Jeg ved at bloggen har spredt sig lidt længere ud, end blot til min familie og nærmeste venner. Jeg ved at nogen af jer der læser med, selv overvejer at drage afsted på Caminoen. Når jeg er landet på begge ben igen, vil jeg lave et indlæg, med mine råd til dig, der kan høre Caminoen kalde. Mine råd vil tage udgangspunkt i mine egne erfaringer. Måske andre pilgrimme, vil give andre råd. Du kan tage de råd du kan bruge fra mig, og lade resten ligge.

Derudover vil jeg lavet et post-Caminoen indlæg. Et indlæg hvor jeg vil forsøge, at beskrive hvordan jeg oplever hverdagen og livet herhjemme, efter Caminoen. Dette kræver selvsagt lige en stund, inden det kan forfattes.

Hvis Caminoen kalder på dig håber jeg inderligt, at du lytter og handler. Caminoen har været den største gave jeg har givet mig selv. Den har været skelsættende. Den har forandret mig.

Jeg tror vitterligt på, at jeg er blevet et bedre menneske af at gå.

Tak for alle de overvældende, opmuntrende og anerkendende beskeder jeg har modtaget på min færd. Hver eneste af dem, har bidraget til min fremdrift.

Tak fordi du læste med. Tak fordi du ville være mit rejsevidne. Tak for din interesse. Tak for din tid. Tusind tak!

Ultreia et Suseia,

Janni

Jeg begiver mig på vej kl. 05. På vej ud på mine sidste kilometer på Caminoen. På vej mod verdens ende. Det er en smuk vandring ud af byen, langs vandet, som ligger blikstille. Jeg begiver mig op i et kulsort skovområde. Pandelampen kommer i brug for sidste gang.

Jeg vandrer langsomt afsted på grusstier. Den velkendte lyd af grusets knirken under mine støvler. Den nye duft af havet der blander sig med duften af de blomstrende buske. Solen står langsomt op, og naturens farver træder stille tydeligere frem. Sikke en smuk morgen. Sikke smukke kulisser til mine sidste kilometer på Caminoen.

Mine tanker kredser igen omkring alle de oplevelser, alle de mennesker og alle de erkendelser jeg har mødt på min vej, de sidste 30 dage. Her går jeg på månedsdagen for min start på Caminoen i SJPP. Jeg ved jeg er forandret. Jeg er i ro med mig selv og alt hvad jeg står for. Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er for alle. Jeg ved også, at alle ikke er for mig. Det er helt ok.

Jeg kommer nærmere og nærmere Finisterre. Jeg går med solopgangen og synet er enestående. Hvor lever de i smukke omgivelser, herude nær verdens ende.

Jeg ankommer til Finisterre og finder en lille cafe, hvor jeg kan nyde min kaffe og morgenmad. Ganske som alle andre dage på Caminoen. Forskellen i dag er blot, at jeg vil nå dagens destination om 3 km, i stedet for 30 km.

Jeg begiver mig videre på de sidste 3 km ud til kysten. Hvert et smertefuldt skridt er en nedtælling til afslutningen på min Camino. En fod foran den anden. En fod foran den anden.

Pludselig står den foran mig. 0,000 stenen. Jeg er nået til verdens ende. Jeg er tom for ord. Jeg aner ikke hvordan jeg skal beskrive den følelse jeg sidder med, da jeg stiller min rygsæk og vandrekæp ved 0,000 stenen og sætter mig udmattet ned. Jeg ved bare, at jeg netop er ankommet til verdens ende. Jeg har vandret fra Frankrig, over Pyrenæerne, krydset grænsen til Spanien og med en fod foran den anden, vandret tværs over Nordspanien, ud til havet. 920 km. Ud til verdens ende. Jeg har vandret med vabler, knæproblemer, feber og til sidst skinnebensbetændelse. Jeg har på intet tidspunkt overvejet at stoppe. Jeg har været drevet frem af de tre vedholdende følelser. Frihed. Taknemlighed. Lyksalighed. Jeg har ikke haft en bekymring i verden. Jeg er gået fra indre uro til fuldkommen fred i sindet.

Det er det klogeste valg jeg nogensinde har truffet. At handle da jeg hørte Caminoen kalde, den morgen. At lytte til min intuition, som jeg på fineste vis er blevet opdraget til. At stole på min intuition, fordi den aldrig lyver, er den klogeste livsregel jeg har fået med fra mine forældre. Min intuition er blevet styrket herude. Jeg har fundet roen i mig selv. Jeg har fundet hjem i mig selv. Herfra kan jeg handle i fuld overensstemmelse med mit hjerte. Det er her fra min intuition taler klarest. Hvor er jeg heldig. Hvor er jeg priviligeret. Jeg har kunne vandre her på Caminoen. Jeg har levet det simple liv. Nået ned til de basale behov. Lukket al støj ude. Jeg er nået helt ind i mig selv. Derigennem har jeg fundet min frihed, taknemlighed og lyksalighed. I guder, hvor er jeg heldig. Hvor er jeg lykkelig. Helt ind i knoglerne.

Jeg sender et billede af 0,000 stenen hjem til min familie. Min søster responderer: “Verdens ende må være begyndelsen på noget stort”. Jeg ved hun har ret.

Min Camino slutter her. Det føles helt rigtigt. For første gang i 31 dage, vender jeg mig om og går jeg tilbage. 3 km tilbage til Finisterre. Min krop er træt. Jeg er træt. Det er tid til at rejse hjem. Hjem til mine nære og kære.

Jeg begiver mig, som vanligt, tidligt afsted. Tankerne kredser omkring min hjemrejse. Gad vide hvad der egentlig er sket derhjemme den seneste måned? Jeg har været afskåret fra alt. Jeg har ikke læst nyheder. Jeg aner ikke hvad der er sket i Danmark eller verdenen den seneste måned. Måske det også er med til at holde humøret højt. Ingen tragedier, konflikter eller naturkatastrofer til at dræne mit humør. Jeg tror det er meget sundt at opleve. Dermed ikke sagt, at jeg ønsker at afskære mig selv fra, hvad der sker i verden. Jeg tror bare jeg bør øve mig på, ikke at lade mit humør påvirke af dårlige nyheder.

Jeg har ikke rigtig brugt de sociale medier. Nogle opslag på Instagram, hvor jeg var lige så hurtigt ude, som inde. Facebook er ikke blevet tjekket. Et enkelt opslag, og så var jeg ude igen. Snapchat har været lukket helt ned. Jeg har brugt min iPhone meget, men det har været til at skrive refleksioner og oplevelser ned i løbet af dagen, som er blevet sammenfattet til blogindlæg om aftenen. Det har været meget befriende, at stemple ud på den måde. En time-out fra det hele.

Det øsregner hele dagen. Regnen siler ned og bliver indimellem akkompagneret af kraftige vindstød. Jeg er gennemblødt og gennemkold. Min skinnebensbetændelse forværres i løbet af dagen. Hvert et skridt er smertefuldt. Jeg kæmper med, at flytte fokus fra smerterne. Det er svært i det her vejr. Tågen ligger tungt over landskaberne, så omgivelserne giver ikke samme støtte, som vanligt. Jeg tænker om det her er Caminoens måde, at fortælle mig at det er ved at være tid til at rejse hjem. At min Camino er ved at nå sin slutning.

Jeg ankommer til en bar ved en landevej. På skiltet står der, at det er sidste stop inden Cee, der ligger 15 kilometer længere fremme. Jeg må hellere gøre holdt her, få varmen og noget frokost. Pauserne er nødvendige, men en udfordring for kroppen. Når man rejser sig efter et hvil, er det som om, at hjernen igen skal vænne sig til smerterne. Der går altid lige et kvarters tid, indtil vablerne er gået til igen. Det samme gør sig gældende i dag. Skinnebensbetændelsen lader sig dog ikke gå til. Den forværres blot for hver kilometer. Jeg går meget langsomt, i et forsøg på at mindske smerterne så meget som muligt. De 15 km består af nogle heftige stigninger, som lægger yderligere pres på benet og anklens vinkel. Regnen begynder heldigvis at aftage og vinden lægger sig, som jeg bevæger mig frem.

