At gå fra tankemylder til tanketomhed
Moratinos – Reliegos / 43 km / 59.533 skridt
Jeg har iført mig alt mit tøj igen. Vejrudsigten melder -2 grader her til morgen. Markerne er dækket af et fint lag frost. Jeg går under månen og stjernerne, som lyser mig på vej fra den skyfrie himmel. Der er ikke en vind der rører sig, så lydene står helt tydeligt frem. Fuglenes tidlige morgensang og grusets knirken under mine støvler.
Jeg ankommer til monumentet, der efter sigende, indikerer at man nu er halvvejs i Santiago. Solen er ved at stå op og skaber en smuk lyssætning til denne milepæl. Jeg sidder og nyder omgivelserne, imens jeg forsøger at finde ud af, hvad jeg egentlig synes om, at være nået hertil. Umiddelbart fornemmer jeg ikke rigtig noget. Måske fordi Santiago ikke er målet for mig. Målet er stadig vejen og tid til tanker. Alligevel indikerer monumentet, at tiden ikke har stået stille herude, selvom det oftest føles sådan. Hvis det her er halvvejen, så betyder det også, at der bliver mindre og mindre af Caminoen jeg kan betræde. Det skaber en følelse af vemod i mig. Jeg trives så fint herude. Jeg er lykkelig. Tilpas med mig selv og min simple tilværelse. Hvordan får jeg det integreret i mit liv derhjemme? Hvordan sikrer jeg mig, at den følelse varer ved, når jeg kommer hjem og hverdagen tager over? Jeg bliver nødt til at nå ind til kernen af årsagen til min lykkefølelse, før end jeg kan finde svar på mine egne spørgsmål.
Lige nu ved jeg bare, at alt er som det skal være. Her på Caminoen. Halvvejs. Jeg vælger at vende det om – hvor er jeg heldig, at jeg stadig har vej tilbage at betræde.
Jeg har set i min guidebog, at der findes et alternativ til dagens rute på grusstier via landevejen. Den alternative rute er via den romerske vej, som vil tage mig over naturstier på Mesetaen. For at følge den, kræver det at jeg er opmærksom når jeg kommer ud af Sahagún. Jeg minder mig selv om det, da jeg bevæger mig ind mod byen.
Jeg går videre, optaget af mine egne tanker. Jeg kommer ud på en hovedvej med rundkørsel og afkørsler. Jeg bliver flået ud af mine tanker. Det er som at blive vækket med et brag, midt i en dyb søvn. Hvor er jeg? Og hvor skal jeg hen? Jeg synes pilene leder i forskellige retninger. Jeg stopper op og mærker efter. Jeg følger min intuition og bevæger mig op ad en afkørsel fra hovedvejen. Kort tid efter er jeg i en lille by. Jeg bemærkede ikke hvad der stod på byskiltet. Hvor er jeg? Jeg finder en bar, hvor jeg kan nyde min kaffe i morgensolen. Jeg må finde ud af hvor jeg er. Jeg spørger en kvinde. “Calzada del Coto”, svarer hun. “En el Camino?”, fortsætter jeg. “Sí, Calzada Romana”, svarer hun smilende. Det er den alternative rute! Jeg havde glemt alt om, at være opmærksom efter Sahagún, og nu er jeg alligevel endt på den. “Stol altid på din intuition, den lyver aldrig”, kan jeg høre min mor sige. Den leveregel har atter hjulpet mig på vej. Denne gang i romernes fodspor. Jeg bevæger mig videre ud på Mesetaen, hvor bjerge der udspringer fra Pyrenæerne ligger med sneklædte toppe i horisonten. Det er en helt anderledes udsigt end de andre dage, men stadig lige så betagende. Jeg forstår ikke hvorfor så mange folk, finder Mesetaen så kedelig. Jeg synes det er det mest fredfyldte område.
Jeg har ikke talt med nogen i 2 dage. Udover når jeg har bestilt kaffe, booket mig ind på et albergue, og de formelle høflighedsfraser med de andre pilgrimme i sovesalene. Jeg har kun været i mit eget selskab. Jeg har gået selv. Spist selv. Og drukket min øl selv. Det har ikke været sådan, fordi jeg har været i dårligt humør. Tværtimod. Mit humør har været højt. Jeg har haft det skønt med alenetiden. Der er ingen der har kunne forstyrre mine tankeprocesser.
Jeg kigger på rute trackeren. Jeg har gået i 4 timer uden at møde en sjæl. Jeg kan ikke huske hvad jeg har tænkt i de timer. Jeg har bare gået og været. Jeg husker ikke én eneste tanke. Er det her verdens længste meditation? Jeg er aldrig blevet rigtig god til meditation derhjemme. Jeg kan ikke fastholde mig selv i øjeblikket, ret lang tid ad gangen. “Min næse klør”. “Jeg skal huske at købe kaffe!”. “Gad vide om Dronning Margrethe nogensinde er løbet tør for toiletpapir, i et kritisk øjeblik”. Konstant dukker alle mulige forstyrrende, omend meget relevante, tanker op, når jeg sidder i min sofa og prøver at finde ro. Herude går jeg bare. Nu i 4 timer og jeg har ikke tænkt en tanke. Jeg har i hvert fald ikke registreret nogle tanker. Jeg er bogstaveligt talt gået fra tankemylder til tanketomhed. Det her er virkelig mindfulness til den rastløse. Jeg elsker Mesetaen!
Omgivelserne er fantastiske her på den romerske vej. Det undrer mig, at ingen andre pilgrimme synes at have valgt den i dag. Her er fuldkommen stille og naturen storslået. Skyerne er næsten helt nede og røre markerne. Jeg påstår ikke at Teletubbies findes i virkeligheden. Jeg påstår bare, at hvis de gør, så ved jeg hvor de bor. På romernes vej over Mesetaen.
Jeg ankommer til en hyggelig lille by på Mesetaen, hvor jeg vil gøre holdt for natten, inden jeg efterlader mine sidste fodspor på Mesetaen i morgen, på vejen mod León.
Jeg har altid været imponeret over folk der løber Marathon. Jeg kunne aldrig selv forestille mig, at gøre det. Selvfølgelig fordi, jeg aldrig har løbet længere end 5 km i et stræk, men især fordi jeg ville gå til af kedsomhed. Jeg ville blive vanvittigt af bare at skulle løbe i flere timer, også selvom formen måtte være til det. Egentlig interessant at jeg i dag har tilbagelagt 43km gående alene, og ikke kedet mig et eneste øjeblik. Nej, jeg kommer nok aldrig til at løbe et Marathon, men nu jeg har gået et. Og jeg gør det gerne igen.
