Kontrol over kontroltabet
Jeg vågner i en sær tilstand. Caminoen sidder stadig i hver en celle af min krop. Det føles helt rigtigt. Den anden følelse føles tom. Det er ikke tomhed. Den er bare tom for ord. Jeg fornemmer at følelserne sidder ude på tøjet, imens jeg får pakket de sidste ting og drukket en stille kop kaffe. Jeg bliver overvældet af den ordløse følelse på vej til lufthavnen. Kilometer for kilometer finder jeg langsomt ordene og når ind til kernen. Det er kontroltabet jeg reagerer på. Jeg har undervurderet mit behov for kontrol. I hvert fald i sammenhæng med Caminoen. Jeg er sparket ud af komfortzonen og direkte ind i udviklingszonen. Det her bliver en prøvelse! Men det bliver godt – pisse godt!
Med en tro på, at ting sker af en årsag, skulle jeg selvfølgelig støde på Adam, som den første på min vej. Jeg observerer ham lidt på afstand, imens jeg står ude foran lufthavnen i Biarritz, og venter på mit lift til Saint Jean Pied de Port. Hans store røde fuldskæg og kraftige kropsbygning, leder tankerne hen på en karikatur af en ægte dansk viking. Kasketten og de karakteristiske sorte briller skaber dog koblingen til 2018 og hipsternes udbredelse – åbenbart også til Caminoen. For Adam er også på vej til SJPP og vi venter på det samme lift. Vi har også, uafhængigt af hinanden, booket samme overnatningsted, under ventetiden i lufthavnen.
Adam er ikke hipster. Han gider bare ikke barbere sig. Han har heller ikke noget kontrolbehov, men tager livet som det kommer. Han har tiltro til processen. Han rejser let. Meget let. Da jeg spørger ind til den lille rygsæk, svarer han: “Ja, jeg besluttede at droppe soveposen, og medbringe kamera og go-Pro i stedet for. Det var nok ikke så gennemtænkt, men det virkede klogt i øjeblikket”. Adam er min dimentrale modsætning. En direkte konfrontation med mit kontrolbehov, og dagens erkendelse af mit kontroltab. Jeg er cool med det. Jeg skal bare lige have kontrol over kontroltabet.
Ankommet lettere forsinket til SSJP, bliver vi indlogeret på et lille hyggeligt refugie, med en skøn have og udsigt over bjergene. Det her føles helt rigtigt! Jeg er præcis hvor jeg skal være. Efter et godt måltid mad og en kold fadøl, vælter trætheden ind over os. Det har været en lang dag. Tilbage på refugiet, meddeler Adam tørt: I’m tired. I’ll jump into my camera and get a good night’s sleep. Jeg kan godt lide Adam.
