Sæt farten ned! I livet og på Caminoen

Roncesvalles – Zubiri / 24,8 km / 36.390 skridt

Jeg vågner med en god følelse i kroppen. Jeg er tilsyneladende mindre medtaget end forventet. Et par hot spots på fødderne og lidt ømme muskler, men ellers intet nævneværdigt. Tilfreds med dén konstatering, begiver jeg mig afsted i god fart. Ud af Roncesvalles og ind i et skovområde. De sidste ugers voldsomme regnmængder, har efterladt skovbunden våd og mudderet. Jeg er ligeglad – mine støvler er terrængående. Jeg vader igennem kæmpe vandpytter og tung mudder. Og det går stærkt! Regnen siler stille ned. Alt er stille. Selv vinden. Mit humør er højt. Dagen byder igen på op- og nedstigninger, de er hårde, men intet sammenlignet med gårsdagens. På den smalle skovsti,passerer jeg en herre i hans bedste alder. Han står og nyder udsigten over bjergene. “Don’t mind me, I’m a slow walker. It gives me time to enjoy the beauty of the Camino” svarer han, da jeg smiler og hilser på ham. Jeg medgiver ham at her ER smukt. Meget smukt! Jeg noterer mig hans skjulte hentydning om, at sætte farten ned. Jeg fortsætter dog i friskt tempo, samtidig med at jeg nyder den fantastiske natur, der omgiver mig.

Jeg holder en tiltrængt kaffepause på en lille café og tager mig tid til, at fylde energidepoterne op. Klog af gårsdagens fejltagelse. Jeg fortsætter videre i højt tempo. Jeg kan begynde at mærke de hot spots på fødderne, som jeg bemærkede i morges. Mine ledbånd er ømme. Begge dele tager til, som jeg begiver mig videre. Det her er ikke bare hot spots. Det er vabler. Og knæene smerter for hvert et skridt jeg tager. Jeg bliver nødt til at sætte mig. Jeg skal huske fysioterapeutens anvisninger – pauser! Pludselig dukker manden fra tidligere op. “So here you are, all slowed down”, siger han storsmilende. Vi får en snak om vabler og tempo. Han har gået Caminoen før, og har gjort sig alle de nødvendige erfaringer. Vablerne skal have førstehjælp NU – og jeg skal sætte farten ned. Vi får pakket vablerne ind, midt i den mudrede skovbund, og jeg slår følgeskab med ham. 65årige Doug fra Canada bliver min næste læremester på Caminoen. Adam var min læremester i kontrol. Doug bliver min læremester i tid.

Vi bevæger os meget langsomt afsted, imens vi får en god snak om, at tage sig tid. I livet og på Caminoen. Doug er en hyggelig mand og jeg nyder selskabet – hans lattermilde og omsorgsfulde væsen. Det langsomme tempo hjælper på både vabler og knæ. Vi holder mange korte pauser, hvor vi blot nyder den storslåede natur. I guder hvor er her smukt! Hele dagens vandring går i naturens højder, langs skovstier og marker, omkranset af bjergene. Vi får snakket om oppakning. Doug har nedgraderet siden hans sidste tur. Han har kun det mest nødvendige med sig, fortæller han, imens han griber efter sidelommen i hans taske, og hiver en flaske ketchup op. “This is a necessity – it’ll save any crappy pilgrim menu” konstaterer han og slår en latter op. Jeg må vist hellere nedjustere forventningerne til pilgrim måltiderne.

Efter at have vandret i regnen hele dagen, bryder solen frem, som vi ankommer til Zubiri. Trods vablerne, føler jeg mig egentlig ok efter den langsomme vandring, og overvejer at fortsætte. Jeg husker dog anvisningen om, at når jeg tror jeg har 5 km tilbage i benene, skal jeg stoppe. Doug tager mig med til et afsidesliggende refugie, hvor han tidligere har boet. Det er et skønt sted, og bort set fra 2 amerikanske kvinder, Susy and Terri, er her kun Doug og jeg. Susy er bekymret for mine knæ og vabler. Hun er bekymret og omsorgsfuld i sådan en grad, at tilnavnet Mother Susy er uundgåeligt. Hun spørger, om mine vandrestave ikke hjælper mig med aflastning af knæene. Hun kigger chokeret på mig, da jeg meddeler at jeg ikke har vandrestave. “Oh my God! You don’t have any poles! What a rookie mistake! Why do you think everyone else are walking with them?” Jeg vil helst undgå stavene, da jeg tænker de må være til besvær. Desuden ser det fuldstændig latterligt ud! Jeg ønsker dog ikke, at ende min Camino vandring på grund af forfængelighed, så jeg lover Susy at jeg vil købe nogle når jeg kommer til Pamplona. Og bruge dem! I det mindste bare til de værste op- og nedstigninger, her i begyndelsen af Caminoen.

Med god hjælp fra Doug og Susy, får jeg drænet mine vabler med nål og tråd. De bliver pakket ind i gaze og tapet op. De er slemme – og bl.a. placeret under fødderne. Doug kommer med et par nylonstrømper. “It’s not a fetish of mine, it’s just really good for keeping the gaze in place when walking. Take these so you can get back on track tomorrow”.

“The Camino will provide” er en ofte brugt sætning hernede. Jeg tror efterhånden på, at Caminoen giver dig hvad du har brug for. I dag havde jeg brug for en læring om, at sætte farten ned og tage mig tiden. Tiden til at mærke efter. Tiden til at nyde. Og tiden til bare at være. Jeg havde brug for en som Doug. Hans tempo. Hans tid. Og hans nylonstrømper.