper jævnligt og vender mig om for at se udsigten. Den er storslået! Jeg er helt overvældet. En spansk herre kommer gående og stopper op. Han fortæller mig, at han er fra Castilla og den udsigt jeg netop står og beundrer, er et særsyn. Normalt er dette område meget tørt, og landskabet goldt. Det har dog regnet næsten dagligt de sidste 3 måneder, hvilket har forandret landskabet og efterladt det grønt og frodigt. Selv vandreserverne der normalt er næsten udtørret, er nu fyldt til randen. Et særsyn på mesetaen – atter noget at være taknemlig over.

Jeg bevæger mig helt op til toppen. Udsigten er fuldstændig ubeskrivelig. Det er det perfekte sted til en god pause. Det føles helt meditativt bare at sidde og falde hen i landskabet, og se hvordan det forandrer sig, som skyerne flytter sig.

Med visheden om, at landskabet her er dynamisk, ved jeg at der venter mig en nedstigning efter opstigningen, hvor jeg kan nyde udsigten hele vejen ned.

På vej ned fra højderne begynder mine tanker, at kredse omkring alle de fantastiske personligheder jeg har mødt. Jeg ærger mig kort over, at jeg ikke har fået taget billeder af særlige mange af dem. De er dog alle gemt i min erindring, og når jeg lukker øjnene står de tydeligt frem for mig. Hvis jeg var beriget med bare en anelse af min mors og søsters kreative evner, ville jeg kunne tegne en tro kopi af dem alle. Jeg undrer mig over, hvorfor de står så tydeligt frem. Mennesker jeg har kendt i flere år, kan jeg have svært ved, at genkalde for mit indre blik på samme måde. Måske det er fordi, jeg er så tilstedeværende i mødet med mennesker herude. Måske det er fordi de alle rører noget i mig, inden for så kort tid. Det bliver deres historier der kendetegner dem. Den sårbarhed der ligger i det de deler, tvinger mig ubevidst til, at være så meget til stede i nuet, at alt bliver fanget i min bevidsthed. Jeg har virkelig mødt mange inspirerende mennesker. Jeg kunne allerede nu, skrive en bog om alle de personer jeg har mødt på min færd. Jeg glæder mig til, at møde alle dem jeg endnu ikke har mødt. Jeg kommer til at tænke på Marian og Bill fra Indiana. Jeg husker ikke hvor mange dage det er siden jeg mødte dem, men det var aftenen før Alto del Perdón. De inviterede mig til deres bord til aftensmaden. Bill er typen, når han taler, så lytter man. Ikke fordi man føler sig tvunget til det, men fordi man ikke kan lade være. Han taler med humor, sårbarhed og styrke i én fin forening. Han er meget autentisk. Bill har fået to nye hofter, haft tre hjertetilfælde, 5 ballonudvidelser og kæmper i gående stund mod kræften. Han har drømt om, at gå Caminoen. Det har Marian ikke. Da kræften rammer ham, beslutter han sig for, at nu skal det være. Hans børn er bekymret for, at han slår sig selv ihjel på turen. Bill er ligeglad. Han vil gå Caminoen. Enden bliver at Marian tager med ham, så han ikke er alene, hvis der skulle ske ham noget. Hun er altid lige foran ham eller lige bag ham. Bill påstår hun altid er foran. Han fortæller dog, at han tager en taxa på de værste opstigninger. Marian hun går. Lige bag ham. Det her er ikke Marians Camino. Det er Bills. Det er sammenhold, solidaritet og kærlighed. Det er nemt at være imponeret over Bill, og det er jeg! Det er dog Marian, jeg gemmer i mine erindringer, som en kæmpe inspirationskilde. Hun er Bills lysbærer. Hun hjælper ham med, at opfylde hans drøm, så han kan stå i sit velfortjente lys i Santiago. Dette uagtet at det ikke er hendes egen drøm. Dette selvom det kræver en kæmpe indsats af hende. Hun går tværs over det nordlige Spanien for den mand hun elsker. Dét er noget at spejle sig i, på kærlighedens vej. Jeg håber at Bill og Marian stadig går herude, et sted på Caminoen. Jeg håber de vil gå side om side, når de ankommer til Santiago de Compostela. Side om side, ind til katedralen og få deres fuldt fortjente Compostela. Og jeg håber Bill har fået et kors, hos den 100årige smilende mand.