Styrken findes i sårbarheden
Ponferrada – Trabadelo / 32 km / 44.215 skridt
Jeg begiver mig afsted samme med Sean kl. 6.00. Det er atter en skøn dag med skyfri himmel. Vi får delt de sidste ugers oplevelser med hinanden.
Sean gik også Caminoen sidste år. Jeg er nysgerrig på, at vide hvorfor han har begivet sig afsted igen. Det bliver indledningen til en lang og barsk historie om hans liv. Et liv der har modarbejdet ham, siden den dag han blev født. Sean har taget sit læs af tragedier, voldsomme oplevelser og forhindringer i livet. Han bærer på kapitler, som intet barn eller voksen burde bære på. Der er ikke spor af selvmedlidenhed eller beklagelse i hans fortælling. Det virker mere som en konstatering af hvordan hans liv har udspillet sig. For et par år siden røg han ned i endnu en dyb livskrise, så som svar på mit spørgsmål om hvorfor han går Caminoen igen, svarer han: “last year I walked the Camino to save myself. This year I’m walking to celebrate that I succeeded”
Snakken falder på min erkendelse fra Mesetaen om, at jeg har fundet en ro og dyb tilfredshed med, hvem jeg er og hvad jeg står for. Jeg har formået at bevare den i mødet med andre her på Caminoen. Det har uden tvivl været en blid start for mig, i forhold til at øve mig i, at forblive i den tilstand. Vi er enige om, at måden folk møder en på herude, er meget anderledes sammenlignet med hverdagen. På Caminoen møder vi hinanden med åbent sind og hjerte. Vi er nysgerrige på hinanden og udviser en oprigtig interesse i at lære og forstå, hvad den enkelte bringer med sig. Der er ingen der dømmer. Alle jeg møder udviser respekt og omsorg for lige præcis den jeg er. Vi lytter, vi lærer, vi taler og lærer fra os. Vi stiller spørgsmål der går dybt, spørgsmål der konfronterer. Vi lader vores filtres masker blive større, fordi vi mærker og oplever den gode intention så tydeligt. Vi ved, at vi er i trygge hænder. Vi bliver passet på i vores sårbarhed. På den måde hjælper vi hinanden med, at blive klogere på livet, os selv og andre. Derhjemme oplever både Sean og jeg, at vi er mere på vagt i mødet med nye mennesker eller mere perifere bekendtskaber. Det er konfronterende at gå herude med åbent sind og hjerte. Det kræver mod. Mod til at turde gå dybt i sig selv og lade sig konfrontere med det, vi forsøger at skjule for os selv og omverden. Det værende både det ubevidste skjulte og det fuldt overlagte. Man mærker kærligheden og respekten over alt på Caminoen. Der er en ydmyghed over for livet og de historier vi deler med hinanden. Selvom det kræver mod og styrke, at stille sig helt sårbart, så føles det alligevel nemt og ukompliceret. Det er nemt og ukompliceret, at være i selskab med sådanne mennesker. Fordi vi bare taler lige ud af posen. Det er ordet på bordet, og det bliver lagt der, med både styrke og sårbarhed. Når folk stiller sig der, kan man ikke gøre andet end at favne dem. Passe på dem og deres fortælling. Man kan ikke gøre andet end at udvise respekt og taknemlighed, fordi de deler, inspirerer og lærer fra sig.
Sean bærer hjertet ude på tøjet. Han er meget inspirerende og ganske autentisk. Han lægger ordet på bordet, og udviser ingen usikkerhed, når han ærligt og hjerteligt fortæller, at jeg gør hans dag bedre. Han gør det så fint og umiddelbart. Jeg vil gerne være hende, der gør en andens dag bedre. Og jeg vil gerne være bedre til, at fortælle når en anden gør min dag bedre.
Dagen flyver afsted med dybe samtaler og smukke omgivelser. Det er varmt og fødderne hæver. Jeg kan mærke nye vabler, og må flere gange have støvlerne af, og forsøge at begrænse deres omfang. Dette uden meget held.
Jeg er ved, at være relativt presset i forhold til mine vabler. Efter frokosten har vi mulighed for at vælge en alternativ rute, som jeg normalt foretrækker. I dag må jeg dog holde mig til den oprindelige. Den alternative består af en meget stejl op- og nedstigning. Det vil betyde ekstra pres på vablerne. Det er for uoverskueligt. I stedet får jeg købt nye vabel remedier på apoteket, og begiver mig videre sammen med Sean.
Den oprindelige rute skuffer bestemt ikke hvad angår naturoplevelser. Vi går nede i dalen, langs landevejen, men her er ingen trafik. Det er imponerende at kigge op og fornemme hvordan vi er omringet af bjergene. Varmen stiger og til sidst må jeg kapitulere. Vandrestøvlerne bliver bundet bag på rygsækken og resten af turen foregår i sandaler. Bare det at få strømperne af, letter trykket på vablerne og dermed smerterne.
Ankommet til vores ly for natten, møder vi Jason og Megan, et australsk ægtepar, som var en del af gruppen fra i går. Vi får kølet vores hævede fødder under vandslangen. Albergues der tilbyder denne mulighed, burde reklamere med det, som en særlig komfort, på samme måde som de gør med wifi og 8 personers soverum. Jeg tror mine fødder krymper en størrelse, ved hjælp af den manøvre.
Den store vabel operation kan nu sættes igang. Mine vabler bliver konstant flere og større, så jeg må ty til mere drastiske metoder. Udstyret med en kanyle og 2 mænd der nærstuderer mine fødder, får jeg suget væsken ud af vablerne. Sean og Jason lyder som to mænd der ser en voldsfilm. “Oh my God! That’s crazy! Look at that! Oh, it’s so gross!”. Der bliver både taget billeder og video af seancen. Dér kan man kende en pilgrim fra den gennemsnitlige mand. Vabeldræning er aftenens underholdning, i selskab med øl og Gin & Tonic. Jeg har aldrig brugt så meget tid på at pleje mine fødder, som jeg gør hernede, og mine fødder har aldrig set værre ud. Jeg er normalt angst for kanyler, men når bare vablerne bliver store og smertefulde nok, kan selv det kureres. Det er ikke en gevinst jeg havde set komme på min Camino, men jeg tager dem alle med mig. Også kureret kanyleangst.