5 km inden Cee holder regnen inde og solen begynder at bryde gennem skyerne. Dette samtidig med, at jeg nu ser havet for første gang på Caminoen. Det er stort! Jeg bliver helt berørt. Det er beviset på, at jeg har gået tværs over et land. Fra foden af Pyrenæerne i Frankrig til havet mod vest i Spanien. Havet og solen giver mig fornyet energi og jeg vandrer de sidste 5 km til Cee i overskud.

Ved alberguet bliver jeg modtaget af den sødeste hospitalera. Hun stempler mit pilgrimspas, og kigger det igennem. Hun konstaterer at jeg er startet i SJPP og tilføjer et “¡Bravo!” Hun vil vide hvor jeg er startet i dag, og da jeg siger Villaserío klapper hun hænderne sammen foran sig og giver mig endnu et “¡Bravo, Bravo!” Jeg har gået 43 km, de første 38km i øsende regnvejr, med skinnebensbetændelse. Jeg tager gladeligt imod et par bravo’er! Jeg overvejer faktisk at stemme i!

Jeg når kun lige at smide støvlerne og jakken, før Hospitaleraen kalder mig ud i køkkenet. På bordet har hun sat friskbrygget kaffe og et bjerg af småkager frem. Det er lige den form for omsorg jeg har brug for nu. Jeg går ombord i småkagerne og spiser mindst 10! Jeg skammer mig ikke det fjerneste. Det er et glimrende mellemmåltid på omkring 1.000 kalorier.

Det her er min sidste aften på Caminoen. Jeg er 16 km fra verdens ende. Der slutter min Camino. Derfra går turen tilbage til Santiago, hvor jeg skal tilbringe resten af tiden, inden jeg kan flyve hjem. Min sidste aften på Caminoen skal markeres og det bliver ikke med en pilgrimsmenu. Jeg er kommet til Atlanterhavet. Jeg vil have hvidvin og skaldyr. Pilgrimsmenuerne har varieret i kvalitet. Jeg har fået serveret alt fra de mest fantastiske måltider til det tarveligste hundeæde. Når man betaler 10€ for 3 retter og en flaske vin, kan man ikke rigtig tillade sig, at forvente kulinariske oplevelser. Når maden har været pinligt ringe, har det også været en oplevelse. En oplevelse vi kunne grine af. Uanset kvaliteten af maden, har den altid indeholdt det vi havde brug for. Masser af kalorier med en korrekt fordeling af protein, kulhydrater og fedt. Det har været alt fra linsesuppe inklusiv fedtklumper, der mindede mistænkeligt meget om noget der allerede havde været gennem tarmsystemet til fordøjelse, til sprøde salater med bulgur, jordbær og rødbedepuré. Kyllingefileter så tørre og flade, at de mest mindede om et par udtjente caminostøvlers såler, til delikate hjemmelavede trøfler vendt i et tykt lag mørk chokolade. Det har været madoplevelser fra den ene yderlighed til den anden. Jeg ville ikke være nogle af dem foruden, for de har hver især været en del af den samlede oplevelse af livet som pilgrim.

Jeg spørger den søde hospitalera, hvor jeg får de bedste skaldyr i byen. Hun anbefaler en familieejet restaurant, længere oppe i byen. Der lover hun mig, at jeg vil få en god madoplevelse. Det får hun ret i. Tjeneren anbefaler mig deres Zamburiños. Det er samme muslinger som vi bærer på vores rygsække. Det er en art af kammuslinger. Symbolet på Caminoen. Selvfølgelig skal jeg have Zamburiños på min sidste aften på Caminoen. De smager formidabelt. Da tjeneren tilbyder, at rense skallerne, så jeg kan få dem med hjem, som minde om min sidste aften på Caminoen, overvejer jeg kraftigt at fri til ham. Jeg maner dog mig selv til besindighed, og nøjes i stedet med at takke ja til skallerne og humper veltilfreds tilbage, til min sidste nat i en sovesal.

Jeg begiver mig ud af Santiago, høj oven på gårsdagens oplevelser og spændt på, hvad der venter over næste bakketop. Jeg er på vej mod verdens ende. Nedtællingen er begyndt på ny.

Jeg vandrer afsted, optaget af refleksioner over den seneste måneds oplevelser. De fantastiske personligheder, som alle har bidraget med læring og perspektiv til mit eget liv, og anskuelsen heraf. Jeg er stadig dybt fascineret og inspireret af de mennesker, der har formået at vende deres livstragedier til læring. De kunne lige så godt være endt bitre og fanget af selvmedlidenhed, over deres egne skæbner. Det ville have været helt forståeligt. De har bare alle valgt en anden vej. De har valgt at finde taknemligheden i alt det andet livet også byder på. De har valgt at agere som inspiration for andre og bidrage med læring derigennem. De står så stærkt i deres lys. Det nemmeste ville have været, at stille sig i mørket. Lyset kræver mod og styrke. Viljestyrke. Viljen til at ville få det bedste ud af livet. Viljen til at nægte, at lade fortiden definere nutiden og fremtiden. De mennesker indeholder så meget power, at de løfter andre med op i deres energi. Jeg er dybt fascineret og inspireret af deres tilgang til livet. Jeg er dybt taknemlig for, at have mødt dem. For at de har delt deres historier med mig. For at kunne kalde dem mine inspirationskilder. De vil for altid stå stærkt i mine erindringer. Som lysende symboler på taknemligheden for livet og visheden om, at vi altid har et valg. Vi vælger selv hvor vi stiller os. Vi vælger selv vores tilgang til livet. Det kræver mod, styrke og vilje, at gå den svære vej. Jeg tror på, at det er indsatsen værd. Jeg rejser hjem med min erkendelse intakt – jeg vil hellere gå den svære vej helhjertet, end den lette vej halvhjertet.

Som dagen skrider frem, begynder en brændende fornemmelse, at melde sig i mit højre skinneben. Det er da utroligt. Jeg har gået over 800 km, og nu begynder mit skinneben at brokke sig? Det burde da ellers efterhånden have vænnet sig til de lange gåture. Jeg sætter al fokus ind på 80/20 reglen, og nyder dagens smukke omgivelser.

Selvom jeg forsøger at sætte tempoet ned og fokusere på omgivelserne, har det ikke den ønskede effekt på smerterne. Den brændende fornemmelse tiltager i styrke for hver kilometer jeg tilbagelægger.

Jeg ankommer til Vilaserío og beslutter mig for at blive her for natten. Hvis det her er en skinnebensbetændelse, gør jeg klogt i at give benet noget hvile. Min krop er vist ved at være træt. Jeg lægger mig i køjen og falder hurtigt i søvn. En time senere vågner jeg med bedring i benet. Måske fik jeg taget det i opløbet. Jeg vil bruge aftenen på, at få uploaded blogindlæg for de seneste dage. Hurtigt wifi er en mangelvare på Caminoen og mine blogindlæg er ofte for tunge til, at kunne uploades. Efter at have brugt 2 timer på, at uploade ét indlæg, konstaterer jeg at wifi-situationen ikke er bedre i de små byer, på den anden side af Santiago. Jeg sætter mig i stedet med min notesbog og lader mine tanker overføre heri. Den harmonerer vel i princippet også bedre, med den simple livsstil herude. En uforstyrret kop kaffe, en notesbog, kuglepen og al tid i verden. Det kan altså også noget særligt.

