skip to Main Content

Freshies & freaks

Hospital de la Cruz – Rabadiso / 41 km / 57.626 skridt

Jeg vågner i det kolde værelse, med et knæ i betydelig bedring og en øm hals. Det er super! Knæet har jeg mere brug for end halsen, så det er et helt fint bytte for mig. Jeg begiver mig glad på vej, i de tidlige morgentimer. Dem bliver jeg aldrig træt af. De bærer på en helt særlig stemning.

Efter 8 km ankommer jeg til en lille by med et albergue. Ude foran kan jeg i tusmørket ane en velkendt blå jakke og en stor hat. “Good morning Jason!”. Han møder mig med et kram og stort grin over min tidlige morgenfærd, som efterhånden er blevet mit kendetegn. Inden for er Megan igang med at indtage morgenmaden. De beder mig slutte sig til dem og få lagt en god bund til dagens vandring.

Vi begiver os afsted videre sammen. Mit knæ har det rigtig godt, så nu kan vablerne selvfølgelig mærkes igen. Megan er også presset på vabler. Det hindrer os dog ikke i, at vandre afsted i højt humør, gode historier og interessante samtaler. De er eminent godt selskab, de to.

Vi kan tydeligt mærke, at vi nærmer os Santiago. Antallet af pilgrimme på vejen er stigende. For at modtaget et Compostela i Santiago, skal man minimum have vandret de sidste 100 km eller de sidste 200 km til hest eller på cykel. Rigtig mange pilgrimme vælger derfor at starte i Sarria, som ligger 110 km fra Santiago. De fleste af dem kan kendes på deres små rygsække, der ikke kan indeholde mere end en trøje, vand og lidt proviant. Mange af dem får deres bagage transporteret fra albergue til albergue. Vi falder ikke i snak med dem på samme måde. Vi hilser dem venligt “buen Camino”, men det er som om de ikke er synderligt interesserede i, at indlede samtaler med os. Ærligt, så tror jeg heller ikke vi indbyder til det. Ikke engang Jason, falder i snak med dem på vejen.

Megan og jeg må flere gange gøre holdt for at lufte tæer og skifte strømper. Det er varmt og vores vabler forværres, som fødderne hæver. Megan hjælper mig med, at få pakket mine tæer ind i hiking wool. Endnu en ny metode til vabler. Det er uld, som vikles om det udsatte sted, helst inden det bliver til vabler. Varmen og fugten får det til at forme sig og bliver nærmest til filt. Jeg håber det virker på mine nye hot spots og går optimistisk videre, nu med et halvt får i den ene strømpe.

Vi kommer til at tale om, at vi ikke rigtig har taget nogle billeder i løbet af dagen. Det er som om, vi bliver forstyrret i naturoplevelserne, af alle de nye pilgrimme der suser afsted, uden tid til samtale. “Freshies” kalder Megan dem. Vi er enige om, at vi har respekt for alle der begiver sig ud på en pilgrimsvandring, uanset distancen. Vi må dog også erkende, at vi nok ikke er på samme frekvens. Jeg fortæller om et par kvinder jeg talte kort med i går. De var startet i Sarria. De spørger ind til min Camino og hvad jeg synes om det. Jeg fortæller, at det har været nogle ubeskrivelige uger, både hvad angår naturoplevelser og mennesker jeg har mødt. “Der er så meget kærlighed, omsorg og respekt her på Caminoen. Alle de mennesker der går herude, med alle deres inspirerende historier, fylder bare en med taknemlighed for det hele. Det er virkelig livsbekræftende”. De to kvinder kigger mistroisk på mig, og konstaterer, at det ikke er deres oplevelse. Nej, men nu spurgte de jo til min oplevelse. Det kræver måske lidt flere dage, inden man får Caminoen helt ind under huden, på mere end det fysiske plan. Vi skal ikke sammenligne pærer og bananer. Vi er alle pilgrimme. Vi er alle Caminovandrerer. Der er plads til os alle. En pilgrim der har vandret i 2 dage og en der har vandret i snart 4 uger, er nok bare ikke på helt samme frekvens herude. Det er helt forståeligt og helt ok.

