Jeg begiver mig på vej kl. 05. På vej ud på mine sidste kilometer på Caminoen. På vej mod verdens ende. Det er en smuk vandring ud af byen, langs vandet, som ligger blikstille. Jeg begiver mig op i et kulsort skovområde. Pandelampen kommer i brug for sidste gang.

Jeg vandrer langsomt afsted på grusstier. Den velkendte lyd af grusets knirken under mine støvler. Den nye duft af havet der blander sig med duften af de blomstrende buske. Solen står langsomt op, og naturens farver træder stille tydeligere frem. Sikke en smuk morgen. Sikke smukke kulisser til mine sidste kilometer på Caminoen.

Mine tanker kredser igen omkring alle de oplevelser, alle de mennesker og alle de erkendelser jeg har mødt på min vej, de sidste 30 dage. Her går jeg på månedsdagen for min start på Caminoen i SJPP. Jeg ved jeg er forandret. Jeg er i ro med mig selv og alt hvad jeg står for. Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er for alle. Jeg ved også, at alle ikke er for mig. Det er helt ok.

Jeg kommer nærmere og nærmere Finisterre. Jeg går med solopgangen og synet er enestående. Hvor lever de i smukke omgivelser, herude nær verdens ende.

Jeg ankommer til Finisterre og finder en lille cafe, hvor jeg kan nyde min kaffe og morgenmad. Ganske som alle andre dage på Caminoen. Forskellen i dag er blot, at jeg vil nå dagens destination om 3 km, i stedet for 30 km.

Jeg begiver mig videre på de sidste 3 km ud til kysten. Hvert et smertefuldt skridt er en nedtælling til afslutningen på min Camino. En fod foran den anden. En fod foran den anden.

Pludselig står den foran mig. 0,000 stenen. Jeg er nået til verdens ende. Jeg er tom for ord. Jeg aner ikke hvordan jeg skal beskrive den følelse jeg sidder med, da jeg stiller min rygsæk og vandrekæp ved 0,000 stenen og sætter mig udmattet ned. Jeg ved bare, at jeg netop er ankommet til verdens ende. Jeg har vandret fra Frankrig, over Pyrenæerne, krydset grænsen til Spanien og med en fod foran den anden, vandret tværs over Nordspanien, ud til havet. 920 km. Ud til verdens ende. Jeg har vandret med vabler, knæproblemer, feber og til sidst skinnebensbetændelse. Jeg har på intet tidspunkt overvejet at stoppe. Jeg har været drevet frem af de tre vedholdende følelser. Frihed. Taknemlighed. Lyksalighed. Jeg har ikke haft en bekymring i verden. Jeg er gået fra indre uro til fuldkommen fred i sindet.

Det er det klogeste valg jeg nogensinde har truffet. At handle da jeg hørte Caminoen kalde, den morgen. At lytte til min intuition, som jeg på fineste vis er blevet opdraget til. At stole på min intuition, fordi den aldrig lyver, er den klogeste livsregel jeg har fået med fra mine forældre. Min intuition er blevet styrket herude. Jeg har fundet roen i mig selv. Jeg har fundet hjem i mig selv. Herfra kan jeg handle i fuld overensstemmelse med mit hjerte. Det er her fra min intuition taler klarest. Hvor er jeg heldig. Hvor er jeg priviligeret. Jeg har kunne vandre her på Caminoen. Jeg har levet det simple liv. Nået ned til de basale behov. Lukket al støj ude. Jeg er nået helt ind i mig selv. Derigennem har jeg fundet min frihed, taknemlighed og lyksalighed. I guder, hvor er jeg heldig. Hvor er jeg lykkelig. Helt ind i knoglerne.

Jeg sender et billede af 0,000 stenen hjem til min familie. Min søster responderer: “Verdens ende må være begyndelsen på noget stort”. Jeg ved hun har ret.

Min Camino slutter her. Det føles helt rigtigt. For første gang i 31 dage, vender jeg mig om og går jeg tilbage. 3 km tilbage til Finisterre. Min krop er træt. Jeg er træt. Det er tid til at rejse hjem. Hjem til mine nære og kære.

Jeg vågner i det kolde værelse, med et knæ i betydelig bedring og en øm hals. Det er super! Knæet har jeg mere brug for end halsen, så det er et helt fint bytte for mig. Jeg begiver mig glad på vej, i de tidlige morgentimer. Dem bliver jeg aldrig træt af. De bærer på en helt særlig stemning.

Efter 8 km ankommer jeg til en lille by med et albergue. Ude foran kan jeg i tusmørket ane en velkendt blå jakke og en stor hat. “Good morning Jason!”. Han møder mig med et kram og stort grin over min tidlige morgenfærd, som efterhånden er blevet mit kendetegn. Inden for er Megan igang med at indtage morgenmaden. De beder mig slutte sig til dem og få lagt en god bund til dagens vandring.

Vi begiver os afsted videre sammen. Mit knæ har det rigtig godt, så nu kan vablerne selvfølgelig mærkes igen. Megan er også presset på vabler. Det hindrer os dog ikke i, at vandre afsted i højt humør, gode historier og interessante samtaler. De er eminent godt selskab, de to.

Vi kan tydeligt mærke, at vi nærmer os Santiago. Antallet af pilgrimme på vejen er stigende. For at modtaget et Compostela i Santiago, skal man minimum have vandret de sidste 100 km eller de sidste 200 km til hest eller på cykel. Rigtig mange pilgrimme vælger derfor at starte i Sarria, som ligger 110 km fra Santiago. De fleste af dem kan kendes på deres små rygsække, der ikke kan indeholde mere end en trøje, vand og lidt proviant. Mange af dem får deres bagage transporteret fra albergue til albergue. Vi falder ikke i snak med dem på samme måde. Vi hilser dem venligt “buen Camino”, men det er som om de ikke er synderligt interesserede i, at indlede samtaler med os. Ærligt, så tror jeg heller ikke vi indbyder til det. Ikke engang Jason, falder i snak med dem på vejen.