Jeg kigger på vejrudsigten. De melder regn hele dagen. Da jeg går ud i mørket, bliver jeg dog mødt af en stjerneklar himmel.

Kort efter jeg har forladt Villamaior, trækker skyerne ind over stjernerne og det begynder at regne. På min sidste færd på Camino frances, tager regnen til.

Da jeg ankommer til Santiago og den gamle bydel, vælter regnen ned blandet med hagl. Vandet strømmer ned ad de stejle brostensbelagte gader. Så dramatisk behøver afslutningscenen, nu heller ikke være. Jeg fortsætter op gennem de smalle gader. Pludselig stopper det med at regne, og 100 meter efter træder jeg ind på pladsen foran katedralen. Her er mennesketomt, på nær en enkelt ældre pilgrim. Jeg stiller mig midt på pladsen og kigger op på katedralen. Jeg føler ikke rigtig noget særligt. Hvad burde jeg føle? Begejstring? Overvældelse? Stolthed? Måske det virkelig er fordi Santiago ikke har været målet. Jeg er tilfreds med min præstation. Jeg er tilfreds med at have vandret 821 km på 28 dage. Det jeg er mest tilfreds med, er dog hvordan jeg har fundet ro og tilfredshed i mig selv. Det er ikke Santiago og katedralen der har givet mig det. Det er vejen. Det er Mesetaen, det er alle de fantastiske mennesker jeg har mødt på min vej. Det er mig selv. Den ældre pilgrim tager et billede af mig, som jeg står der og kigger undrende op på katedralen. Vi falder i snak. Yves fra Paris har gået Caminoen 8 gange. Jeg fortæller ham, at jeg ikke rigtig føler noget særligt. Jeg tror måske ikke det her er slutningen på min Camino. Jeg tror jeg bliver nødt til at vandre videre. Han fortæller mig, at han havde helt samme oplevelse første gang han trådte ind foran katedralen. “You need to walk to the end of the World. There you will find what you are looking for”, svarer han. Jeg har lært meget på min vej, af de erfarne pilgrimme. Jeg har lyttet og lært. Det gør jeg også i dag. Jeg er nu fast besluttet. Jeg går videre. Videre ud mod havet. Ud til verdens ende. I morgen tidlig snørrer jeg atter mine vandrestøvler, griber min følgesvend i hånden og fortsætter mod vest. Santiago de Compostela er ikke afslutningen på min Camino.

Indtil da skal dagen i Santiago dog nydes. De 9 km vandring i dag, svarer jo til en hviledag. Det tror jeg min krop sætter pris på.

Klokken er 7.30. Pilgrimskontoret åbner kl.8.00. Der skal jeg have mit Compostela. Yves fortæller mig, at køen bliver lang i løbet af dagen, så jeg gør klogt i, at gå derned nu og vente den halve time indtil de åbner. Beredt med kaffe og en croissant, stiller jeg mig i kø ved kontoret, hvor der allerede er en håndfuld pilgrimme linet op. De ankom i går, og har ventet til i dag med at lade sig indskrive på kontoret. Stemningen er god i køen, der deles historier og latteren og de høje stemmer, vidner om euroforien der hersker her i byen, hvor pilgrimme afslutter deres færd.

Jeg kommer ind på kontoret, hvor en mand gennemgår mit pilgrimspas og stemplerne heri. Hver eneste dag er registreret med minimum et stempel fra alberguet. Nogle dage har jeg også fået stempler i kirker og andre steder jeg har gjort holdt. Hver eneste sted har deres eget stempel, og de er alle med til, at bevise min færd tværs over det nordlige Spanien. Jeg får mit Compostela, med mit latinske navn, Ioannam. Manden lykønsker mig med min færd og fortæller mig, at jeg er blandt de allerførste ankomne pilgrimme i dag. De vil derfor gerne invitere mig på en intim frokost med 9 andre pilgrimme efter pilgrimsmessen. Jeg havde faktisk hørt om den frokost for længe siden, men havde glemt alt om dens eksistens. Jeg skal helt klart med, for det er da en virkelig fin måde at markere dagen på. Overdragelsen af mit Compostela, skaber en følelse af tilfredshed i mig. Det her bliver en virkelig god dag!

Der er stadig noget tid til, at jeg kan checke ind i den lejlighed jeg har booket. Jeg går derfor tilbage til pladsen foran katedralen, for at følge med i livet, når flere pilgrimme ankommer hertil. Som jeg sidder der, får jeg pludselig øje på et velkendt par. Megan og Jason! Jeg foreviger deres skridt ind foran katedralen, og sidder stille på afstand og observerer deres omfavnelse. De er et enestående team, de to.

Jeg trisser lidt rundt i de gamle gader. Rundt om den kæmpe store katedral og studerer alle de fine Camino symboler den gemmer på. Symbolerne er overalt i byen. Det er hyggeligt bare at slendre rundt, suge indtrykkene til mig og lade det hele bundfældes.

Jeg får afleveret min rygsæk i receptionen hvor jeg skal bo, da vi ikke må have dem med ind i katedralen. Klokken er 10.30. Pilgrimsmessen er først kl.12, men jeg tænker det ikke er nogen skade til, at bruge lidt stille tid i katedralen og bare være for en stund. Da jeg kommer ind er de igang med en almindelig messe, så jeg placerer mig på en bænk og følger med. Jeg forstår ikke meget af, hvad der bliver sagt, men det betyder ikke noget. Der er rigeligt at kigge på. Katedralen er et fuldstændig imponerende bygningsværk og jeg bliver helt opslugt af alle detaljerne.

Jeg får øje på den store Botafumeiro der hænger ned fra loftet. Den er fastgjort med et kæmpe reb, som man ser på ankeret på gamle skibe. Det er røgelsesfætteren de svinger under pilgrimsmessen. Oprindeligt for at fjerne stanken fra pilgrimmene. Jeg tænker, at det egentlig også kan være et argument i dag. Det er i hvert fald ikke Bamseline, der bedst beskriver min odeur. Før i tiden var botafumeiroen i brug hver dag. I dag gøres det kun på helligdage og hvis kirken modtager en donation på 300€. Det er helligdag i morgen, men der er jeg på vej mod verdens ende. Jeg ville så gerne opleve den i brug. Da messen er ovre, rejser folk sig og går. Jeg kan derfor rejse mig og sætte mig på en bænk aller forrest ved alteret. Kort efter begynder katedralen igen, at blive fyldt. Det strømmer ind med mennesker. Jason og Megan kommer ind og tager taknemligt i mod de to pladser jeg har holdt til dem. Vi er virkelig spændte på messen. Jeg er på ingen måde religiøs, men alligevel bliver jeg grebet af den højtidelige stemning. Jason var alterdreng som barn og finder absolut ikke messer interessante. Han mener han har deltaget i de messer han skulle. I dag, lige i dag, er begejstringen og forventningens glæde dog stor, som hos en lille dreng før juleaften.

