En pilgrim under udarbejdelse

SSJP – Roncesvalles / 26 km / 38.685 skridt

Jeg vågner tidligt. Spændt på dagen og nervøs for knæene. Jeg får mig indskrevet på Pilgrimskontoret og får det første stempel i passet – og en muslingeskal på rygsækken, selvfølgelig. Jeg er nu en pilgrim (under udarbejdelse) og klar til min første dag på Caminoen. Jeg er glad helt ind i hjertet.

Det går straks stejlt op ad i Pyrenæerne. Jeg hiver efter vejret. Mine baller minder mig om, at de har udviklingspotentiale, da jeg stifter bekendtskab med muskler jeg ikke mindes at have hilst på før. Muligt at man kan hive marskbarnet ud af marsken, men man kan tydeligvis ikke hive marsken ud af marskbarnet. Det her stejlt og hårdt!

Jeg vrænger ansigt af mig selv, og mine selvtilfredse og højtidelige tanker om min intuition. Lige nu føles den mest som en kælling. Caminoen! Og Pyrenæerne! Hvad fanden var der galt med 3 uger på Bali?

Jeg tænker på Adams kommentar om Pyrenæerne: “The good thing is that you can see where you’re going. The bad thing is that you can see where you’re going”. Det må være dagens klogeste kommentar. Efter 8km stejlt opad, dukker Orisson og en panorama terasse dukker pludselig op, som en oase i ørkenen. Eller nærmere en rulletrappe i Pyrenæerne. Her skal jeg bo i nat. Efter en time i solen, tanket op på kaffe og mad, føler jeg mig pludselig ovenpå. Jeg kan da sagtens klare de sidste 17 km over Pyrenæerne! Da jeg allerede har betalt for overnatning, beder jeg værten forære min overnatning til en pilgrim i nød. Et par ældre kvinder kommenterer positivt på min gerning. Jeg nænner ikke at krakelere deres billede af den blonde barmhjertige samaritaner. Sandheden er, at det er en fuldkommen egoistisk handling. Jeg forsøger bare at vinde mig selv noget god karma på min færd. Jeg ved jeg får brug for det!

De kommende kilometer er hårde, men jeg går med fornyet energi. Udsigten er storslået! Jeg er ovenpå og føler mig oprigtigt priviligeret over muligheden for at gå her. Jeg er fuldstændig til stede i nuet. Kroppen er på overarbejde – lungerne ligeså. Fokus er kun på at flytte mig fremad, en fod foran den anden. Skyerne kommer tættere på og sneen kan anes i højderne. Langsomt, men målrettet, nærmer jeg mig toppen. Jeg er sulten! Mit blodsukker falder, jeg får kvalme og begynder at ryste. Der er stadig mindst 2 timer til Roncesvalles. Overskuddet er fuldkommen forsvundet. Jeg erfarer dog hurtigt, at min gode gerning i Orisson virkede. Karma redder mig! Karma i form af italienske Eduard, som jeg støder på i min krise. Eduard har tasken fuld af energibarer og energi gel. Han er tidligere cykelrytter og ved præcis hvordan han skal få mig på højkant igen. 10 minutter senere er jeg ovenpå. Ny energi og højt humør, det sidste stykke mod toppen. Og endelig går det nedad! Men det er i en blanding af tung sne og mudder. Lige så stejlt det er gået op ad, lige så stejlt går det nu nedad. Jeg går dybt koncentreret om at sætte en fod ad gangen. Det er glat og stenene skrider under mine fødder. Mine knæ værker. Konditionsmæssigt er det ikke hårdt, men ledbåndene brokker sig. Jeg skal bare nå til Roncesvalles, og det kan kun gå for langsomt. Og det gør det. Går langsomt. Jeg slår hjernen fra. En fod foran den anden. Jeg har mistet tidsfornemmelsen. Endelig kommer det gamle kloster til syne! Det lykkedes, trods dårlige knæ, uerfaren proviantering og alle de andre manglende forudsætninger. Jeg er tilfreds. Meget tilfreds.

Efter et bad og et måltid mad (eller mere præcist, 3 portioner suppe, 2 portioner pasta, 1 portion kylling med tilbehør og 1 portion is), tænker jeg at dagen måske ikke var så hård. Indtil det slår mig, at det var samme føles jeg sad med i Orisson. Hjernen tackler det her, som den gør med tømmermænd. Al elendighed er glemt når det igen bliver lørdag. Her er alt åbenbart glemt, når jeg har spist for 3 personer.

Det er måske godt det samme, hvis motivationen skal holdes intakt. For det har været en hård dag! Men det har også været en storslået dag. Ubeskrivelig!

Jeg slutter min første dag på Caminoen, med en følelse af frihed, taknemlighed og lyksalighed. Hvis det er prisen for at forcere Pyrenæerne, så tager jeg gerne turen igen i morgen! Eller…i hvert fald i overmorgen.