Megan og jeg må flere gange gøre holdt for at lufte tæer og skifte strømper. Det er varmt og vores vabler forværres, som fødderne hæver. Megan hjælper mig med, at få pakket mine tæer ind i hiking wool. Endnu en ny metode til vabler. Det er uld, som vikles om det udsatte sted, helst inden det bliver til vabler. Varmen og fugten får det til at forme sig og bliver nærmest til filt. Jeg håber det virker på mine nye hot spots og går optimistisk videre, nu med et halvt får i den ene strømpe.

Vi kommer til at tale om, at vi ikke rigtig har taget nogle billeder i løbet af dagen. Det er som om, vi bliver forstyrret i naturoplevelserne, af alle de nye pilgrimme der suser afsted, uden tid til samtale. “Freshies” kalder Megan dem. Vi er enige om, at vi har respekt for alle der begiver sig ud på en pilgrimsvandring, uanset distancen. Vi må dog også erkende, at vi nok ikke er på samme frekvens. Jeg fortæller om et par kvinder jeg talte kort med i går. De var startet i Sarria. De spørger ind til min Camino og hvad jeg synes om det. Jeg fortæller, at det har været nogle ubeskrivelige uger, både hvad angår naturoplevelser og mennesker jeg har mødt. “Der er så meget kærlighed, omsorg og respekt her på Caminoen. Alle de mennesker der går herude, med alle deres inspirerende historier, fylder bare en med taknemlighed for det hele. Det er virkelig livsbekræftende”. De to kvinder kigger mistroisk på mig, og konstaterer, at det ikke er deres oplevelse. Nej, men nu spurgte de jo til min oplevelse. Det kræver måske lidt flere dage, inden man får Caminoen helt ind under huden, på mere end det fysiske plan. Vi skal ikke sammenligne pærer og bananer. Vi er alle pilgrimme. Vi er alle Caminovandrerer. Der er plads til os alle. En pilgrim der har vandret i 2 dage og en der har vandret i snart 4 uger, er nok bare ikke på helt samme frekvens herude. Det er helt forståeligt og helt ok.

Det stigende antal pilgrimme gør også, at vi skal være opmærksomme på overnatningsmuligheder. Jeg har for det meste foretrukket ikke at booke på forhånd. Dette fordi jeg har udfordret mit kontrolbehov herude, og fordi jeg gerne ville se hvor dagen bar mig hen. Hvis vi fortsat gerne vil bruge mange timer på vejen og dermed ankomme sent, er vi nødt til at planlægge lidt, så vi ikke skal bekymre os om overnatning når dagen går på hæld. Mange slutter deres dage omkring kl. 13-14, samtidig med at alberguet åbner. Jeg vil hellere bruge min tid ude i naturen end på et albergue, så det er ikke atypisk for mig, at ankomme kl. 17. Megan er heldigvis en formidabel planlægger, så hun har booket senge til os i Rabadiso.

Vi er næsten fremme ved dagens destination. Vi skal over en lille flod inden vi ankommer til alberguet 1 km længere fremme. Ved floden øjner vi straks muligheden for at køle vores ømme, vabelbefængte og hævede fødder i vandet. Det er isende koldt! Det føles på samme måde som når man hælder varmt vand over iskolde hænder – blot med omvendt fortegn. Vi kan ikke holde ud, at have fødderne i vandet særlig lang tid ad gangen. Samtidig er det en enormt tilfredsstillende følelse. Jason har også døjet med sit knæ de seneste dage. Han er overbevist om, at det kølende vand vil gøre os godt. Jeg er noget tilbageholdende. Jeg har mine fødder i vandet, og smerten er nærmest uudholdelig mere end 1 minut ad gangen. Jason hopper i og anstrenger sig for ikke, at afsløre hvor kold en oplevelse det er. Jeg har virkelig været træt af mit knæ, så jeg lader mig overtale. Det er koldt. Meget koldt! Smerterne i ben og fødder fortsætter efter vi er kommet op af vandet, men belønningen kommer så snart varmen er tilbage. Vores fødder og ben føles som nye da vi kommer til alberguet.

Megan har fundet det skønneste albergue til os. Selvom den sidste kilometer er en opstigning, så er det hele indsatsen værd. Her er der udsigt over byen, udendørs fodbad (!) og kolde øl. Vi mangler intet! Det har været endnu en skøn dag, med varme, nye vabler og gode venner. Endnu en dag hvor jeg bliver bekræftet i, at hjerne og krop kører med en 80/20 regel. 80% af styrken er i hjernen, de sidste 20% henter jeg i benene. Hvis jeg bare kan holde min energi og humøret højt, fjerne fokus fra smerterne, så tilbagelægges 41 km også, med tilfredshed og følelsen af atter en god dag. Jason sender en besked til vores gruppe med Annika og Sean, med hans konklusion på dagens vandreindsats: “Janni is a freak, Megan is a trooper… and I’m a male”. Jeg vil dog tilføje, at Jason i den grad også præsterer imponerende herude. Han har taget sit læs af vabler, dette uden brok. Jeg har set mænd tude over væsentligt mindre, end det Jason har været udsat for, på daglange vandreture i kuperet terræn. Langt de fleste jeg har gået med, har været plaget af enten vabler eller knæproblemer undervejs.

De sidste 10 km på dagenes vandringer er oftest de hårdeste. Kroppen er træt, fødder og vabler er ømme, og varmen sløver os. Følelsen når man ankommer til dagens destination, smider støvler og strømper og nyder en kold fadøl, er dog altid det hele værd. Følelsen af, at have udført endnu en præstation, bringer fornyet energi. Efter en times tid på denne måde, er hjernen ofte klar til at gå videre. Det er kun indtil man rejser sig op, og mærker stivheden i ben og ømheden i fødderne. Dér overbeviser kroppen en om, at det nok er bedre at vente til i morgen. Dér vendes 80/20 reglen på hovedet, for en stund.