En lille nonne kommer ind og stiller sig oppe ved alteret. Her begynder hun på humoristisk og fin vis, at lære os pilgrimme en del af en hymne. Efter en stund holder hun inde. Der er helt stille i den kæmpe store katedral. Hun begynder at synge. Jeg bliver fuldstændig overvældet af hendes stemme. Aldrig har jeg hørt så smuk en sangstemme. Den er så ubeskrivelig ren og klar. Den minder mig om det krystalklare vand fra de naturlige kilder i bjergene. Deres klare lyd og rene smag. Deres kølige lindren på varme håndled. Som en lise for krop og sjæl. Det er det nærmeste jeg kan komme på en beskrivelse. Det lille menneske med en stemme så stor, som katedralen er smuk. Hun står bare deroppe, helt stille og fylder katedralen med den fineste klang, samtidig med at gruppen af præster og munke kommer gående ind. De bærer smukke hvide kjoler med røde velkendte symboler, fra min sidste måneds færd over Caminoen. Det er dybt bevægende og tårerne triller ned ad kinderne på mig. De begynder at nævne startstederne på Caminoen og hvilke lande der er ankommet pilgrimme fra i dag. “Saint Jean Pied de Port. Dinamarca. Australia.” De fortsætter opråbning af landende. Derefter næste startby og landene der her er repræsenteret i dag. Der er folk lige fra Taiwan til Danmark. Selvom jeg udemærket er klar over, at alverdens nationaliteter betræder Caminoen, da jeg selv har mødt mange af dem, er det alligevel som om det først går op for mig her. Caminoen giver genlyd ud i hele verden. Folk fra hele verden drages af den. De drager afsted når de hører den kalder. Fuldstændig som jeg har gjort. Det er dybt fascinerende. Messen fortsætter og jeg er fuldstændig opslugt af den. Ordet “peregrino”, det spanske ord for pilgrim, nævnes konstant. Jeg forstår ikke meget af, hvad der bliver sagt, men det er fuldstændig ubetydeligt. Hele stemningen er dybt bevægende og dragende. Indimellem afbrydes talerne af nonnens sang, og hele katedralen stemmer i på hymnes omkvæd. Det er hårrejsende smukt. Akustikken er helt fantastisk. Det er tid til nadver for katolikkerne. Jeg ved fra messen jeg observerede forinden, at det er sidste del inden afslutningen. Jeg har bogstaveligt talt tudet mig igennem en hel messe. Pludselig prikker Jason til mig, og peger over mod den ene søjle. Der står 8 munke i bordeaux farvede kåber og frigører rebet til Botafumeiroen. Den skulle jo ikke i brug i dag?! Sker det nu alligevel? Kort efter er de igang med, at sætte den i svingninger. De 8 store mænd ligger alle kræfter i, og trækker synkront i det kæmpe store reb, helt ned i knæ og op igen. De fortsætter taktfast og langsomt sættes den i sving. Den kommer højere og højere op og svinger fra side til side, på tværs gennem katedralen, imens en sød duft af røgelse spreder sig. Tårerne triller ned ad kinderne på os alle tre. Det er en kæmpe oplevelse og et vigtigt symbol på den religiøse del af Caminoen. Al den forløsning vi manglede ved ankomsten til Santiago i dag, kommer nu væltende tifoldigt. Jeg er ikke sikker på hvilke følelser det er. Jeg genkender dog taknemligheden og lyksaligheden. Resten har jeg aldrig følt før. Jeg ved bare, at alt er præcis som det skal være. Forløsningen er total.

Høj oven på messen, begiver jeg mig hen til frokosten. Restauranten er en del af det luksuriøse Parador hotel. Den ligger i kælderen, med indgang fra en lille dør, på pladsen ved katedralen.

Herinde mødes jeg med 5 andre pilgrimme, hvor vi nyder en formidabel 3 retters menu. Vi er på ingen måde klædt fint nok på til stedets omgivelser, men de har jo selv inviteret os. Snakken går lystigt med de andre pilgrimme, hvor vi hver især deler særlige minder og oplevelser fra vores færd på Caminoen. Det er imponerende hvordan 6 forskellige pilgrimme, kan drage hjem med så forskellige, dog alle fantastiske, oplevelser, når vi alle har vandret den samme vej. Det viser blot at ingen caminoer er ens. Hver pilgrim har sin egen oplevelse og Caminoen bidrager med lige præcis det, den enkelte har brug for.

Resten af dagen bruger jeg på at slentre rundt i gaderne, afbrudt af lidt hvil til kroppen, som skal være klar til vandring igen i morgen. Jeg møder mange kendte ansigter i løbet af dagen. Der er så meget liv i byen. Folk danser på pladsen foran katedralen. Gademusikanter spreder stemning i de små gader. Allerede ankomne pilgrimme sidder i klynger og klapper og hujer, af de pilgrimme der kommer gående ind foran katedralen for første gang. Santiago er ikke en særlig stor by, men den er noget helt særligt.

Jeg mødes med Megan og Jason til tapas om aftenen. Vores sidste aften sammen, inden jeg begiver mig videre og vores veje skilles på Caminoen, for sidste gang. Det har været en fantastisk dag. Jeg er fyldt op af indtryk, gode følelser og føler mig helt klar til at fortsætte i morgen. Jeg er glad for, at jeg nåede til Santiago. Selvom messen gav mig forløsning, er jeg ikke klar til at rejse hjem endnu. I morgen sætter jeg igen den ene fod foran den anden, og begiver mig på vej. Ud til verdens ende.

Jeg vågner badet i sved og med en tung fornemmelse i kroppen. Den begyndende forkølelse jeg bemærkede i går, har vist fået tag i mig. Jeg får behandlet mine vabler og begiver mig afsted på dagens vandring. Jeg ved at der venter mig 30+ km. Jeg har booket overnatning ca. 10 km fra Santiago, så jeg kan ankomme i ordentlig tid lørdag morgen og nyde roen, inden byen vågner. Kroppen er tung og vablerne ømme. Det værste er dog svedturene og min brændvarme hud. Jeg er taknemlig for at det er overskyet i dag og kun omkring 14 grader. Den her tur havde været strid i 28 graders varme. For første gang på turen, tager jeg musik i ørerne for en stund. Jeg har brug for noget der kan fjerne fokus fra kroppens utilpashed. Det her er vist det man kalder en fysisk off-dag på Caminoen. En af de dage man skulle have gjort til en hviledag. Det virker i hvert fald som om min krop ville stemme for det. Mit sind er dog ikke enig. Jeg hører til herude på vejen. Utilpashed eller ej, her har jeg det bare virkelig godt mentalt. Jeg er i en vedvarende tilstand af frihed, taknemlighed og lyksalighed. Det slår mig, at det nok er dét, der driver mig herude. De følelser bærer jo på den vildeste energi! Når jeg føler dem, kan end ikke vabler, knæproblemer eller feber afholde mig fra fremdrift. Dét er hvad der bærer mit drive! Frihed. Taknemlighed. Lyksalighed.

Jeg er igang med de sidste kilometer på Caminoen. Det gør mig en smule vemodig. Jeg har svært ved, at forholde mig til, at jeg snart skal rejse hjem. Hvordan samler jeg alt det jeg har erfaret og erkendt herude, og får det integreret i min hverdag derhjemme? Det er naivt at tro, at jeg kan kopiere denne livsførelse en til en, når jeg kommer hjem. Jeg tror heller ikke det er meningen. Jeg vil bare gerne bevare min sindstilstand. Jeg vibrerer virkelig højt herude, fordi jeg har været fuldstændig tro mod mit hjerte hele vejen. I mødet med andre og i mødet med mig selv. Jeg er forandret. Ingen tvivl om det. Mine værdier er blevet vendt og drejet. Kigget på og analyseret. Nogle har jeg efterladt et sted på vejen, nye er kommet til og andre har jeg bevaret. Mange af de erfarne pilgrimme jeg har mødt, har berettet om hvordan Caminoen fortsætter efter hjemrejsen. Den mentale Camino er en process, der videreføres når man genoptager hverdagen derhjemme. Den kan efter sigende vare ved længe. Det giver god mening for mig. Jeg tror jeg må lade tiden arbejde for mig, når jeg kommer hjem. Jeg må langsomt finde metoder til, at integrere mine nye erfaringer, erkendelser og tilgang til livet, i min hverdag.

