I romernes fodspor slutter jeg fred

Reliegos – León / 29 km / 41.706 skridt

Jeg begiver mig ud af byen i mørket. Der er ingen pile der leder mig tilbage til den romerske vej over Mesetaen. På forunderlig vis lykkes det mig alligevel, at komme på rette vej. Det er som om det er nemmere for mig, at finde retning ude i naturen, end det er i byerne. Mit indre kompas og mine sanser er skarpere.

I romernes fodspor kommer jeg til at tænke på begrebet “tilgivelse”. Vi skal kunne tilgive for at finde fred. Hvordan kan man tage imod en undskyldning, der aldrig er blevet givet? Endvidere tilgive nogen der aldrig har taget ansvar for deres handling. Eller bedt om tilgivelse. Er det overhovedet muligt? Jeg tænker på, om der er nogen jeg skylder en undskyldning. Hvad hvis jeg har påført nogen smerte, jeg ikke er bevidst om? Hvad hvis jeg skylder en undskyldning til nogen, men jeg ikke er klar over det? Vil de mennesker så aldrig kunne slutte fred i forhold til mig?

Vi bliver alle ramt af mindre eller større hændelser i livet, som sætter spor i os og påvirker vores tilgang til livet og de mennesker vi møder. Jeg føler faktisk, at jeg har sluttet fred med de hændelser, der har tynget mig og min egen selvfølelse. De er blevet vendt og drejet, gennemlevet igen og blevet sat i perspektiv, på min tur over Mesetaen. Hvordan er det lykkedes mig?

For mig handler tilgivelse ikke om, at anerkende folks handlinger. Det handler ikke om at retfærdiggøre dem. Tilgivelse behøver ikke nødvendigvis betyde, at jeg skal invitere folk tilbage i mit liv. Jeg skal tilgive for min egen skyld. Hvis jeg tilgiver, sætter jeg mig selv fri fra fortidens hændelser. Dette også i forhold til mine egne handlinger. Jeg må tilgive mig selv, for de fejltrin jeg har trådt i livet, for at slutte fred med dem. Det handler ikke om at glemme eller kamuflere virkeligheden. Det handler om, at jeg tager den læring med mig, som ligger i hver en hændelse – forårsaget af mig eller andre – og bruger den konstruktivt til min egen udvikling og tilgang til livet. Hvis jeg kan opnå tilgivelse af andre og mig selv, med den tilgang, så kan hver en hændelse anskues som en læring. Byrden og tyngden kan derigennem lettes fra mine skuldre.

Eftersom jeg har vandret alene i flere dage, er jeg selvsagt ikke blevet konfronteret med andre mennesker. Der har derfor heller ikke været nogen at spejle mig i. Det er vel i konfrontationen med andre, at jeg mærker niveauet af mit eget værd, roen med hvem jeg er og hvad jeg står for. Hvis jeg aldrig skulle konfronteres med andre, ville jeg aldrig så tvivl om mit eget værd. Fordi der ikke ville være nogen til at dømme, vurdere, anerkende eller kritisere mig. Jeg har haft brug for roen til, at nå ind til mit inderste jeg, med alt hvad det indebærer af styrker og svagheder. Jeg er i ro med det hele, når jeg vandrer alene afsted. Jeg er i ro med mig. Den virkelige test må stå, i mødet med folk herefter.

Jeg har forladt Mesetaen og bevæget mig nærmere mod León. Nu jeg sidder i et skovområde lige uden for byen. Jeg har brug for lidt tid til, at indstille mig på storbyens tempo og støj i kontrast til Mesetaens tidsløshed og ro. Der er ingen tvivl om, at Mesetaen har gjort noget ved mig. Jeg har fået tænkt virkelig mange tanker, bundet sløjfer og trukket tråde i mine erindringer. Jeg har fundet en uopdaget ro i selskabet med mig selv, som jeg har længtes efter, så længe jeg husker. Det er ganske overvældende og det berører mig dybt. Jeg er i ro med mig selv og alt jeg står for. Det må være det ultimative mål for mig. Jeg ved nu, at jeg er herre over hvem der får lov at stjæle min energi. Ingen kan ramme mig, hvis jeg ikke vil rammes. Bevidst om, at det er et lettere naivt syn på livet. Bevidst om, at det kræver et skarpt fokus og en skarp bevidsthed i min tilgang til livet og de mennesker jeg møder, så tror jeg på at det er sandt. Jeg tror ikke på det er let, men jeg tror på det er muligt. Hvor der er vilje er der vej og øvelse gør, som bekendt, mester.

Ankommet til León finder jeg en café nær katedralen, hvor jeg sidder og observerer mennesker og skriver noter. De sidste dages indre oplevelser har brug for tid til at bundfældes. Jeg har brug for tid til, at notere ned og få tankerne sat bare lidt i system. Jeg har været alene i 4 dage, uden nogen form for social stimulans. Det har været fantastisk. Jeg tænker dog det er tid til, at socialisere lidt igen i morgen. Tid til at kravle ud af min egen navle og blive konfronteret med verden omkring mig. Jeg bliver altså lidt sær når jeg er alene for længe. Selvom min mentale isolation har været givende, er jeg meget bevidst om, at det er i mødet med andre, at mine horisonter udvides. Det er der jeg får perspektiveret og der jeg bliver konfronteret. Det er i mødet med andre, at jeg kan lære og øve mig på, at fastholde min indre ro. Mesetaen har sat dybe spor i mig, og jeg føler mig forandret. Jeg glæder mig til at møde verden igen, fuld af nye opdagelser og erkendelser. Møde verden i ro med mig selv. I ro med andre. Jeg glæder mig til at øve mig på, at bevare den ro, uanset hvad andre må møde mig med.

For nogle kan det hele måske lyde lidt frelst. Lidt selvophøjende. Det er okay. Det er helt okay. Det er muligvis også lidt frelst. Uanset, så er følelsen i mig dog sand. Hvis det er, at være frelst, så er det i det mindste mig, der har frelst mig. Jeg skylder faktisk mig selv en omgang øl for den gerning.