Jeg begiver mig afsted samme med Sean kl. 6.00. Det er atter en skøn dag med skyfri himmel. Vi får delt de sidste ugers oplevelser med hinanden.

Sean gik også Caminoen sidste år. Jeg er nysgerrig på, at vide hvorfor han har begivet sig afsted igen. Det bliver indledningen til en lang og barsk historie om hans liv. Et liv der har modarbejdet ham, siden den dag han blev født. Sean har taget sit læs af tragedier, voldsomme oplevelser og forhindringer i livet. Han bærer på kapitler, som intet barn eller voksen burde bære på. Der er ikke spor af selvmedlidenhed eller beklagelse i hans fortælling. Det virker mere som en konstatering af hvordan hans liv har udspillet sig. For et par år siden røg han ned i endnu en dyb livskrise, så som svar på mit spørgsmål om hvorfor han går Caminoen igen, svarer han: “last year I walked the Camino to save myself. This year I’m walking to celebrate that I succeeded”

Snakken falder på min erkendelse fra Mesetaen om, at jeg har fundet en ro og dyb tilfredshed med, hvem jeg er og hvad jeg står for. Jeg har formået at bevare den i mødet med andre her på Caminoen. Det har uden tvivl været en blid start for mig, i forhold til at øve mig i, at forblive i den tilstand. Vi er enige om, at måden folk møder en på herude, er meget anderledes sammenlignet med hverdagen. På Caminoen møder vi hinanden med åbent sind og hjerte. Vi er nysgerrige på hinanden og udviser en oprigtig interesse i at lære og forstå, hvad den enkelte bringer med sig. Der er ingen der dømmer. Alle jeg møder udviser respekt og omsorg for lige præcis den jeg er. Vi lytter, vi lærer, vi taler og lærer fra os. Vi stiller spørgsmål der går dybt, spørgsmål der konfronterer. Vi lader vores filtres masker blive større, fordi vi mærker og oplever den gode intention så tydeligt. Vi ved, at vi er i trygge hænder. Vi bliver passet på i vores sårbarhed. På den måde hjælper vi hinanden med, at blive klogere på livet, os selv og andre. Derhjemme oplever både Sean og jeg, at vi er mere på vagt i mødet med nye mennesker eller mere perifere bekendtskaber. Det er konfronterende at gå herude med åbent sind og hjerte. Det kræver mod. Mod til at turde gå dybt i sig selv og lade sig konfrontere med det, vi forsøger at skjule for os selv og omverden. Det værende både det ubevidste skjulte og det fuldt overlagte. Man mærker kærligheden og respekten over alt på Caminoen. Der er en ydmyghed over for livet og de historier vi deler med hinanden. Selvom det kræver mod og styrke, at stille sig helt sårbart, så føles det alligevel nemt og ukompliceret. Det er nemt og ukompliceret, at være i selskab med sådanne mennesker. Fordi vi bare taler lige ud af posen. Det er ordet på bordet, og det bliver lagt der, med både styrke og sårbarhed. Når folk stiller sig der, kan man ikke gøre andet end at favne dem. Passe på dem og deres fortælling. Man kan ikke gøre andet end at udvise respekt og taknemlighed, fordi de deler, inspirerer og lærer fra sig.

Sean bærer hjertet ude på tøjet. Han er meget inspirerende og ganske autentisk. Han lægger ordet på bordet, og udviser ingen usikkerhed, når han ærligt og hjerteligt fortæller, at jeg gør hans dag bedre. Han gør det så fint og umiddelbart. Jeg vil gerne være hende, der gør en andens dag bedre. Og jeg vil gerne være bedre til, at fortælle når en anden gør min dag bedre.

Dagen flyver afsted med dybe samtaler og smukke omgivelser. Det er varmt og fødderne hæver. Jeg kan mærke nye vabler, og må flere gange have støvlerne af, og forsøge at begrænse deres omfang. Dette uden meget held.

Jeg er ved, at være relativt presset i forhold til mine vabler. Efter frokosten har vi mulighed for at vælge en alternativ rute, som jeg normalt foretrækker. I dag må jeg dog holde mig til den oprindelige. Den alternative består af en meget stejl op- og nedstigning. Det vil betyde ekstra pres på vablerne. Det er for uoverskueligt. I stedet får jeg købt nye vabel remedier på apoteket, og begiver mig videre sammen med Sean.

Den oprindelige rute skuffer bestemt ikke hvad angår naturoplevelser. Vi går nede i dalen, langs landevejen, men her er ingen trafik. Det er imponerende at kigge op og fornemme hvordan vi er omringet af bjergene. Varmen stiger og til sidst må jeg kapitulere. Vandrestøvlerne bliver bundet bag på rygsækken og resten af turen foregår i sandaler. Bare det at få strømperne af, letter trykket på vablerne og dermed smerterne.

Ankommet til vores ly for natten, møder vi Jason og Megan, et australsk ægtepar, som var en del af gruppen fra i går. Vi får kølet vores hævede fødder under vandslangen. Albergues der tilbyder denne mulighed, burde reklamere med det, som en særlig komfort, på samme måde som de gør med wifi og 8 personers soverum. Jeg tror mine fødder krymper en størrelse, ved hjælp af den manøvre.

Den store vabel operation kan nu sættes igang. Mine vabler bliver konstant flere og større, så jeg må ty til mere drastiske metoder. Udstyret med en kanyle og 2 mænd der nærstuderer mine fødder, får jeg suget væsken ud af vablerne. Sean og Jason lyder som to mænd der ser en voldsfilm. “Oh my God! That’s crazy! Look at that! Oh, it’s so gross!”. Der bliver både taget billeder og video af seancen. Dér kan man kende en pilgrim fra den gennemsnitlige mand. Vabeldræning er aftenens underholdning, i selskab med øl og Gin & Tonic. Jeg har aldrig brugt så meget tid på at pleje mine fødder, som jeg gør hernede, og mine fødder har aldrig set værre ud. Jeg er normalt angst for kanyler, men når bare vablerne bliver store og smertefulde nok, kan selv det kureres. Det er ikke en gevinst jeg havde set komme på min Camino, men jeg tager dem alle med mig. Også kureret kanyleangst.