Som timerne skrider frem og kilometerne tilbagelægges, får kroppen det langsomt bedre. Jeg møder ikke så mange pilgrimme i dag, som vi gjorde i går. Jeg går måske forskudt af dem. Mange følger de anbefalede dagsetaper, og tilbringer nætterne i de byer som anbefalingerne foreslår. Jeg undgår som regel de byer, og går forskudt af anbefalingerne. Jeg går oftest længere strækninger og ender dermed i små landsbyer, som jeg foretrækker, men som mange andre blot entrerer for en kop kaffe og et hvil på dagsetapen. Det passer mig ganske fint, at vandre stille afsted alene i dag.

Efter knap 8 timers vandring, er jeg fremme ved det sted jeg har booket for natten. 33 km længere fremme på Caminoen og nu kun 9 km fra Santiago. Efter en stor frokost og lidt tøjvask, mærker jeg trætheden overmande mig og jeg fryser. Jeg pakker mig ind i sovepose og tæpper, og vågner halvanden time senere. Der er ingen tegn på bedring. Min krop er øm og træt. Jeg tror jeg må tilbage i soveposen og sætte min lid til en lang nattesøvn. I morgen tidlig venter Santiago, og jeg tror på, at jeg vågner med en nulstillet og frisk krop, der er klar til de sidste kilometer på Camino Francés. Hvis ikke, kan jeg altid bringe 80/20 reglen i anvendelse og skrue helt op for mit indre drive, så bærer det mig også de sidste 9 km til Santiago de Compostela, i en tilstand af frihed, taknemlighed og lyksalighed.

Jeg vågner i det kolde værelse, med et knæ i betydelig bedring og en øm hals. Det er super! Knæet har jeg mere brug for end halsen, så det er et helt fint bytte for mig. Jeg begiver mig glad på vej, i de tidlige morgentimer. Dem bliver jeg aldrig træt af. De bærer på en helt særlig stemning.

Efter 8 km ankommer jeg til en lille by med et albergue. Ude foran kan jeg i tusmørket ane en velkendt blå jakke og en stor hat. “Good morning Jason!”. Han møder mig med et kram og stort grin over min tidlige morgenfærd, som efterhånden er blevet mit kendetegn. Inden for er Megan igang med at indtage morgenmaden. De beder mig slutte sig til dem og få lagt en god bund til dagens vandring.

Vi begiver os afsted videre sammen. Mit knæ har det rigtig godt, så nu kan vablerne selvfølgelig mærkes igen. Megan er også presset på vabler. Det hindrer os dog ikke i, at vandre afsted i højt humør, gode historier og interessante samtaler. De er eminent godt selskab, de to.

Vi kan tydeligt mærke, at vi nærmer os Santiago. Antallet af pilgrimme på vejen er stigende. For at modtaget et Compostela i Santiago, skal man minimum have vandret de sidste 100 km eller de sidste 200 km til hest eller på cykel. Rigtig mange pilgrimme vælger derfor at starte i Sarria, som ligger 110 km fra Santiago. De fleste af dem kan kendes på deres små rygsække, der ikke kan indeholde mere end en trøje, vand og lidt proviant. Mange af dem får deres bagage transporteret fra albergue til albergue. Vi falder ikke i snak med dem på samme måde. Vi hilser dem venligt “buen Camino”, men det er som om de ikke er synderligt interesserede i, at indlede samtaler med os. Ærligt, så tror jeg heller ikke vi indbyder til det. Ikke engang Jason, falder i snak med dem på vejen.

Megan og jeg må flere gange gøre holdt for at lufte tæer og skifte strømper. Det er varmt og vores vabler forværres, som fødderne hæver. Megan hjælper mig med, at få pakket mine tæer ind i hiking wool. Endnu en ny metode til vabler. Det er uld, som vikles om det udsatte sted, helst inden det bliver til vabler. Varmen og fugten får det til at forme sig og bliver nærmest til filt. Jeg håber det virker på mine nye hot spots og går optimistisk videre, nu med et halvt får i den ene strømpe.

Vi kommer til at tale om, at vi ikke rigtig har taget nogle billeder i løbet af dagen. Det er som om, vi bliver forstyrret i naturoplevelserne, af alle de nye pilgrimme der suser afsted, uden tid til samtale. “Freshies” kalder Megan dem. Vi er enige om, at vi har respekt for alle der begiver sig ud på en pilgrimsvandring, uanset distancen. Vi må dog også erkende, at vi nok ikke er på samme frekvens. Jeg fortæller om et par kvinder jeg talte kort med i går. De var startet i Sarria. De spørger ind til min Camino og hvad jeg synes om det. Jeg fortæller, at det har været nogle ubeskrivelige uger, både hvad angår naturoplevelser og mennesker jeg har mødt. “Der er så meget kærlighed, omsorg og respekt her på Caminoen. Alle de mennesker der går herude, med alle deres inspirerende historier, fylder bare en med taknemlighed for det hele. Det er virkelig livsbekræftende”. De to kvinder kigger mistroisk på mig, og konstaterer, at det ikke er deres oplevelse. Nej, men nu spurgte de jo til min oplevelse. Det kræver måske lidt flere dage, inden man får Caminoen helt ind under huden, på mere end det fysiske plan. Vi skal ikke sammenligne pærer og bananer. Vi er alle pilgrimme. Vi er alle Caminovandrerer. Der er plads til os alle. En pilgrim der har vandret i 2 dage og en der har vandret i snart 4 uger, er nok bare ikke på helt samme frekvens herude. Det er helt forståeligt og helt ok.

Det stigende antal pilgrimme gør også, at vi skal være opmærksomme på overnatningsmuligheder. Jeg har for det meste foretrukket ikke at booke på forhånd. Dette fordi jeg har udfordret mit kontrolbehov herude, og fordi jeg gerne ville se hvor dagen bar mig hen. Hvis vi fortsat gerne vil bruge mange timer på vejen og dermed ankomme sent, er vi nødt til at planlægge lidt, så vi ikke skal bekymre os om overnatning når dagen går på hæld. Mange slutter deres dage omkring kl. 13-14, samtidig med at alberguet åbner. Jeg vil hellere bruge min tid ude i naturen end på et albergue, så det er ikke atypisk for mig, at ankomme kl. 17. Megan er heldigvis en formidabel planlægger, så hun har booket senge til os i Rabadiso.

Vi er næsten fremme ved dagens destination. Vi skal over en lille flod inden vi ankommer til alberguet 1 km længere fremme. Ved floden øjner vi straks muligheden for at køle vores ømme, vabelbefængte og hævede fødder i vandet. Det er isende koldt! Det føles på samme måde som når man hælder varmt vand over iskolde hænder – blot med omvendt fortegn. Vi kan ikke holde ud, at have fødderne i vandet særlig lang tid ad gangen. Samtidig er det en enormt tilfredsstillende følelse. Jason har også døjet med sit knæ de seneste dage. Han er overbevist om, at det kølende vand vil gøre os godt. Jeg er noget tilbageholdende. Jeg har mine fødder i vandet, og smerten er nærmest uudholdelig mere end 1 minut ad gangen. Jason hopper i og anstrenger sig for ikke, at afsløre hvor kold en oplevelse det er. Jeg har virkelig været træt af mit knæ, så jeg lader mig overtale. Det er koldt. Meget koldt! Smerterne i ben og fødder fortsætter efter vi er kommet op af vandet, men belønningen kommer så snart varmen er tilbage. Vores fødder og ben føles som nye da vi kommer til alberguet.

