skip to Main Content

Livet kunne være værre

León – Hospital del Órbigo / 39 km / 54.811 skridt

Turen ud af León går relativt nemt for mig, til min egen store overraskelse. Det er en virkelig fin by, som leverer flotte rammer til min morgenvandring.

Jeg stopper for morgenmad og kaffe i den næste by. Det bedste jeg kan byde min krop fra morgenstunden er kaffe og tortilla (spansk æggekage med kartofler). Den har en god sammensætning af protein, fedt og kulhydrater, og skaber en god bund for en dagsvandring. Fra den lille by har jeg to muligheder. Den oprindelige rute via landevejene, eller en alternativ rute ud over markerne. Mine fødder og ben er gode, så jeg vælger den alternative rute. Jeg har efterhånden benyttet mig af dem mange gange. De er ofte lidt længere og med større afstand mellem byerne, men til gengæld bliver jeg beriget med skøn natur og færre forstyrrelser.

Efter en tid på ruten, møder jeg Brian. En snart 70-årig herre fra Yorkshire, der er afsted på Caminoen for første gang. En gammel drøm, det var tid til at udleve, imens fysikken stadig er til det. Vi vandrer afsted sammen og får os en god snak om livet, Caminoen og de oplevelser begge dele har budt på.

Brian er en rigtig britisk gentleman, med god britisk humor. Han fortæller om hvor heldig han føler sig. Han har en skøn kone, 3 dejlige døtre og 7 herlige børnebørn. “I’m a very lucky man”, konstaterer han flere gange. Han er et meget taknemligt menneske. Vi taler om Caminoen og den indvirkning den har haft på os. Vi føler os begge berigede. Som Brian siger: “life could be a lot worse”. Jeg er fuldstændig enig med ham – livet kunne være meget værre. Vi går i solskinnet i denne smukke natur, passerer nogle små landsbyer undervejs, hvor vi tager os tid til en lille øl og får snakket om friheden i, ikke at skulle nå noget. Livet er da herligt!

Jeg spørger mere ind til Brians døtre, og han fortæller om deres forskelligheder. Hans yngste er jævnaldrende med mig. I den snak fortæller han, at de havde 4 døtre, men den ene døde 11 år gammel. Hun faldt ned fra en gynge, slog hovedet mod asfalten og døde på stedet. En forfærdelig tragedie. Hans fortælling om, hvordan hans kone kæmpede sig gennem sorgen samtidig med, at den yngste datter kun var 1 år gammel, kan jeg slet ikke begribe. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan Brian formår, at være så positivt og taknemligt et menneske. “I’m a very lucky man” og “life could be a lot worse”. Hvordan undgår man at blive bitter på livet, når det skyder fra værste skuffe? Med reference til mine tanker fra gårsdagen, stiller jeg spørgsmåltegn ved hvordan man tilgiver livet, Universet, Gud eller hvad man end tror på. Brian forklarer at han føler sig heldig, fordi han netop har 3 skønne døtre, en elskelig kone og 7 herlige børnebørn. “That’s something to feel lucky about”. Livet kunne være meget værre lige nu, fordi han har prøvet det værste som forælder. Man kommer sig aldrig over det, men det er op til en selv hvordan man vælger at anskue livet – også når det hele synes meningsløst. Brian vælger at acceptere deres skæbne, og værdsætte alle de gaver livet byder ham. Jeg forstår bestemt hans pointe! Jeg er dog dybt imponeret over hans evne til at vende deres livstragedie, til et positivt livssyn. Vi snakker om, at det nogle gange kræver voldsomme konfrontationer med livet, for at finde taknemligheden i det mange af os tager for givet.

Jeg har været forskånet for livstragedier, og alligevel er det for sjældent, at jeg føler en dyb inderlig taknemlighed for livet og alt hvad det har bragt mig. Det er ikke fordi jeg er utaknemmelig, jeg bruger bare for lidt tid på virkelig at mærke taknemligheden. Ærligt, har jeg aldrig følt den mere end jeg har her på Caminoen.

I løbet af dagen understreger Brian flere gange, at han ikke går særlig lange dagsetaper. Han har prøvet at gå 30 km én dag, og det var både første og sidste gang. Hver gang vi ankommer til en lille by, spørger jeg Brian om det er hans sidste stop for dagen. Hver gang siger han: “I’ll walk a bit more with you”.

Vi når frem til Hospital del Órbigo hvor jeg vil blive for natten. Brian følger trop på den beslutning. 39 km har vi tilbagelagt, og dagen er fløjet afsted. Jeg kan ikke lade være med at smile og glæde mig på Brians vegne, da han stolt meddeler hans hustru, at han har vandret 39 km i dag. Jeg synes bestemt også Brian kan være tilfreds med sig selv. Snart 70 år, og en vandredag på 11 timer. Det er en præstation der er værd at fejre. Måden han har håndteret livet og måden han har håndteret dagens vandring, er beundringsværdigt. Én by mere. Bare én by mere. Fordi livet kunne være værre, end at gå herude på Caminoen og få en berigende snak om livets værdi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top