Det er en kølig morgen på mesetaen. Noget af en kontrast til gårsdagens solskin og varme. Der er helt stille herude og landskabet ubeskriveligt smukt. Mit humør er, som alle andre dage på Caminoen, højt. Det samme er energiniveauet.

Jeg vandrer alene afsted og lader alle tanker, der dukker op, passere. Jeg er fuldstændig til stedet i nuet og omgivelserne. Jeg mister fornemmelsen for tiden. Som en vandrende meditation.

Jeg ankommer senere til ruinerne fra San Antón. Lidt research fortæller mig, at det var et gammelt kloster og hospice under Antoniter-Ordenen. Her blev de kendt for deres evne til, at helbrede pilgrimme der var ramt af en smitsom og dødelig hudsygdom. Formentlig hvad vi i dag kender som sygdommen Helvedesild. Det siges, at det var Ordenens hellige symbol, der var medvirkende til helbredelse. Det var et kors formet som det græske bogstav “Tau”, som beskyttede mod ondskab og sygdom. Pilgrimmene fik det med efter endt behandling, som beskyttelse på deres videre færd. Det blev siden kendt som “Cruz del Peregrino” (Pilgrimmens kors).

En herlig ældre spansk herre har slået sig ned ved ruinerne, med et lille udendørs hvileområde til pilgrimme, hvor vi kan få slukket tørsten. Han har en skøn energi og virker helt høj på tilværelsen. Han fortæller mig, at han lever det gode liv og kun har kærlighed til verdenen. Det tror jeg gerne! Om det er jointen han går og ryger, der medvirker til det, skal jeg ikke kunne sige, men han ser bestemt ud til at være tilfreds med sit liv. Jeg bemærker, at han har pilgrimmens kors om halsen, og jeg spørger hvor jeg kan få sådan et. Jeg kunne vist godt bruge lidt beskyttelse mod udfordringer. Han forklarer mig, at der er en ældre herre i næste landsby, som kan hjælpe mig.

Ankommet til landsbyen finder jeg stedet hvor den ældre herre skulle holde til. Jeg åbner døren ind til en gammel, virkelig rodet og støvet butik. Herinde kan du få den der dingenot, der er knækket af det skab du har arvet fra din oldemor. Den dingenot kan du med garanti finde her! Inde i butikken står verdens ældste mand. Han er 100 år gammel. Mindst! Han står med det største smil og byder mig velkommen. Han er så gammel, at hver en bevægelse og hvert et ord foregår i slowmotion. Vi får os en lille snak, og selvom jeg nok ikke får topkarakter for den dialog, så forstår vi hinanden. Eller det formoder jeg. Måske tænker han, at det er en besynderlig peregrina, der fortæller hun er fra Danmark, at det er hendes første Camino og hun synes det er helt fantastisk… når han egentlig bare vil vide hvad klokken er, og om jeg iøvrigt gider stikke ned efter en kasse cigarer til ham. Hans hår stritter ud til alle sider og han smiler konstant. Det er som om, hans ansigt ikke kan finde ud af andet. Han er kær. Han ser så tilfreds og rolig ud. Og gammel. Tudsegammel! Jeg tænker han kan falde død om, hvornår det skal være. Jeg skal altså ikke være her, når det sker. Det ville blive noget værre rod. Jeg må hellere komme ud herfra. Jeg har iøvrigt også opbrugt mit spanske ordforråd. Jeg får betalt ham for korset, og han vinker, stadig smilende, farvel med et “Buen Camino”.

Jeg bevæger mig videre gennem den lille fine landsby. Her kunne jeg godt bo. Slå mig ned og åbne et lille albergue med hjerterum og god mad. Her er faktisk en del gode håndværkertilbud. Med lidt håndværksmæssig snilde, en klat maling, lidt mursten og et tag, ville de snart være indflytningsklare. Sikke en skam, at jeg hverken har håndværksmæssig- eller gastronomisk snilde.

Jeg vandrer videre ud på den smukke meseta. Jeg spotter en relativ stejl stigning længere fremme. Hvor jeg normalt ville blive forpustet bare ved synet, bliver jeg nu begejstret. Både fordi min form er forbedret, men især fordi jeg af erfaring nu ved, at oppe på toppen venter der mig en fantastisk udsigt. Jeg begiver mig opad, og stopper jævnligt og vender mig om for at se udsigten. Den er storslået! Jeg er helt overvældet. En spansk herre kommer gående og stopper op. Han fortæller mig, at han er fra Castilla og den udsigt jeg netop står og beundrer, er et særsyn. Normalt er dette område meget tørt, og landskabet goldt. Det har dog regnet næsten dagligt de sidste 3 måneder, hvilket har forandret landskabet og efterladt det grønt og frodigt. Selv vandreserverne der normalt er næsten udtørret, er nu fyldt til randen. Et særsyn på mesetaen – atter noget at være taknemlig over.

Jeg bevæger mig helt op til toppen. Udsigten er fuldstændig ubeskrivelig. Det er det perfekte sted til en god pause. Det føles helt meditativt bare at sidde og falde hen i landskabet, og se hvordan det forandrer sig, som skyerne flytter sig.

Med visheden om, at landskabet her er dynamisk, ved jeg at der venter mig en nedstigning efter opstigningen, hvor jeg kan nyde udsigten hele vejen ned.