Megan har fundet det skønneste albergue til os. Selvom den sidste kilometer er en opstigning, så er det hele indsatsen værd. Her er der udsigt over byen, udendørs fodbad (!) og kolde øl. Vi mangler intet! Det har været endnu en skøn dag, med varme, nye vabler og gode venner. Endnu en dag hvor jeg bliver bekræftet i, at hjerne og krop kører med en 80/20 regel. 80% af styrken er i hjernen, de sidste 20% henter jeg i benene. Hvis jeg bare kan holde min energi og humøret højt, fjerne fokus fra smerterne, så tilbagelægges 41 km også, med tilfredshed og følelsen af atter en god dag. Jason sender en besked til vores gruppe med Annika og Sean, med hans konklusion på dagens vandreindsats: “Janni is a freak, Megan is a trooper… and I’m a male”. Jeg vil dog tilføje, at Jason i den grad også præsterer imponerende herude. Han har taget sit læs af vabler, dette uden brok. Jeg har set mænd tude over væsentligt mindre, end det Jason har været udsat for, på daglange vandreture i kuperet terræn. Langt de fleste jeg har gået med, har været plaget af enten vabler eller knæproblemer undervejs.

De sidste 10 km på dagenes vandringer er oftest de hårdeste. Kroppen er træt, fødder og vabler er ømme, og varmen sløver os. Følelsen når man ankommer til dagens destination, smider støvler og strømper og nyder en kold fadøl, er dog altid det hele værd. Følelsen af, at have udført endnu en præstation, bringer fornyet energi. Efter en times tid på denne måde, er hjernen ofte klar til at gå videre. Det er kun indtil man rejser sig op, og mærker stivheden i ben og ømheden i fødderne. Dér overbeviser kroppen en om, at det nok er bedre at vente til i morgen. Dér vendes 80/20 reglen på hovedet, for en stund.

Jeg lister tidligt afsted fra alberguet. Mit knæ er ikke på toppen, men efter en halv times opvarming går det alligevel fint.

Jeg vandrer gennem fine skovområder, som kortvarigt afbrydes af lige så fine små landsbyer. Som antallet af tilbagelagte kilometer øges, forværres knæets tilstand. Jeg falder i snak med en hollandsk pilgrim, og spørger om han tilfældigvis skulle vide noget om fysiologi, knæ og muskler. Det gør han desværre ikke, men han har en salve, som jeg meget gerne må prøve. Jeg får masseret knæet med salven og krydser fingre for, at effekten vil vise sig.

Jeg har mange gange tænkt, hvad det er der driver os frem her på Caminoen. Vi har sikkert alle vores forskellige årsager. Jeg har vandret hver dag. Nogle dage dog længere end andre. Jeg har haft vabler siden dag 2 mellem Roncesvalles og Zubiri. Vablerne har varieret i smertegrad, men jeg har ikke haft én dag uden smerter. Jeg har haft dage, hvor jeg har humpet mere end gået normalt. Jeg har også vabler i dag, men jeg bemærker dem ikke rigtigt, da smerterne i knæet er værre. Så hvad er det der gør, at jeg hver eneste morgen står op og følger samme procedure? Behandler vabler og taper dem ind. Sætter sportstape på udsatte steder, som forebyggelse mod nye vabler. Masserer mine ben i Voltaren, sluger 600 mg iboprefen, snørrer vandrestøvlerne, smider rygsækken på ryggen og begiver mig afsted. Dette altid i godt humør og med god energi. Det er som en indre ild, der driver mig frem. Jeg har svært ved at sætte ord på det. Caminoen har givet mig så mange fantastiske oplevelser, både indre og ydre. Jeg er altid nysgerrig og spændt på, hvad der venter mig når en ny dag gryr.

Det føles som om, det ikke er en mulighed, ikke at gå. Jeg skal ikke være nogle steder, jeg skal egentlig heller ikke nogle steder hen, men alligevel begiver jeg mig hver dag afsted, fordi jeg kan. Det er en fod foran den anden. Det er som et uopdaget drive i mig. Jeg er bevidst om, at mit drive er en af mine styrker. Når jeg sætter mig noget for, når jeg det som regel også. Jeg er en kæmper. Det drive har hjulpet mig mange gange gennem livet. Det er dog på en anden måde herude. Det har en anden styrke og kraft. En anden energi. Jeg har aldrig presset min krop på samme måde før. Hvis jeg har vabler derhjemme, kunne jeg ikke drømme om, at begive mig ud på en gåtur. Herude gør jeg det hver eneste dag, uden betænkeligheder. Jeg har ikke haft andre mål eller ønsker end at gå. Så jeg går. Hver dag. Jeg må finde ud af hvordan jeg kan fremkalde det drive i andre situationer.

Jeg når 100 km stenen i løbet af dagen. Jeg stopper op og kigger lidt på den. Jeg tager et billede og sender det hjem til min familie med teksten: “Er det tilladt at tude lidt?” Det mener de det er, hvis det er over stolthed og glæde. Stolthed. Jeg ved ikke om jeg er stolt. Jeg er tilfreds med mig selv og min krops indsats. 100 km tilbage. Der kommer den ambivalente følelse igen, og det er den, der får tårerne til at presse sig på. Jeg er tilfreds med mig selv. Jeg har gået en virkelig lang tur. Jeg er dog også ramt af vemodighed over, at denne ubeskrivelige og livsbekræftende livsførelse også får en ende. Om ca. 100 km.

Santiago de Compostela nærmer sig nu med hastige skridt. Jeg kan mærke, at jeg gerne vil nå dertil. Det har ikke tidligere været et mål for mig. Jeg ville bare gerne gå. Vejen var målet, og den har jeg været på hver dag på min rejse. Det er stadig det primære for mig, men jeg tror jeg har brug for en afslutning. Det ville være mærkeligt, at stoppe nu. Jeg tror det ville føles uforløst. Jeg har næsten vandret tværs over Nordspanien. Jeg tror Santiago vil binde en fin sløjfe på min rejse.

Mine smerter bliver værre, som dagen skrider frem. Jeg holder mange pauser og jeg går langsomt. Jeg ankommer til Portomarín. Caminoen går ikke gennem byen, men jeg er ved at løbe tør for vabelremedier og kontanter, så jeg skal ind til byen. Jeg krydser broen over til byen. Der mødes jeg af en meget lang og stejl gammel stentrappe. Den trappe leder op til byen. Den by som jeg skal ind i, hvis jeg skal kunne betale for kost og logi i nat. Den trappe er det sidste jeg og mit knæ har brug for i dag. Der er ikke noget at gøre. En fod foran den anden. Et trin ad gangen.

Jeg klarer trapperne og mine ærinder i byen, og tager mig tid til kaffe og et hvil, imens jeg følger med i livet på byens marked.

Jeg begiver mig videre. Min krop er træt og jeg er træt. Smerterne er virkelig stride og det er koldt. Jeg beslutter mig for, at næste by jeg ankommer til bliver destinationen for i dag. Jeg er fuldstændig ligeglad med om det er et hotel og hvad en overnatning koster. Jeg skal bare have mig et bad og en seng. Efter ca. 8 km ankommer jeg til Hospital de la Cruz. Jeg er nu indskrevet på et eneværelse på byens hostel. Værelset er virkelig koldt, men jeg tænker et varmt bad og en virkelig lang nattesøvn, kan hjælpe på både kulde og knæproblemer. I morgen venter atter en dag på Caminoen, og jeg er sikker på den bliver fremragende.

Vi vandrer hele gruppen afsted sammen, på den smukkeste morgen. Megan, Jason, Sean, Annika og mig. Sean og Annika var på alberguet, da vi ankom i går aftes. Annika er nyt bekendtskab for mig. Hun har vandret med de 3 andre, tidligere på Caminoen og mødtes med Sean tidligere på dagen, i går.