Det stigende antal pilgrimme gør også, at vi skal være opmærksomme på overnatningsmuligheder. Jeg har for det meste foretrukket ikke at booke på forhånd. Dette fordi jeg har udfordret mit kontrolbehov herude, og fordi jeg gerne ville se hvor dagen bar mig hen. Hvis vi fortsat gerne vil bruge mange timer på vejen og dermed ankomme sent, er vi nødt til at planlægge lidt, så vi ikke skal bekymre os om overnatning når dagen går på hæld. Mange slutter deres dage omkring kl. 13-14, samtidig med at alberguet åbner. Jeg vil hellere bruge min tid ude i naturen end på et albergue, så det er ikke atypisk for mig, at ankomme kl. 17. Megan er heldigvis en formidabel planlægger, så hun har booket senge til os i Rabadiso.

Vi er næsten fremme ved dagens destination. Vi skal over en lille flod inden vi ankommer til alberguet 1 km længere fremme. Ved floden øjner vi straks muligheden for at køle vores ømme, vabelbefængte og hævede fødder i vandet. Det er isende koldt! Det føles på samme måde som når man hælder varmt vand over iskolde hænder – blot med omvendt fortegn. Vi kan ikke holde ud, at have fødderne i vandet særlig lang tid ad gangen. Samtidig er det en enormt tilfredsstillende følelse. Jason har også døjet med sit knæ de seneste dage. Han er overbevist om, at det kølende vand vil gøre os godt. Jeg er noget tilbageholdende. Jeg har mine fødder i vandet, og smerten er nærmest uudholdelig mere end 1 minut ad gangen. Jason hopper i og anstrenger sig for ikke, at afsløre hvor kold en oplevelse det er. Jeg har virkelig været træt af mit knæ, så jeg lader mig overtale. Det er koldt. Meget koldt! Smerterne i ben og fødder fortsætter efter vi er kommet op af vandet, men belønningen kommer så snart varmen er tilbage. Vores fødder og ben føles som nye da vi kommer til alberguet.

Megan har fundet det skønneste albergue til os. Selvom den sidste kilometer er en opstigning, så er det hele indsatsen værd. Her er der udsigt over byen, udendørs fodbad (!) og kolde øl. Vi mangler intet! Det har været endnu en skøn dag, med varme, nye vabler og gode venner. Endnu en dag hvor jeg bliver bekræftet i, at hjerne og krop kører med en 80/20 regel. 80% af styrken er i hjernen, de sidste 20% henter jeg i benene. Hvis jeg bare kan holde min energi og humøret højt, fjerne fokus fra smerterne, så tilbagelægges 41 km også, med tilfredshed og følelsen af atter en god dag. Jason sender en besked til vores gruppe med Annika og Sean, med hans konklusion på dagens vandreindsats: “Janni is a freak, Megan is a trooper… and I’m a male”. Jeg vil dog tilføje, at Jason i den grad også præsterer imponerende herude. Han har taget sit læs af vabler, dette uden brok. Jeg har set mænd tude over væsentligt mindre, end det Jason har været udsat for, på daglange vandreture i kuperet terræn. Langt de fleste jeg har gået med, har været plaget af enten vabler eller knæproblemer undervejs.

De sidste 10 km på dagenes vandringer er oftest de hårdeste. Kroppen er træt, fødder og vabler er ømme, og varmen sløver os. Følelsen når man ankommer til dagens destination, smider støvler og strømper og nyder en kold fadøl, er dog altid det hele værd. Følelsen af, at have udført endnu en præstation, bringer fornyet energi. Efter en times tid på denne måde, er hjernen ofte klar til at gå videre. Det er kun indtil man rejser sig op, og mærker stivheden i ben og ømheden i fødderne. Dér overbeviser kroppen en om, at det nok er bedre at vente til i morgen. Dér vendes 80/20 reglen på hovedet, for en stund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top