På vej ned fra højderne begynder mine tanker, at kredse omkring alle de fantastiske personligheder jeg har mødt. Jeg ærger mig kort over, at jeg ikke har fået taget billeder af særlige mange af dem. De er dog alle gemt i min erindring, og når jeg lukker øjnene står de tydeligt frem for mig. Hvis jeg var beriget med bare en anelse af min mors og søsters kreative evner, ville jeg kunne tegne en tro kopi af dem alle. Jeg undrer mig over, hvorfor de står så tydeligt frem. Mennesker jeg har kendt i flere år, kan jeg have svært ved, at genkalde for mit indre blik på samme måde. Måske det er fordi, jeg er så tilstedeværende i mødet med mennesker herude. Måske det er fordi de alle rører noget i mig, inden for så kort tid. Det bliver deres historier der kendetegner dem. Den sårbarhed der ligger i det de deler, tvinger mig ubevidst til, at være så meget til stede i nuet, at alt bliver fanget i min bevidsthed. Jeg har virkelig mødt mange inspirerende mennesker. Jeg kunne allerede nu, skrive en bog om alle de personer jeg har mødt på min færd. Jeg glæder mig til, at møde alle dem jeg endnu ikke har mødt. Jeg kommer til at tænke på Marian og Bill fra Indiana. Jeg husker ikke hvor mange dage det er siden jeg mødte dem, men det var aftenen før Alto del Perdón. De inviterede mig til deres bord til aftensmaden. Bill er typen, når han taler, så lytter man. Ikke fordi man føler sig tvunget til det, men fordi man ikke kan lade være. Han taler med humor, sårbarhed og styrke i én fin forening. Han er meget autentisk. Bill har fået to nye hofter, haft tre hjertetilfælde, 5 ballonudvidelser og kæmper i gående stund mod kræften. Han har drømt om, at gå Caminoen. Det har Marian ikke. Da kræften rammer ham, beslutter han sig for, at nu skal det være. Hans børn er bekymret for, at han slår sig selv ihjel på turen. Bill er ligeglad. Han vil gå Caminoen. Enden bliver at Marian tager med ham, så han ikke er alene, hvis der skulle ske ham noget. Hun er altid lige foran ham eller lige bag ham. Bill påstår hun altid er foran. Han fortæller dog, at han tager en taxa på de værste opstigninger. Marian hun går. Lige bag ham. Det her er ikke Marians Camino. Det er Bills. Det er sammenhold, solidaritet og kærlighed. Det er nemt at være imponeret over Bill, og det er jeg! Det er dog Marian, jeg gemmer i mine erindringer, som en kæmpe inspirationskilde. Hun er Bills lysbærer. Hun hjælper ham med, at opfylde hans drøm, så han kan stå i sit velfortjente lys i Santiago. Dette uagtet at det ikke er hendes egen drøm. Dette selvom det kræver en kæmpe indsats af hende. Hun går tværs over det nordlige Spanien for den mand hun elsker. Dét er noget at spejle sig i, på kærlighedens vej. Jeg håber at Bill og Marian stadig går herude, et sted på Caminoen. Jeg håber de vil gå side om side, når de ankommer til Santiago de Compostela. Side om side, ind til katedralen og få deres fuldt fortjente Compostela. Og jeg håber Bill har fået et kors, hos den 100årige smilende mand.

Jeg vandrer stille afsted tidligt om morgen. Jeg trives herude i naturen. Jeg trives på Caminoen. Jeg har en nærmest konstant følelse af taknemlighed. Den har været der siden jeg startede i SJPP i Frankrig. Den skaber en helt grundlæggende glæde i mig. Jeg har på intet tidspunkt været i dårligt humør. Det i sig selv, er noget at føle mig taknemlig over. Desuden også tankevækkende…

Da jeg sidder med min kaffe ude foran baren i den første lille landsby, Azofra, ser jeg pludselig kendte ansigter komme mod mig. Jeg mærker hvordan mit smil breder sig endnu mere. Dét er et dejligt gensyn, der kommer gående der! “Oh dear! There you are! How are you? I’ve been worried about you! And I need to get your picture. I never got your picture!”, siger hun i et tempo, selv jeg er imponeret over. Mother Susy… kvinden der hjalp mig med vablerne og anbefalede mig vandrestavene. Et skønt gensyn på denne morgen. Jeg har ikke set hende siden dag 3, og pludselig krydses vores veje igen. Det er det herlige ved Caminoen. Folk jeg ikke har set i flere dage, dukker pludselig op igen, på min vej.

De fleste stopper i Santo Domingo på dagens vandring. Jeg har hørt at der findes en kirke i Grañon, hvor de tilbyder pilgrimme overnatning i kirketårnet. Det bliver jeg nødt til at undersøge nærmere. Mine ben er virkelig gode i dag. De arbejder som en maskine! Inden jeg ser mig om, er jeg nået til Grañon. Phillippa har sat kursen mod samme sted. Phillippa har jeg, blandt andre, fulgtes med siden Cizur Menor. Vi går som regel hver for sig om dagen, men ender oftest samme sted for natten. Phillippa er en 56årig britisk kvinde. Vi går rigtig godt i spænd. Hun har en skøn humor og en endnu skønnere smittende latter. Hun er bare et grundlæggende herligt og behageligt menneske, at være i selskab med. Hun er reflekterende og stiller spørgsmål, der tvinger mig til, at gå dybere. Desuden formår hun, om muligt, at sætte endnu større pris på mad og øl end mig. Allerede dér har vi fællesnævnere nok til, at fungere upåklageligt i hinandens selskab.

Ankommet til Grañon, finder vi en lille dør bag kirken, hvor vi kommer op ad smalle trapper. Jeg åbner døren og kigger ind. Phillippa udbryder med det samme “I’m not doing that! That’s not for me!” Jeg har det umiddelbart på samme måde. Lige præcis derfor, skal jeg sove i den kirke. Jeg er losset ud af min komfortzone og ind i udviklingszonen, og det er så godt til mig.