Vi er højt oppe. Seans højdemåler melder 1.300 meter. Det er så højt, at skyerne i dag er under os. Synet er fuldstændigt ubeskriveligt. Vi kan slet ikke sætte ord på, hvor fantastisk en oplevelse det er. Jeg har aldrig før oplevet, at være over skyerne på den måde. Der er skyfri himmel over os, og nede i dalen er der overskyet. Jeg er ordløs! Det bliver en langsom start på morgenen, for vi vil alle nyde dette spektakulære syn, så længe som muligt. Minut for minut ændrer udsigten sig, efterhånden som solens varme tiltager i styrke og skyerne langsomt opløses. Galicien skuffer bestemt ikke!

I løbet af dagen går og taler vi sammen på kryds og tværs i gruppen, samtidig med at vi beundrer og deler de fantastiske omgivelser.

Annika og jeg falder i snak. Hun er en intelligent og sjov pige. Hun bander, svovler og drikker tilsyneladende alkohol i et omfang, hvor selv jeg må smide håndklædet i ringen og blot bøje mig i respekt. Hun er fra Estland, men bor i Bruxelles. Da jeg spørger hvad der har bragt hende dertil, må jeg spørge en ekstra gang, da jeg er sikker på jeg har misforstået hende. Hun er diplomat i Bruxelles og har iøvrigt en PhD i international law. Det havde ikke været mit første gæt. Jeg bliver atter bekræftet i min efterhånden ofte brugte sætning på Caminoen: “Don’t judge a book by its cover!”

Vi kommer til at tale om feminisme og ligestilling. Vi er enige om, at vi er for ligestilling. Vi diskuterer dog den trussel kampen om ligestilling udgør mod kønnenes forskelligheder. Både Annika og jeg ved, at vi og vores veninder ryger under betegnelsen “stærke og selvstændige kvinder”. Det har vi udvist flere gange i livet. Hvis Annika og jeg skulle møde modstand på den påstand, kan vi nøjes med at tage udgangspunkt i vores Camino. Vi er begge draget alene afsted, uden vandreerfaring og har snart gået tværs over det nordlige Spanien. Hvis det ikke kræver både styrke og selvstændighed, så har jeg brug for, at få genopfrisket definitionen af de to begreber. Uanset, så er vi enige om, at “stærke og selvstændige kvinder”, til tider kan føles lidt som kritik. Som teflonbelagte skabninger der konstant bærer en kan-selv, vil-selv og gør-selv attitude, uanset hvad livet bringer os. Blot fordi vi er i stand til, at klare os selv og udviser styrke, betyder det jo ikke, at vi ikke vil passes på i vores sårbarhed. Det ene udelukker ikke det andet.

Jeg er efterhånden blevet ret erfaren i, at vandre med mænd der er noget ældre end mig selv. Blandt andre Doug, Mark og Brian. Fællesnævneren for dem, er deres evne til, at agere som gentlemen. Det er små handlinger, som man måske ikke ville bemærke, hvis man var vant til det. De holder døren for mig, sørger for at de går yderst på vejen, når vi skal vandre langs trafikerede landeveje, løfter rygsækken fra jorden og hjælper den over skuldrene efter et hvil, og så videre. Alle disse små handlinger, der falder dem helt naturligt. Jeg har aldrig været mindre feminin, at se på, end jeg er herude. Den eneste detalje er, at jeg oftest vandrer i nederdel. Alligevel formår de, at få mig til at føle mig meget feminin. Jeg føler mig passet på. Det virker som om, det bare er en helt naturlig del af deres adfærd. En særlig adfærd for deres generation. De virker ikke som om, at de ser stærke og selvstændige kvinder som en trussel mod deres køn. De udgør i hvert tilfælde ikke en trussel mod kønnenes forskelligheder. Jeg erindrer ikke hvornår en jævnaldrende mand sidst har holdt døren for mig.

Det bliver en lang snak om emnet, hvor vi hver især får tilført nye tanker og perspektiver til hinandens anskuelse heraf. Vi konkluderer til sidst enstemmigt, at stærke og selvstændige kvinder på ingen måde, er noget der skal nedtones. Det kræver blot lige så stærke mænd. Det kræver at vores generations mænd, tør og gider agere som mænd. Så skal vi nok skrue lidt mere op for de feminine dyder og stryge en skjorte i ny og næ. Det er selvfølgelig en nem konklusion, at nå frem til, når der ikke er nogle jævnaldrende fyre til stede, der kan gå til modangreb. Det er nok godt det samme. Bare lige i dag, for vi er også enige om, at den konklusion skal fejres med en flaske hvidvin ved dagens destination. Den fejring kunne jo være i fare for aflysning, hvis vi pludselig skulle til at forholde os til modargumenter.

Mit knæ bliver mere og mere presset sidst på dagen. Jeg tror det er en muskel, jeg fik gjort et eller andet ved i går. Opstigningerne sidst på dagen er en udfordring for os alle, da vores kroppe er trætte. Til sidst er jeg så udfordret af smerter, at jeg har fat i min vandrekæp med begge hænder, lægger al min vægt i den, og humper op ad stigningen. Indtil Sean får øje på det, da han vender sig om. Han er fluks nede hos mig, tager min vandrekæp og rækker mig sine vandrestave: “we need to take some pressure off that knee, Janni!” Apropos gentlemen. Ja, jeg skriver jo bare hvad jeg oplever.

Ankommet til Barbadelo konkluderer vi alle enstemmigt, at det har været en fantastisk dag. Galicien skuffer ikke, det har været en af de smukkeste vandringer vi har oplevet. Vi er helt høje på dagens oplevelser.

Vi går til middag på det hyggelige albergue. Hospitaleraen signalerer ikke lige frem begejstring over vores tilstedeværelse. Umiddelbart tænker jeg, at hun hellere ville være alle andre steder, end her på alberguet i Barbadelo. Den første halve time ignorerer hun vores bord, bort set fra de øjeblikke hvor hun beder os dæmpe vores eller meget tilforladelige og afdæmpede snak ved bordet. Jason og jeg kan ikke lade være med, at more os over situationen. Jo, mere vores medpilgrimme forarges over hendes behandling, jo mere morer vi os. Jason, der som nævnt, kan charmere hvert et menneske på sin vej, er virkelig udfordret. Han kigger på mig: “We will kill this with kindness!”. Jeg er helt med på den strategi. Det er den eneste strategi. Jason skruer helt op for charmen. Det er muligt at mit spanske sprog har store mangler, men Jason er helt på afveje. Han er usandsynligt ringe til spansk. Han taler det dog gladeligt og entusiastisk. Problemet er bare, at han opfinder sine egne ord. Spanierne har ingen anelse om, hvad han siger. Det har hospitaleraen heller ikke. Vi bliver ved med, at smile og tale venligt til hende, når hun henvender sig ved vores bord. Vi roser maden og stedet, i en mindre køn blanding af spansk og engelsk. Langsomt lykkes det os faktisk at få lidt få anstrengte smil fra hende. Selv et kæk blink modtager jeg, da hun laver fagter bag Jasons ryg. De andre ved bordet synes stadig hun er uforskammet. Jeg tror bare det er hendes facon. Derudover tror jeg også hun synes det er anstrengende, at tale med os, når nu vores spanske er så ringe.

Alberguet er virkelig hyggeligt. Her bor muligvis Nordspaniens sødeste hunde. Jeg kunne kysse dem alle i stykker og slæbe dem med ind i køjen. De er møgbeskidte og helt nuttede. Jeg tror de er hospitaleraens svage punkt. Hun smiler i hvert fald stort til mig, da jeg sætter mig ned og snakker med dem uden for, efter aftensmaden. Jeg tror dog ikke jeg har slået det hele så meget ihjel med venlighed, at hun vil se gennem fingrene med, at jeg slæber en enkelt eller to med op i køjen. Jeg tænker det er bedst ikke, at teste det. Jeg ønsker hende i stedet smilende godnat og er kravlet alene til køjs.

