Øjnene er sjælens spejl

Hospital del Órbigo – Foncebadón / 47 km / 64.151 skridt

Jeg lister stille afsted ud i mørket, ud af Hospital del Órbigo.

På vej op i højderne igen, begynder solen langsomt at stå op. Det er atter en skøn morgenstund, med skyfri himmel.

Jeg har 14 km til Astorga, hvor jeg vil spise morgenmad. Efter et par timers vandring, kommer jeg til en lille oase midt i ingenting. En pilgrimsoase!

I det samme kommer en fyr gående mod mig, med et kæmpe smil. “Welcome in my house! You need breakfast and coffee! Very early”, nærmest råber han, med en tydelig spansk accent. Klokken er 8.30, så ja det er nok lidt tidligt her oppe i ingenting.

Fyren præsenterer sig som David, og beder mig om, at servicere mig selv med morgenmad, frugt og kaffe. Han skal lige bygge en mur færdig.

Morgenmad i Astorga er droppet, for her bliver jeg nødt til at tilbringe lidt tid. Jeg sætter mig i solen med kaffe og frugt, imens jeg nyder udsigten og roen. Her er skønt!

David kommenterer: “you look very peaceful. Happy! You take time to enjoy El Camino! Good life.”

David mener at for mange mennesker går Caminoen, uden at mærke den. Caminoen skal opleves. Mærkes. Ikke bare vandres. Det kan jeg godt erklære mig enig i.

Jeg spørger lidt ind til hans lille oase. Han har boet her i 9 år, og tager sig af pilgrimme. Al mad og drikke er økologisk og gratis for pilgrimme. Han har intet rindende vand, elektricitet eller varme. Han sover udendørs og har ikke en bekymring i verden. Han tror på at universet og Gud giver os hvad vi har brug for, men at det er vores opgave at tage os tid til at lytte og handle på de budskaber de sender til os. “Listen to Universe, it will guide you”. Vi får os en virkelig fin snak om spiritualitet, egoisme og samfundets krav og tempo.

Jeg spørger om han bor alene heroppe. “Sometimes woman, sometimes no woman. They can stay, they can go. It’s okay. I stay here. I am me”. Hvis man slår autentisk op i den spanske ordbog, så tror jeg der er et billede af David.

Han kigger indgående på mig: “El Camino changed you. I know. I can see peace and hapiness in your eyes. Remember that”. Det er vel ikke det værste at blive beskyldt for. Han har ret i hvad han ser. Jeg er virkelig glad og fuldstændig i ro. Det glæder mig, at han også kan se det. Jeg kigger på klokken, den er er næsten 10.00. Det er tid til at jeg må videre, ud og se hvad Caminoen ellers har at byde på i dag. Det bliver dog svært at hamle op med Davids sted og mødet med ham. Han er en inspirerende fyr. Det er ikke fordi jeg har lyst til, at kopiere hans tilværelse en til en, men der kan bestemt hentes inspiration i hans tilgang til livet og måde at møde verden på. Jeg giver David et kram, takker ham for både maden og inspirationen. “Keep walking in peace. El Camino will provide. It will give you what you need”.

Videre på min færd, støder jeg på en herre der sidder og spiller guitar. Han præsenterer sig som José og vil høre hvor jeg er fra. Ham har jeg også tid til, at lytte lidt til. Han begynder at synge en sang om, at komme fra Danmark og gå mod Santiago. Det er muligvis billige point han hiver hjem på den måde, men det skal der også være plads til. Han bidrager blot yderligere til mit gode humør og høje energi.

Ankommet til Astorga, bestiller jeg kaffe på en af de pænere restauranter på byen torv. Det er stegende hedt, og mine fødder er varme. Jeg gør som vi plejer på cafeerne, tager mine støvler og strømper af, for at tørre dem og inspicere vablerne. Den unge servitrice kigger på mine fødder og tænker måske sit om min manglende pli. Som pilgrim mister man en del pli. Fødder kommer i første række, takt og tone på cafeerne i anden række. Jeg kommer dog langt med et stort smil og ros for kaffen. Hun smiler og gør tegn til mig om, at alt er ok. Mere skal der som regel ikke til.

Jeg bevæger mig videre og kommer igennem nogle fine små bjerglandsbyer. Mine ben og fødder er gode og turen går derud af, i højt humør i eget selskab. Jeg snakker med lidt forskellige pilgrimme på de steder jeg gør holdt, ellers nyder jeg bare omgivelserne og tankerne om, hvilke historier alle disse små fine landsbyer må bære på.

Jeg beslutter mig for, at gå mod Foncebadón, som ligger 2,2 km fra Cruz de Ferro. På vej ud af en af de små landsbyer, møder jeg en ældre lokal herre. Han spørger hvor jeg er på vej hen. “Foncebadón”, svarer jeg med et stort smil. “Uuuf”, svarer han. Jeg ved det. Der er et stykke vej med mange stigninger og det er stegende hedt. Han rækker mig en vandrekæp fra bunken han har stående foran huset, og signalerer med fagter at jeg får brug for den. Jeg tager glad i mod den, og han ønsker mig “Buen Camino”. Mine vandrestave er slået sammen og sidder på siden af min rygsæk. Jeg har ikke brugt dem siden starten af Mesetaen, hvor jeg iøvrigt brugte mere tid på, at øve mig i at svinge dem i luften og gribe dem igen, end jeg rent faktisk anvendte dem til aflastning. Hvis det ikke var fordi jeg vist har overskredet aldersgrænsen, ville jeg blive en særdeles ferm tamburmajor i Pigegarden. Jeg er glad for min nye følgesvend, den er helt perfekt. Jeg vil efterlade mine vandrestave på aftenens albergue, og bede hospitaleroen om at forære dem til en vabelramt pilgrim.

Jeg ankommer til Foncebadón kl. 18.30 efter 47 km vandretur og får mig checket ind på et albergue. Jeg er træt, men glad. Jeg springer aftensmaden over, da appetitten udebliver i varmen. Vandrestavene er som planlagt afleveret til hospitaleroen, og min nye flotte følgesvend står nu ved siden af min køje. Klar til at bringe mig op i højderne mod Cruz de Ferro i morgen.