Jeg bliver budt velkommen af de to hospitaleros, og får en gennemgang af stedets rytme. Her sover man på gulvet. Find en madras, find dig en plads og lad som om du er hjemme. Maden tilbereder vi selv. Opvasken klarer vi selvsagt også. Til gengæld er kirketårnet mit hjem til jeg drager afsted igen. Betalingen herfor er donation. Betal hvad du synes. Betal hvad du kan undvære. Eller bo her gratis.

Hvert sted man overnatter, får man et stempel i ens pilgrimspas. Derudover fås stempler også i de fleste barer og kirker vi passerer. Vi skal have et stempel dagligt på vores færd for, at modtage vores compostela i Santiago. Den hjertelige hospitalero fortæller mig, at de intet stempel har, men forklaringen på det, vil jeg få i aften til en pilgrimsceremoni i kirken. Mit stempel skal jeg have i baren nede på gaden. Fint med mig! Jeg skal alligevel have 3 store fadøl inden jeg skal til ceremoni i kirken og sove i kirketårnet. Bare for at skabe lidt balance i tingene.

Jeg er igang med at finde en soveplads på gulvet, da jeg hører en velkendt stemme og latter. Phillippa! “I just had to come back. I’m doing this!”. Sådan! Komfortzonen er stadig under udvidelse. For os begge.

Vi sidder en flok pilgrimme i solen foran baren. Kolde fadøl, bare tæer og højt humør. Vi falder i snak med en britisk kvinde, jeg har passeret nogle gange på min færd. Linn vandrer med 3 unge mænd. Hun fortæller at hendes 23årige datter havde planlagt at vandre Caminoen, men hun døde uventet i november måned. Hun vandrer nu Caminoen for sin datter, i selskab med sin søn og 2 af datterens kammerater. De startede på datoen, hvor datteren skulle have startet Caminoen, og de slutter på datterens fødselsdag i Santiago. De vandrer i sorg, men formår alligevel at sprede en fantastisk energi og glæde omkring dem. Vi har alle vores grunde til at gå. Deres grund er særligt fin, trist og rørende på en gang.

Det er en hyggelig eftermiddag i solen, hvor løssluppenheden er tiltaget i takt med antallet af fadøl, for nogle mere end andre. Det bliver tid til at vende tilbage til kirken og aftensmaden. Maden er tilberedt af nogle medpilgrimme, tilbehøret skal vi dog hente i landsbyens bageri. Bagerjomfruen har været forbi os tidligere, og meddelt at hun vil lave tilbehøret til vores middag. Som betaling skal vi danse og synge i flok gennem gaderne. Som sagt så gjort. 25 pilgrimme, ført an af de to hospitaleros, danser og synger nu deres vej gennem gaden, til udlevering af mad hos byens bager. Det klækkelige antal fadøl, gør hverken dansen eller sangen mindre entusiatisk og støjende. Til stor morskab for landsbyens borgere, der følger med i vores lille optog i denne søvnige landsby.

Efter en god middag og fælles opvask er mørket faldet på. Det er tid til den religiøse og spirituelle ceremoni. Vi bliver ledt fra opholdsrummet ind i et andet rum og videre ind ad en lille dør. Ind i kirken. Jeg formoder vi er hvor kirkekoret normalt holder til. Hvad ved jeg, om katolske kirker. Det er øverst oppe, i modsatte ende af alteret. Der er tændt små fyrfadslys, og vi sidder stille i mørket. Vi starter med 2 minutters stilhed, hvor vi genkalder os dagens oplevelser. Efterfølgende læses hymnens vers skiftevis op af os, afhængigt af vores sprog. Et vers på henholdsvis spansk, portugisisk, fransk, engelsk, tysk og italiensk. Med tanke på Linn og drengene der sidder ved siden af mig, rammer hymnen dybere ind, end den normalt ville gøre hos mig.

“As the child knows someone watches over her innocent, hopeful sleep, so will my soul rest secure knowing that You watch over me.

You will sweeten my final bitterness, you will lighten my final weariness, you will watch over my dreams and wipe away my tears”

Efterfølgende bliver et bloklys tændt. Det skal gå fra hånd til hånd mellem os. Når lyset når os, skal vi på vores modersprog sige en tak, et ønske eller en tanke, om hvad vi har på hjertet på vores vandring. Jeg forstår ikke størstedelen af de små taler fra mine medpilgrimme. Alle taler dog med en blanding af styrke og sårbarhed så stor, at det rammer helt ind i hjertet på mig. Det er en dybt bevægende oplevelse. Da lyset når mig, lader jeg hjertet tale, og slutter af med et stille “ultreia et suseia”.*

Ceremonien afsluttes med en forklaring på det manglende stempel. Hospitaleroen fortæller, at de her i kirken giver hjertets stempel. Det foregår ved, at vi alle går forbi hinanden i en cirkel, giver hinanden et knus, ønsker “Buen Camino” eller takker for hvad den enkelte har bidraget med på vores Camino. Umiddelbart er dette en kende for meget, for mig. Noget jeg normalt ville have modstand på. Men da lyset tændes, som cirklen dannes, og jeg ser ind i min sidemands tårefyldte øjne, føles et kærligt kram, som det eneste rigtige.

Jeg går til ro, i ro. I stilhed. I dyb taknemlighed. For det hele.

*Ultreia et suseia: en Camino hilsen fra gammel tid. Pilgrimmen blev mødt med “ultreia”, hvortil han ville svare “et suseia”. “Ultreia” refererer til ens fysiske selv og betyder noget i retning af “gå videre”. “Suseia” referer til ens mentale/spirituelle selv og betyder “gå højere”.