I dag venter en meget stejl stigning, op til O’Cebreiro. Det er ca. 10 km opad. Vi har hørt rygter om, at de første 5 km tager 2 timer. Først har jeg dog 10 km på noget mere fremkommeligt underlag. Dagens udfordring kræver lidt ekstra behandling af vablerne fra morgenstunden. De bliver behandlet med jod og tapet godt ind. Jeg må starte ud i sandaler, indtil jeg kommer til stigningen. Der må jeg skifte til de store grimme sko igen. Varmen er hård ved fødderne, som hæver voldsomt op. Jeg foretrækker ellers mine vandrestøvler, fordi de stabiliserer mine ankler på de ujævne stier.

Turen op er hård ved mine fødder og det er virkelig varmt allerede kl. 10. Min kondition og ben er dog gode, så turen går noget hurtigere end forventet. Efter 2 timer mangler jeg blot 2 km til toppen.

Jeg træder i dag ind i Galicien. Den smukkeste af regionerne på Caminoen, i følge de fleste jeg har talt med. Jeg har svært ved at forestille mig, at Caminoen kan blive smukkere, end det jeg allerede har oplevet de sidste mange dage.

Nogle vælger at ride op til O’Cebreiro. Jeg kan ikke undgå, at være lidt bekymret for de heste der skal bære pilgrimme derop. Underlaget er ekstremt ujævnt og meget stejlt. Selvom de er vant til at færdes i disse områder, er jeg dog ikke overbevist om, at deres hove og foderstand er gearet til det. Jeg tror jeg har set for mange usoignerede heste i den sydeuropæiske turistindustri gennem årene, til at jeg kan kalde mig fordomsfri på det område. Ankommet til toppen, bliver min bekymring dog gjort til skamme. De ser faktisk relativt velplejede ud og både hove og foderstand synes acceptable. De ser lidt trætte ud, som de står der i skyggen, men det gør jeg vist også.

Jeg finder Jason og Megan i O’Cebreiro. Det er tid til frokost, inden vi sammen begynder nedstigningen. O’Cebreiro er den fineste lille by, og vi føler vi er landet i en scene fra Ringenes Herre.

Vi begynder nedstigningen. Tror vi. Det går ikke kun nedad. Turen videre er noget hårdere end vi mentalt er indstillet på. Heldigvis er selskabet formidabelt. Jason og Megan er typiske australiere. Særdeles venlige, interesserede og humoristiske.

Jason er typen der flirter med alle. Det er ikke påtaget, det er blot sådan han er. Han er nysgerrig på mennesker og han taler med alle, han kan komme i nærheden af. Jeg tror vitterligt, at Jason kender stort set samtlige pilgrimme, han har passeret på sin vej. Hans nysgerrighed på mennesker, bringer ham konstant i snak med nye folk. Jeg synes virkelig jeg har talt med mange spændende mennesker på min færd. Jeg har dog samtidig prioriteret at vandre alene, hvilket også har gjort, at mange blot er blevet mødt med et smil og et “Buen Camino” fra mig. Jason har ikke samme behov for at vandre selv. Det er dog til glæde for os andre, for han deler gerne de historier han opfanger på sin vej, og bringer dermed yderligere læring og inspiration videre til os andre. Megan er Jasons modsætning på mange områder, men absolut lige så venlig, omsorgsfuld og interesseret. Hun er mindre opsøgende og nyder at vandre i egne tanker. Det er Megan der har styr på al logistikken på deres rejse. Man skal dog ikke tage fejl af hende, hun er en stærk og sej kvinde, virkelig underholdende og meget inspirerende at tale med. På mange måder minder de mig om mine forældre. De er meget harmoniske, nyder hinandens selskab og balancerer både humor og kærlighed på en beundringsværdig måde. De har tydeligvis stor respekt for hinanden. De rummer hinandens forskelligheder med både forståelse og værdsættelse. De er opbakkende i forhold til hinandens drømme og støtter hinanden fuldt ud i de mål de hver især sætter sig. Desuden taler de faktisk oftere om, hvor meget de savner deres elskede hund, end savnet af deres 3 børn i alderen 20-24 år, der passer huset i Sydney. Megans baggrundsbillede på telefonen er af hunden. Ikke af børnene. Jo, de minder faktisk virkelig meget om mine forældre.

Videre på eftermiddagens færd, stopper Jason pludselig op og vender sig om, mod Megan og mig: “Wow, do you know where we are?” It’s the statue from my vision board!”. Vi nærmer os en gigantisk statue af en pilgrim. Jeg kigger spørgende på ham. Jason fortæller, at han for 6 år siden, var inde i en periode hvor han havde svært ved, at prioritere sin energi rigtigt og han følte livet kørte på autopilot. Han opsøgte en coach, der introducerede ham til metoden med, at lave et vision board. På denne tavle skulle han sætte billeder op, af alt det der var vigtigt for ham og de drømme han drømte om at udleve. Jason begyndte straks at fylde tavlen med alverdens ting og personer. Den var dækket af billeder. Månederne og årene gik, og vision boardet gav ham mere en nedtrykt følelse end egentlig motivation, når han kiggede på det. Fordi han ikke formåede, at opfylde nogle af drømmene, ej heller prioritere tiden rigtig til de personer der var vigtige for ham. Han kunne slet ikke overskue hvor han skulle starte, med alle de billeder.

En dag for 2 år siden, tager han stort set alle billeder ned fra tavlen. Få får lov at blive hængende. Billeder af hans kone og børn, hans gamle mor og hans nære venner. Derudover var der billeder af surfing og vand. Fordi han gerne vil bruge endnu mere tid på, at surfe og fordi han mener han bør drikke mere vand. Mount Everest drømmer han om, at bestige, så det fik også lov at blive hængende. I midten af tavlen, hænger et billede af statuen. Det har hængt der hele tiden. Billedet fandt han da han googlede Caminoen, under udarbejdelse af vision boardet for 6 år siden. Han har ikke anet hvor denne statue var på Caminoen, om den overhovedet var der. Statuens signalering af styrke og målrettethed, tiltalte ham dog så meget, at den blev symbolet på Caminoen for ham. Nu står han her, foran den statue han har kigget på hver dag i 6 år.

Det er et stort øjeblik for Jason. Det kan vi både forstå, se, mærke og høre. Jeg er virkelig taknemlig for, at få lov at opleve øjeblikket med ham. Det er både inspirerende og rørende.

Det er et meget fint eksempel på, at de mål og drømme vi visualiserer eller noterer ned, bliver dem vi har fokus på, og dermed ofte dem vi formår at opfylde og nå. Jeg ved nu, at jeg skal bruge sommeren på, at lave mit eget vision board.

De sidste 10 km er næsten ved, at gøre det af med os. Vores kroppe er trætte og vi er løbet tør for vand. Vi forsøger at holde humøret højt og hjælpe hinanden med at fokusere på fremdriften. Til sidst er der en ekstremt stejl stigning, men på toppen ligger en bar – og de har vand! Efter en kort drikkepause, rejser jeg mig op og kan mærke et voldsomt jag over mit højre knæ. Det her er vist ikke så godt. Der er heldigvis kun 3 km til næste by. Jeg håber virkelig at ibuprofen og Voltaren er kuren, og det er ovre i morgen. Ankommet til Fonfría, overmander trætheden mig. Jeg er klar til at gå direkte til køjs. Et let måltid mad, som mere bliver indtaget for kroppens skyld end fornøjelsens, er dog nødvendigt inden jeg kalder det en dag. Jeg ved min krop har brug for energi, oven på dagens hårde vandring, men appetitten er ikke stor. Til gengæld er underholdningen fin, da den lokale landmand leder køerne hjem til stalden for natten. Det foregår gennem landsbyens hovedgade. Rettere, den eneste gade. Jeg knuselsker altså stemningen i de små spanske bjerglandsbyer!