Jeg vågner med en god følelse i kroppen. Jeg er tilsyneladende mindre medtaget end forventet. Et par hot spots på fødderne og lidt ømme muskler, men ellers intet nævneværdigt. Tilfreds med dén konstatering, begiver jeg mig afsted i god fart. Ud af Roncesvalles og ind i et skovområde. De sidste ugers voldsomme regnmængder, har efterladt skovbunden våd og mudderet. Jeg er ligeglad – mine støvler er terrængående. Jeg vader igennem kæmpe vandpytter og tung mudder. Og det går stærkt! Regnen siler stille ned. Alt er stille. Selv vinden. Mit humør er højt. Dagen byder igen på op- og nedstigninger, de er hårde, men intet sammenlignet med gårsdagens. På den smalle skovsti,passerer jeg en herre i hans bedste alder. Han står og nyder udsigten over bjergene. “Don’t mind me, I’m a slow walker. It gives me time to enjoy the beauty of the Camino” svarer han, da jeg smiler og hilser på ham. Jeg medgiver ham at her ER smukt. Meget smukt! Jeg noterer mig hans skjulte hentydning om, at sætte farten ned. Jeg fortsætter dog i friskt tempo, samtidig med at jeg nyder den fantastiske natur, der omgiver mig.

Jeg holder en tiltrængt kaffepause på en lille café og tager mig tid til, at fylde energidepoterne op. Klog af gårsdagens fejltagelse. Jeg fortsætter videre i højt tempo. Jeg kan begynde at mærke de hot spots på fødderne, som jeg bemærkede i morges. Mine ledbånd er ømme. Begge dele tager til, som jeg begiver mig videre. Det her er ikke bare hot spots. Det er vabler. Og knæene smerter for hvert et skridt jeg tager. Jeg bliver nødt til at sætte mig. Jeg skal huske fysioterapeutens anvisninger – pauser! Pludselig dukker manden fra tidligere op. “So here you are, all slowed down”, siger han storsmilende. Vi får en snak om vabler og tempo. Han har gået Caminoen før, og har gjort sig alle de nødvendige erfaringer. Vablerne skal have førstehjælp NU – og jeg skal sætte farten ned. Vi får pakket vablerne ind, midt i den mudrede skovbund, og jeg slår følgeskab med ham. 65årige Doug fra Canada bliver min næste læremester på Caminoen. Adam var min læremester i kontrol. Doug bliver min læremester i tid.

Vi bevæger os meget langsomt afsted, imens vi får en god snak om, at tage sig tid. I livet og på Caminoen. Doug er en hyggelig mand og jeg nyder selskabet – hans lattermilde og omsorgsfulde væsen. Det langsomme tempo hjælper på både vabler og knæ. Vi holder mange korte pauser, hvor vi blot nyder den storslåede natur. I guder hvor er her smukt! Hele dagens vandring går i naturens højder, langs skovstier og marker, omkranset af bjergene. Vi får snakket om oppakning. Doug har nedgraderet siden hans sidste tur. Han har kun det mest nødvendige med sig, fortæller han, imens han griber efter sidelommen i hans taske, og hiver en flaske ketchup op. “This is a necessity – it’ll save any crappy pilgrim menu” konstaterer han og slår en latter op. Jeg må vist hellere nedjustere forventningerne til pilgrim måltiderne.

Efter at have vandret i regnen hele dagen, bryder solen frem, som vi ankommer til Zubiri. Trods vablerne, føler jeg mig egentlig ok efter den langsomme vandring, og overvejer at fortsætte. Jeg husker dog anvisningen om, at når jeg tror jeg har 5 km tilbage i benene, skal jeg stoppe. Doug tager mig med til et afsidesliggende refugie, hvor han tidligere har boet. Det er et skønt sted, og bort set fra 2 amerikanske kvinder, Susy and Terri, er her kun Doug og jeg. Susy er bekymret for mine knæ og vabler. Hun er bekymret og omsorgsfuld i sådan en grad, at tilnavnet Mother Susy er uundgåeligt. Hun spørger, om mine vandrestave ikke hjælper mig med aflastning af knæene. Hun kigger chokeret på mig, da jeg meddeler at jeg ikke har vandrestave. “Oh my God! You don’t have any poles! What a rookie mistake! Why do you think everyone else are walking with them?” Jeg vil helst undgå stavene, da jeg tænker de må være til besvær. Desuden ser det fuldstændig latterligt ud! Jeg ønsker dog ikke, at ende min Camino vandring på grund af forfængelighed, så jeg lover Susy at jeg vil købe nogle når jeg kommer til Pamplona. Og bruge dem! I det mindste bare til de værste op- og nedstigninger, her i begyndelsen af Caminoen.

Med god hjælp fra Doug og Susy, får jeg drænet mine vabler med nål og tråd. De bliver pakket ind i gaze og tapet op. De er slemme – og bl.a. placeret under fødderne. Doug kommer med et par nylonstrømper. “It’s not a fetish of mine, it’s just really good for keeping the gaze in place when walking. Take these so you can get back on track tomorrow”.

“The Camino will provide” er en ofte brugt sætning hernede. Jeg tror efterhånden på, at Caminoen giver dig hvad du har brug for. I dag havde jeg brug for en læring om, at sætte farten ned og tage mig tiden. Tiden til at mærke efter. Tiden til at nyde. Og tiden til bare at være. Jeg havde brug for en som Doug. Hans tempo. Hans tid. Og hans nylonstrømper.

Jeg vågner tidligt. Spændt på dagen og nervøs for knæene. Jeg får mig indskrevet på Pilgrimskontoret og får det første stempel i passet – og en muslingeskal på rygsækken, selvfølgelig. Jeg er nu en pilgrim (under udarbejdelse) og klar til min første dag på Caminoen. Jeg er glad helt ind i hjertet.

Det går straks stejlt op ad i Pyrenæerne. Jeg hiver efter vejret. Mine baller minder mig om, at de har udviklingspotentiale, da jeg stifter bekendtskab med muskler jeg ikke mindes at have hilst på før. Muligt at man kan hive marskbarnet ud af marsken, men man kan tydeligvis ikke hive marsken ud af marskbarnet. Det her stejlt og hårdt!

Jeg vrænger ansigt af mig selv, og mine selvtilfredse og højtidelige tanker om min intuition. Lige nu føles den mest som en kælling. Caminoen! Og Pyrenæerne! Hvad fanden var der galt med 3 uger på Bali?

Jeg tænker på Adams kommentar om Pyrenæerne: “The good thing is that you can see where you’re going. The bad thing is that you can see where you’re going”. Det må være dagens klogeste kommentar. Efter 8km stejlt opad, dukker Orisson og en panorama terasse dukker pludselig op, som en oase i ørkenen. Eller nærmere en rulletrappe i Pyrenæerne. Her skal jeg bo i nat. Efter en time i solen, tanket op på kaffe og mad, føler jeg mig pludselig ovenpå. Jeg kan da sagtens klare de sidste 17 km over Pyrenæerne! Da jeg allerede har betalt for overnatning, beder jeg værten forære min overnatning til en pilgrim i nød. Et par ældre kvinder kommenterer positivt på min gerning. Jeg nænner ikke at krakelere deres billede af den blonde barmhjertige samaritaner. Sandheden er, at det er en fuldkommen egoistisk handling. Jeg forsøger bare at vinde mig selv noget god karma på min færd. Jeg ved jeg får brug for det!

De kommende kilometer er hårde, men jeg går med fornyet energi. Udsigten er storslået! Jeg er ovenpå og føler mig oprigtigt priviligeret over muligheden for at gå her. Jeg er fuldstændig til stede i nuet. Kroppen er på overarbejde – lungerne ligeså. Fokus er kun på at flytte mig fremad, en fod foran den anden. Skyerne kommer tættere på og sneen kan anes i højderne. Langsomt, men målrettet, nærmer jeg mig toppen. Jeg er sulten! Mit blodsukker falder, jeg får kvalme og begynder at ryste. Der er stadig mindst 2 timer til Roncesvalles. Overskuddet er fuldkommen forsvundet. Jeg erfarer dog hurtigt, at min gode gerning i Orisson virkede. Karma redder mig! Karma i form af italienske Eduard, som jeg støder på i min krise. Eduard har tasken fuld af energibarer og energi gel. Han er tidligere cykelrytter og ved præcis hvordan han skal få mig på højkant igen. 10 minutter senere er jeg ovenpå. Ny energi og højt humør, det sidste stykke mod toppen. Og endelig går det nedad! Men det er i en blanding af tung sne og mudder. Lige så stejlt det er gået op ad, lige så stejlt går det nu nedad. Jeg går dybt koncentreret om at sætte en fod ad gangen. Det er glat og stenene skrider under mine fødder. Mine knæ værker. Konditionsmæssigt er det ikke hårdt, men ledbåndene brokker sig. Jeg skal bare nå til Roncesvalles, og det kan kun gå for langsomt. Og det gør det. Går langsomt. Jeg slår hjernen fra. En fod foran den anden. Jeg har mistet tidsfornemmelsen. Endelig kommer det gamle kloster til syne! Det lykkedes, trods dårlige knæ, uerfaren proviantering og alle de andre manglende forudsætninger. Jeg er tilfreds. Meget tilfreds.

Efter et bad og et måltid mad (eller mere præcist, 3 portioner suppe, 2 portioner pasta, 1 portion kylling med tilbehør og 1 portion is), tænker jeg at dagen måske ikke var så hård. Indtil det slår mig, at det var samme føles jeg sad med i Orisson. Hjernen tackler det her, som den gør med tømmermænd. Al elendighed er glemt når det igen bliver lørdag. Her er alt åbenbart glemt, når jeg har spist for 3 personer.

Det er måske godt det samme, hvis motivationen skal holdes intakt. For det har været en hård dag! Men det har også været en storslået dag. Ubeskrivelig!

Jeg slutter min første dag på Caminoen, med en følelse af frihed, taknemlighed og lyksalighed. Hvis det er prisen for at forcere Pyrenæerne, så tager jeg gerne turen igen i morgen! Eller…i hvert fald i overmorgen.

Med en tro på, at ting sker af en årsag, skulle jeg selvfølgelig støde på Adam, som den første på min vej. Jeg observerer ham lidt på afstand, imens jeg står ude foran lufthavnen i Biarritz, og venter på mit lift til Saint Jean Pied de Port. Hans store røde fuldskæg og kraftige kropsbygning, leder tankerne hen på en karikatur af en ægte dansk viking. Kasketten og de karakteristiske sorte briller skaber dog koblingen til 2018 og hipsternes udbredelse – åbenbart også til Caminoen. For Adam er også på vej til SJPP og vi venter på det samme lift. Vi har også, uafhængigt af hinanden, booket samme overnatningsted, under ventetiden i lufthavnen.

Adam er ikke hipster. Han gider bare ikke barbere sig. Han har heller ikke noget kontrolbehov, men tager livet som det kommer. Han har tiltro til processen. Han rejser let. Meget let. Da jeg spørger ind til den lille rygsæk, svarer han: “Ja, jeg besluttede at droppe soveposen, og medbringe kamera og go-Pro i stedet for. Det var nok ikke så gennemtænkt, men det virkede klogt i øjeblikket”. Adam er min dimentrale modsætning. En direkte konfrontation med mit kontrolbehov, og dagens erkendelse af mit kontroltab. Jeg er cool med det. Jeg skal bare lige have kontrol over kontroltabet.

Ankommet lettere forsinket til SSJP, bliver vi indlogeret på et lille hyggeligt refugie, med en skøn have og udsigt over bjergene. Det her føles helt rigtigt! Jeg er præcis hvor jeg skal være. Efter et godt måltid mad og en kold fadøl, vælter trætheden ind over os. Det har været en lang dag. Tilbage på refugiet, meddeler Adam tørt: I’m tired. I’ll jump into my camera and get a good night’s sleep. Jeg kan godt lide Adam.